Hvis I ser godt efter kan I se at folk haster afsted med paraplyer. De er nok kommet ind med en morgenfærge og er på vej på arbejde. Klokken er lidt over 6 morgen.
Som faster til en snarlig mejeriingeniør har jeg visse forpligtigelser og det er selvfølgelig at spise en schweizisk jogurt, og den er god, den er meget anderledes end danske, tyske og franske. Meeen, jeg er da også nødt til at smage på de forskellige schweiziske oste….
Vi skulle videre og Fräulein Daimler ledte os op gennem byen. Det var nok fordi vi ikke fik fotograferet katedralen i går, men det gjorde vi så i dag!
Det var en dag hvor skyerne spillede en stor rolle i sceneriet.
Første stop skulle være Gruyères og det er byen, lidt oppe i niveau til venstre i billedet.
Vi skulle på ostemuseum og også se osteproduktion, og inkluderet i billetprisen var en osteprøve. Som I kan se er der forskellig lagringstid på prøverne, 6, 8 og 10 måneder. Vi måtte stå og vente længe på at komme ind, der kom en masse grupper og de havde åbenbart førsteret, og da vi andre individuelle individer stod og ventede fik vi at vide at vi ville se det mest interessante i morgenens osteproduktion, nemlig at karrene blev tømt.
Da vi endelig kom ind, fik vi alle stukket sådan en telfon i hånden der forklarer alt, når man trykker på det nummer der står på væggen. En damestemme fortalte om græsningssteder som om hun var en ko – lidt mærkeligt – men undervejs var der lugteprøver på de blomster køerne går og æder ude i den dejlige alpenatur. Hvad Steen her dufter til ved jeg ikke – og han har selv glemt det i mellemtiden.
Vi kunne stå og kigge ned til nogle ostearbejdere, som stod med noget der til forveksling lignede et lyseblåt fejeblad. Nu vidste vi hvad de lavede, for der havde været en belærende video undervejs. De kigger efter og mærker på noget der ligner “hytteost” når vallen er løbet fra, det hedder altsammen sikkert noget helt andet.
Jeg tør altså ikke at begynde at forklare det hele, men karret de to mænd stod og så på før er det nederst til venstre og nu er de ved at tømme det ved at lede det ud gennem bunden, hen under gulvet og sprøjte det ned i de hvide cylinderformede beholdere.
Karret er nu snart ved at være tomt og i baggrunden kan man se væske løbe ned i bundkarret, som er lidt under gulvniveau. Væsken drænes af og kun “hytteosten” bliver oppe i de hvide forme.
Da “hytteosten” til sidst var blevet drænet lå den nede i de rustfri cylinderformede stålkar hvorpå de hvide forme sidder. De hvide forme er så tomme og bliver løftet op og ostemageren skummer noget skum af med det lyseblå fejeblad.
De hvide forme bliver taget helt af, og vi ser at “hytteosten” fylder nøjagtigt de cylinderformede stålforme. Ostemagerne lagde 3 mærker på hver overflade og derefter kom det hele i pres ved at lægge først en aluminiumsplade og derefter en tommetyk hvid skive over som blev spændt fast med et “metalkors”.
Der blev under hele seancen spulet meget med vand – renlighed var meget vigtigt, så det ud til.
Efter indkøb af et par postkort, og lidt schweizisk chokolade, som Dorthea ville have gjort, lod vi bilen stå og gik op til den gamle by Gruyères.
Vi trængte til kaffe og gik ind i Café H. R. Giger. Det var en oplevelse! Caféen var nærmest huleformet og vægge og lofter og anden udsmykning mindede om rygraden, ja som skeletdele, som ikke var helt i overensstemmelse med menneskets – Det var jo også Oscarvinderen for designet af filmen “Aliens”, H. R. Giger, der har designed caféen men det vidste vi ikke endnu. Det var virkelig godt udført, og vi ville tage et billede af os selv, men der kom en alien forbi. Nå ja, hun er sikkert en meget venlig dame, men hvad hun laver i vores billede ved vi dog ikke.
Vi valgte en Alien coffee sans alcool – det var jo stadig tidligt på dagen 
Det var hvad vi fik. Jeg havde valgt en almindelig kaffe og Steen en cappuccino. Da jeg spurgte om hvordan vi skulle spise anretningen, fik vi en venlig forklaring om at man puttede crème de la Gruyères ovenpå marengsen – det smagte godt, virkede ikke sødt eller overfedt, men det var ikke flødeskum! Det var heller ikke crème fraiche! Næh, det var crème de Gruyères…
Kaffen i Schweiz er altså god!
Sådan så det ud ved bardisken…
Der skulle betales, bemærk barstolen…
Da vi nu havde siddet på Café H. R. Giger – og den var super interessant – besluttede vi at gå over for at se museet i stedet for at gå ned og se kirken, som vi ellers havde planlagt.
