En halv time inden morgenmadsrestauranten åbnede, var jeg lige oppe for at checke skaderne forårsaget af nattens voldsomme uvejr. Den væltede blomsterpotte kunne vi se fra balkonen, og heroppe viste det sig, at det var den eneste skade, der var sket. Uvejret ville altså ikke forstyrre de morgenmadsvaner, vi allerede havde tillagt os 
Morgenens udfordring, der lovede yderligere udfordring, når vi i aften når til desserten!
Morgenavisens motiv er hentet fra østsiden af hotellet. Indkørslen til garagen er på den anden side af det lange staudebed, og henne bag, yderst til højre, kører man ind i garagen. Dette staudebed gør, at bilens afstandsmålere (foran, på siderne og bagved) spiller en hel melodi, når jeg kører til garagen. Melodien skaber buskene afhængig af, hvor tæt de er på bilen.
Temaet i dag på forsiden er byen Merans 700 års jubilæum i år. I overskriften over billedet får vi et lille kursus i østrigsk. “Heuer” betyder på tysk “Dieses Jahr”. En anden kuriositet er “Jänner” = “Januar” 
Og bagsiden kunne bla. fortælle os om det med at være karl for en tidsbegrænset periode, i hvilken man mod kost og logi hjælper til med alt arbejde på en gård oppe i højderne.
Artiklen fortæller interessant om, hvordan landbrugssektoren er sat sammen i dag. Jeg har taget to udsnit af teksten med her i bloggen, så jeg en gang i fremtiden, når jeg genlæser den igen kan nikke og sige, at det var interessant information, som giver et mere nuanceret perspektiv på, hvad vi ser omkring os i alpelandet.
Apropos artiklen bag på hotellets “Morgebote” havde avisen “Dolomitten” midt på forsiden – midt på folden – et suk på bøndernes vegne. Det er for tørt, og høhøsten er i fare. Som dansker er det nemt at tænke, at hvor stort problem kan mere eller mindre hø være, men når man har set, hvad der er (eller rettere sagt: hvad der ikke er) til rådighed af landbrugsjord oppe på og over 1500 m, så er det stort set kun græsskråninger – og har man bare set et par gange, hvor nidkært dette græs høstes, rives sammen og tørres til hø, så forstår man, hvor alvorligt det er, hvis der ikke er hø nok til den kommende vinter. Derudover er Almheu en exportvare, sehr beliebt til høbade, eller fodertilsætning til sindsvagt dyre og skrupforkælede raceheste
Inden sin morgentur nr. 2 var Inge inden om hotellets bibliotek / lounge, hvor hun bemærkede dette lystige Ludo-spil. Brikkerne er da helt sikkert mere interessante end de små plastik-dimser, vi spillede med som børn
Og et sted fandt hun en model af, hvad jeg antager er hotellet trætop-suite. Den findes i haven, henne i krogen ved den store svømmepøl. Hotellet har oppe i bjergene en “resort”, hvor der er flere af denne slags hotelværelser beliggende ved en lille sø med værelser liggende halvt ude i vandet. Hvis man ikke har problemer med myg, så kunne det evt. være spændende. Men det har vi, så vi holder os hernede i Merans bedre udkant
I området, vi bor i, findes adskillige steder, hvor drikkevand løber ud, så beboere og andre forbipasserende kan få slukket tørsten. Sikkert en meget gammel skik. Nede i Merans absolut mest betydende indkøbsgade, Lauben-Strasse, bemærkede Inge, at her findes der også denne form for service. Jeg troede først, at vi her havde at gøre med endnu en lille Manniken Pis, men her drejer det sig om en dreng, der åbenbart har flair for fiskeri
Et af vores ærinder var at forhøre os om, hvorvidt en butik havde fået en plastik-kat med ur og logrende hale hjem til butikken. Det havde den desværre ikke
Vi var også i outdoor-butikker, hvor Inge inspirerede mig til køb af et par skjorter. Trættende, så vi måtte som sidste gang hernede i byen lige tanke energi. Det blev samme sted som sidst ved Kurparken, og igen blev det en Apfelschörle.
Tilbageturen gik der turisme i. Vi kiggede blomsterarrangementer. Hvert år har Meran nye, især på og omkring Kurparken.
…og dovnede på die Postbrücke over Passer, som turisterne her…
…der læner sig op ad gelænderet, medens de betragter floden bruse afsted mod vest.
Tilbage på højre bred drejede vi op ad Sissi-Weg, eller die Winterpromenade, som den også kaldes. Inge med 2 indkøbsposer fra sport-butikken i Laubenstrasse. I en af dem er 2 kortærmede herreskjorter fra Schöffel i muntert tern. De blev som sagt købt på Inges initiativ, for hun bruger selv skjorter fra dette firma, og de er meget plejenemme og især gode til rejser, når det er varmt og de er selvfølgelig beregnet til vandreture.
