Vi installerer os i toget, kaldet “lyntog”, til København, som “bumler” gennem Jylland og “lyner” over Fyn og Sjælland. Gangene skal holdes frie, fortalte togføreren, og det er af sikkerhedsmæssige årsager, fordi vi skal køre gennem Storebæltstunnellen. Derfor skal al bagage op på bagagehylden – unbedingt! Sidste gang var det fint nok, at vi stillede den store kuffert til side, for vi var ene i kupeen – hvilket vi også er i dag. Vi rejser denne gang med en lille trillekuffert og en stor af slagsen. At få den store op i bagagehylden er ikke for svæklinge eller rejsende med brækkede arme. Måske vil de evigt forsinkede IC4 tog have kuffertparkering i kupé-plan, men indtil da skal vi måske overveje at rejse med 1 lille og 2 mellemstore 🙂
Det viste sig at vi sad i en højlitterær “Stillekupé”. Første vers af Jeppe Åkjærs “Jens Vejmand” var skrevet på højre side af døren ud til førerhuset og hans trillebør og hammer og skærm var malet på den venstre side af døren.
I Vejle blev et efterfølgende tog fra Århus koblet på. For at passagerer kunne gå igenem hele togstammen skulle rummet bag døren forvandles fra førerhus til gang. Det foregik ved at togføreren skød førerpulten til side og skjulte den bag et panel af døre. Så lærte vi, hvordan det foregår. Vi bliver så kloge…
Inge tog et billede af Storebæltsbroen – kan anes bag Sprogø…
…og jeg sad med min mobiltelefon parat til at tage broen fra den anden side – jeg sidder med ryggen i kørselsretningen – men har i mellemtiden glemt, at vi jo skal under Storebælt og ikke over 🙂
Første stop i byen i dag indbefattede 2 kaffe og 2 hvedestykker med ost, uden smør…
… derefter op langs kajen, hvorfra vi med tilfredshed kunne notere os, at Rigets Flag vejede, som det skulle, ovre på Nyholm.
Vi talte om hvor mange majestæter af forskellig rang, der havde gået på den mørke brobelægning, som Inge er på vej over, når de fra chalupperne skulle til bil eller karet. Det blev til mange, både konger, kejsere og czarer 🙂
Efter nogle tapas’er blev det tid til at gå til teatret. Det gjorde vi i god tid, og fordi der kun var nogle minutters gang derhen, var vi også i god tid til at få et glas inden forestillingen.
…og medens vi sad der i ventetiden kunne vi kigge over til “Papfrøen” (det kalder vi Papirøen, på grund af den måde navnet er skrevet på. I’et ligner mere et lille f, så for os kom navnet “Papfrøen” allerførst, da vi så det første gang. Der ovre vil Roland og Katy sidde i morgen aften med nogle venner og guffe street-food.
Så blev der ringet ind. Vi satte os på Parterre række 4 pladser 11 og 13. Det var de bedste billetter, vi kunne få til denne premiere, for vi besluttede os først en uges tid i forvejen, og da var der næste helt fyldt op. Men vi sad udmærket og da teatret er forholdsvis lille, var der ingen problemer med at få selv de små detaljer med.
Det var en 3-timers forestilling, så arrangørerne havde indlagt en pause med mousserende vin, som var med i billetprisen, fordi det var premiere-aften. Måske var Roland og Katy stadig ovre på den anden siden af havneløbet – nå nej, det var de jo ikke, for de ville jo først ankomme til Danmark i morgen 🙂
Vi ser lige et par grene af noget, der ligner en forårsbuket og når vi nu er nået til februar, så må foråret være lige rundt om hjørnet.
Parterre række 4 er den allerbagerste række og man sidder så højt, at der skal fodstøtte til. Det var udmærket at sidde højt, for med den øgede gennemsnitshøjde på danskerne, kommer man nemt til at sidde med scenen skjult af et par nakker og/eller store frisurer.
Forestillingen sluttede planmæssigt og traditionelt med at skuespillerne kom på scenen i grupper, enkeltvis, og til slut hele flokken, som ses her. Personen yderst til venstre og de to yderst til højre var musikere, som sad ude i sidelogerne med deres instrumenter, men de var også klædt ud.
Det havde været en meget interessant forestilling, så vi gik tilfredse derfra og var glade over, at vi havde taget os sammen til at købe billetter og haft heldet med os, at der overhovedet var nogle at få! Jo, der var nogle sæder i siden, som forblev tomme – måske reserveret til hvis en kongelig eller en amerikansk filmstjerne i Oscar-klassen i sidste øjeblik skulle nære ønske om at deltage i premieren 🙂
Det var blevet sent og det havde været en lang dag, men en god rejse- og oplevelsesdag – så vi gik lige så stille tilbage til hotellet. Skuespilhusets omgivelser får på grund af byggeriet på Kvæsthusbroen en til at tænke på billeder fra Flanderen i 1917. Damer i pels krydsede med sammenbidte læber mudderfladerne i blanke stilettos med røde såler, medens vi var glade for at have vandrestøvlerne på.