H. R. Giger var ikke en person som jeg kendte, men det er der mange andre der gør, fordi han som ovenfor nævnt fik en Oscar for Alien-filmen, så vi valgte den helt rigtige kaffe.
Ellers var byen næsten for turistet, men Dorthea havde været her i 1960 og beskrevet den som romantisk, men da havde hun ikke været på H. R. Giger’s Café, men sikkert en af de andre…
Vi skulle videre og kørte af og til i regn og af og til igennem skyerne. Vi kom til Leysin…
…og fandt vores hotel i 1425 meters højde efter at have kørt 116 km i dagens løb.
Vi havde værelse med udsigt!
Det viste sig dog, at skyerne flyttede rundt på sig selv hele tiden og hvad angik det at tage kabelbanen op til La Berneuse, ligesom Dorthea havde gjort, mente hotelkarlen ikke at det var turen værd, for vi ville bare se ind i en hvid mur. Så vi gav ham ret i at det nok ville være lidt tosset at køre derop.
Det var blevet silende regn, men vi besluttede alligevel at tage regntøj på og gå ned i byen. Bemærk ordet NED. Hotelkarlen mente at det ville tage 20 minutter at gå ned, og det dobbelte op. Da Steen forespurgte på det for nogle måneders tid siden angav en yngre dame i receptionen den halve tid. Undervejs ned til byen standsede en yngre herre sin nyere Clio og spurgte om han skulle tage os med ned til byen. Det var jo meget pænt af ham, og vi takkede ham hjerteligt for hans beredvillighed, men takkede nej fordi vi netop var ude for at røre benene og var også drivende våde.
Inden opstigningen til hotellet ville vi have en kop kaffe, og der var i mine øjne ikke noget spiseligt tilbage i butikken…
Det var der derimod i Steens øjne og han lynguffede en croissant beurre.
Det var ved at holde op med at regne og vi diskuterede igen om vi skulle tage med kabelbanen op og besluttede at gå derhen forbi. Undervejs kom vi forbi turistkontoret. Kontordamen der havde kort tid før ringet op for en anden turist for at høre om forholdene på toppen og beskeden havde været at der ikke var andet end en hvid mur af skyer at se.
Nå, mens Steen snakkede med damen stod jeg og læste om at byen Leysin havde fået 3 olympiske medaljer, eller rettere sagt, sportsudøvere fra byen havde i tidens løb høstet disse medaljer. Der var både guld, sølv og bronce. En bager i byen har i den anledning kreeret en… hmmm, hvad kan man kalde det? En “kage” der hører hjemme i enhver sportsudøvers rygsæk iflg. anprisningen. Nå, vi købte et par guldmedaljer og guffede dem. De smagte skidegodt, og nu havde vi energi til at gå opad – OP!
Undervejs så vi at tågen var lettet fra hotellet og vi kunne se op til det. Det er det der ligger længst oppe.
Da vi kom op til hotellet ville Steen lige forevige sig selv eller mon det var stenen han havde lagt under forhjulet, ja han holder på en skråning.
Skyerne kom og gik og det gjorde regnen også. Flittig som jeg er satte jeg mig til at skrive blog mens alt udenfor var en hvid mur, men jeg fik rejst mig og så at tågen havde lettet, at det stadig regnede og at der var en flot regnbue i udsigten.
Mens jeg var flittig legede Steen med at fotografere gennem kikkerten, som vi altid har med i bilen, men som vi oftest er for dovne til at finde frem.
Jeg rejste mig og Steen kiggede bloggen igennem for de groveste stavefejl. Ja, jeg har en mild grad af ordblindhed, og han er medskribent alligevel, men det jeg vil fortælle, eller rettere sagt, vise, er hans udsigt medens han kiggede teksten igennem – I kan se ham og hans computerskærm nederst til venstre.
Det blev aftensmadstid og her var menuen. Der var også et menukort, men vi tog menuen eller det gjorde Steen.
Han tog fiskesuppen som han kun spiste halvdelen af.
Derefter cannelonierne. Man er vel næsten i Italien, eller nærmere Italien end hvor vi bor til daglig. En schweitzisk rosévin var udmærket følgeskab.
Efter tiramisuen gennemgik Steen morgendagens rejseplan.
Lidt før klokken 21 var der gang i himlen ude ved “tænderne” alle de små toppe derude midt i billedet har et tandnavn.
Der kom farver på himlen og lys i husene og på vejen nede i byen.
Bemærk, vi havde fået fleecerne på! Det var en kølig aften, men sådan er det nok normalt i disse højder – Dorthea ville have skrevet “Set fra min private balkon” – ja, i 1960 var der nok ikke mange værelser med egen balkon, det er der tit og ofte i dag.