Sommerpromenaden er ovre på venstre bred under de skyggefulde træer. Vinterpromenaden her syntes vi i dag var mere interessant, især på grund af dette galleri (die Wandelhalle) med malerier fra Meran og omegn, malet af forskellige kunstnere. Mange af scenerne har vi besøgt, men mange har vi stadig til gode.
Om die Wandelhalle skriver Südtirol Kultur:
Flussaufwärts neben dem Sandplatz beginnt die Winterpromenade, mit der reizenden Jugendstil-Wandelhalle, die ursprünglich dazu bestimmt war, Erholungsbedürftigen einen geschützten Ort der Ruhe zu bieten. Zahlreiche zeitgenössische Maler, u.a. Franz Lenhart, schmückten diese im 19. Jahrhundert mit ihren Werken und verwandelten die Wandelhalle in eine offene Bildergallerie.
Heute dient die Wandelhalle weniger den Erholungssuchenden als vielmehr den lustwandelnden Wanderer, der gemächlich die Passerpromenade entlang spaziert und sich von den gemütlichen Caffee’s zum verweilen einladen lässt.
Dorthea har helt sikkert været glad for denne promenade, der fører helt op til den ældgamle Römerbrücke, som vi normalt benytter til at krydse floden.
Men denne gang krydsede vi floden halvvejs oppe mod die Römerbrücke og gik over på flodens venstre side og fortsatte ad Sommerpromenaden. Her ser vi over på den højre bred, hvor die Römerbrücke anes til højre midt i billedet.
Tilbage på hotellet var den lette frokostbuffet anrettet, hvilket passede os fint.
Bagefter kørte vi en tur. Først op til Verdins og bagefter op til Dorf Tirol. Man skal her ikke lade sig forstyrre af, at det grønne startpunkt ikke er sammenfaldende med det røde slutpunkt. Jeg fik bare startet løbe/køre-uret lidt sent
Her udsigten over Verdins (i forgrunden). Lidt dramatisk at komme herop, for vejen er meget smal og pludselig mødte vi en stor lastbil, der var på vej ned. Vi bakkede ned for at finde et sted at komme fra vejen, så den kunne komme forbi. Men det varede et stykke tid, før den kom, hvilket fik os til at spekulerede lidt over, hvad de italienske færdselsregler siger om en sådan situation. Skal den neadkørende eller den opadkørende bakke?
I Dorf Tirol prøvede vi at se, om vi kunne komme hen til klosteret, men jeg svingede forkert fra og kom ned i en blindgyde. Derefter prøvede vi, hvor langt op bag byen vi kunne komme, og det var ikke så langt. Jeg havde håbet at kunne komme op på den Alm, vi kan se fra morgenmadsterrassen. På tilbagekørslen fra Dorf Tirol tog Inge dette billede. Pilen peger på hotellet.
På vej til vores bord i restauranten kom vi uundgåeligt forbi dessertbuffetten. Måske en strategisk klog måde at arrangere den på, for så var gæsterne advaret, eller skal vi sige “inspireret” til evt. at holde lidt igen på de foregående retter, hvis appetitten er lille
Her nogle detaljer fra henne midt på buffetten. Spørg mig ikke, hvad vi har her. Alt jeg ved er, at det er italienske / sydtyrolske delikatesser fra det søde køkken. Om vi, når vi når det punkt på menuen, vil række ud efter netop disse, vil tiden vise
Smoothie von Berg-Erdbeeren und Rhabarber fulgte salatbaren, som jeg allerede har introduceret – skal dog sige, at der var variationer i den fra aften til aften.
Derefter Fusiloni “Felicetti” mit ligurischem Pesto til mig og…
Champagner Risotto mit Bittersalaten und Salsiccia til Inge. Ja, billedet blev lidt uklart, men heldigvis var dommen over retten helt skarp: Ganske dejlig!
Til os begge derefter: Bouillabaisse Riche von Edelfisch-Filets im Krustentier-Süppchen mit Sauce Rouille und Crostini.
Og så til die süsse Leckerbissen für alle Naschkatzen vom Dessertbuffet – udfordringen vi blev “truet” med, da vi kom til restauranten i aften Jeg tror, at vi gik ret beskedent til den. Lidt Obstsalat, lidt Crème Brulée og så en italiensk eller südtiroler specialitet (Kaisershmarn?)
Så var vi igen mætte. Inge fik sig noget hvidvin med ud på terrassen, jeg skulle have en digestif i form af en espresso. Sommer var det og livet var godt – la dolce vita 
Og senere, oppe på etagen, beskæftigede vi os mere med den tidligere kanslers død. Interessant som hans omdømme er skiftet i tidens løb for nu at nå europæiske højder.
Vi lod tusmørket komme – kunne vel ikke andet – og ellers vente på…
…at natten skulle falde på. Jeg lader dette 1950-postkort-lignende billede være godnatbilledet for i dag.