Klokken 05:42 så det sådan ud ude fra balkonen.
Klokken 7 så det sådan ud.
Morgenmaden var her på dette hotel først Bircher müesli og derefter var jeg jo nødt til at smage de schweiziske oste man serverer på “Hotel Grand Châlet” her i Leysin.
Der var også lige en mulighed uden for mange mennesker i restauranten til at tage det billede. Som det ses er det er stadig tæt tåge udenfor….
Det øsregnede da bilen skulle pakkes og vi var færdige til at tage afsted.
Vi kørte en rute hvor der ofte var vejarbejde med lysregulering.
…og et sted hvor en mands job var at stå og vende et skilt fra “al indkørst forbudt” – rødt med hvid streg – til “kør” – et grønt med hvid streg. Sidstnævnte havde jeg ikke set før, altså det grønne med den hvide streg.
Vi blev holdt tilbage af politiet fordi tværbjælken til en kran skulle hejses op. I kan se en mand stå oven på noget der ligner førerhuset og vinke med arme og ben.
Steen holdt venligt tilbage fordi en flok unge mennesker i sportstøj og alle aldre, der steg af et tog og skulle over gaden ved et fodgængerfelt. Om de skulle hen på en sportsplads eller om de kom tilbage fra en er ikke til at vide, men vi havde mange steder set skilte om at man som bilist skulle være opmærksom på at skolen var begyndt.
På vejskiltene bemærker den opmærksomme læser at vi nu er i den tysktalende del af Schweiz 
Vi kom til at køre på en tør vejbane…
Vi skulle ind og se en blå sø, som Dorthea havde været ude at sejle på i 1960.
…og sådan så Blausee ud i dagens virkelighed. En masse foreller svømmer rundt i den.
Her kan man læse legenden om hvorfor søen er så blå – en ung piges mange tårer over at have mistet sin elskede.
Dorthea var ude at sejle på søen – det kunne vi også have været, det var med i billetprisen – men det skånede vi os for. Dorthea og rejseselskabet blev fotograferet på søen, vi blev fotograferet ved søen.
Vi tog en kop kaffe (bemærk sukkerposen)…
…og dertil en Plaumenkuchen anrettet med frisk bær og et gavmildt penselstrøg af chokolade – den var overraskende god!
Derefter var der kun få kilometer til vores hotel i Kandersteg. Der kunne vi se hvor sundt vandet var i byen og her måtte jeg tænke på at jeg er faster til en cand. scient. pharm., så det var jeg jo nødt til at smage.
Vejret er ikke det bedste, men nu måtte vi op i højderne med svævebanen, det havde Dorthea nemlig gjort i 1960. Så vi købte returbillet efter at have gået en lille kilometer fra hotellet derhen.
Her sidder vi iklædt regntøj og GPS-ure i en svævebanekabine.
Sådan var vejret da vi 10 minutter senere kom op på toppen.
Vi skulle gå i smukt landskab hen til en sø – Oeschienensee – og ja, jeg spørger Steen om vi nu er på rette vej og han kigger på kortet og siger ja. Lidt efter hører vi en motorsav og en mand gør tegn til at vi skal standse og sekunder efter vælter et højt oversavet grantræ ned på vejen.
Steen havde nu fundet ud af at vi ikke var på rette vej, men der var en sand koncert omkring os af forskellige bjælder.
UNESCO har erklæret søen og bjergene omkring kulturarv.
Og vi er sikker på at der er meget smukt, det var det også sådan en dag med tåge, men herligheden med bjergene på den anden side, fik vi ikke lov at se.
Men vi var der!!!
Sportslige som vi er besluttede vi at gå ned, NED og vi ville da få en masse frisk alpeluft i lungerne.
Vi kom ned og gik en anden vej tilbage til hotellet, men det var gået NEDad og det på rullende sten. Det var ikke det mest behagelige og jeg gik da også bagover en enkelt gang – man skal huske at have sine vandrestokke med og ikke efterlade dem i bilen…
Sådan ser vores hotel ud. Det hedder “Alfa Soleil”, men den eneste sol vi så var den i hotellets logo.
Vi fik det våde tøj af.
Jeg begyndte at skrive lidt blog, men vi trængte til en kop the og gik ned i loungen. Steen tog computeren med og vi diskuterede morgendagens planlagte tur.
Vi kiggede også lige på dagens tilbagelagte etaper. Køreturen havde den moderate længde af ca. 12o km (fra den grønne til den røde markør) og gåturen ca. 6 km (den lille sløjfe til højre for den røde markør.
Vha. Garmin uret kunne vi nu se, hvor vi rent faktisk havde gået oppe ved Oeschinensee – og hvor lang “omvejen” i tågen blev før vi kom helt ned til søen 
Inden vi gik ned for at spise begyndte skyerne at flytte lidt rundt, så vi kunne se at der var bjerge i baggrunden.
Her til aften gjorde vi noget vi ikke plejer – vi tog en pre-dinner drink og da vores søde servitrice anbefalede husets, som var noget med campari, hyldeblomst og noget sprudel. Den var vi behørigt overraskede over, men nu har vi heller ikke den store erfaring i apperitifer, da vi for det meste tager et glas tør hvidvin. Det grønne i Steens glas er en rørepind, der skal aktiveres ind i mellem for at undgå at camparien lægger sig på bunden.
Spisestedet på hotellet – det er vistnok sønnen der er kokken – går op i at bruge alpernens rigdom af lokale fødevarer og urter i køkkenet, som Noma i Kbh. bruger den nordiske.
Sloganet “Der Berg am Herd” fortæller netop det.
Vi valgte også denne menu, for den årstid vi er her netop nu, dog tog vi kun 3 retter og undlod entréen – selv i fattigfolk er der bund!!!!
Den der ret, man får gratis inden det egentlige måltid, og hedder så meget forskelligt afhængig af hvor vi er i verden fik vi også her (her blev det kaldt “en hilsen fra kokken”) og det var en kantarelsuppe – nu vidste vi at vi var inde for en hel speciel aftensmad, for “Amusen” kunne ikke have været bedre – engelene bebyndte at synge. Den var virkelig himmelsk! Hr. kok serverede den selv for os og Steen og han diskuterede lidt at det var kantarel sæson nu (Steen klogede lidt i at det kunne være pga af regnen). Kokken fortalte at han havde været bange for at der ikke ville blive en sæson i år fordi sommeren havde været så varm og tør, men regnen de sidste par dage havde gjort naturen godt. Og det havde gjort ham helt nervøs, han måtte ud for at se om der var nogle – og han havde altså fundet nok til aftenens “hilsen fra kokken”.
Forretten blev præsenteret sådan her. Det var den stegte andelever. Hvor det tidligere på eftermiddagen havde været bjælderne der klang, så tog englene fuldstændigt over her.
Da hovedretten kom tog englene virkeligt fat – strået er emmerstrå.
…og vi fik rösti dertil med den der ølsauce der var hældt over kødet.
Som om vi ikke var mætte, men nu havde vi jo bestilt desserten og det var en slags rabarber (“black” der er vilde rabarber), en chokoladekage (man er vel i Schweiz) og en rose-is.
Steen fik lov til at betale regningen og jeg gik op på værelset og ud på balkonen, hvor jeg blev mødt af dette syn – tænk, dette scenarie havde været bag skyerne hele tiden mens vi havde været her, englene havde sunget til maden og nu havde de sørget for dette godnatbillede – livet er dejligt!