Klokken 5:28.
Klokken 5:40. Nu ses de tre “hovedbjerge” der fra venstre er: Eider, Mönch og Jungfrau, hvoraf Jungfrau er det højeste, de andre 2 sås ikke i går, da havde en sky skjult dem.
Klokken 5:57.
Klokken 7:07 – er det ikke en udsigt som man IKKE kan blive træt af?
Sidder Steen og skriver postkort, nej. Sidder Steen og nyder udsigten, nej. Sidder Steen og tegner et kort for hvordan han skal finde vej til næste hotel? Svaret er ja! Han mangler wifi!!!!
Den “forpligtigende” ostetallerken, med ost “herfra”.
Og så var der lige et par honninger, også “herfra”, der skulle smages. Den ene var en grannåle-honning, den anden ved vi ikke helt hvad var. Steen mener lærkenåle-honning, men det tror jeg ikke, for jeg så ingen lærketræer…
Vi besluttede os i løbet af natten til at tage det tidlige tog ned – afgang 8:21 – fordi vi var jo på “bedstemors hotellet” og man kunne høre enhver lyd i huset. Det knirkede og knagede, og det asiatiske rejseselskab havde jo jetlag og var tidligt på færde, og så var det lidt svært at sove. Vi var 10 værelser til en bruser, 1 vaskekumme og 2 toiletter. Elles var det masser af dejlig frisk bjergluft der kom ned i lungerne gennem det åbne vindue.
Mens vi ventede på toget fik Steen postet brevkortene. Der var da gammeldags adgang til omverdenen.
Morgentoget ankom.
Og vi kørte nedad.
Ventede vi på toget der var på vej op, eller var det omvendt – det husker jeg ikke…
Steen har stadigvæk travlt med at “tegne” kort til det næste hotel.
Tilbage til Wilderswil, en togtur er forbi, nu er det tilbage til bilturen.
Vi kørte igennem mange tunneller, det korte stykke vi skulle køre i dag.
Vi fandt vej til hotellet. Selv om Steen havde tegnet adskillige kort, ringet til hotellet og programmeret Fraülein Daimler, kom han alligevel ikke frem i første forsøg – og vi skulle køre gennem gågaden….
Mens Steen checkede ind, eller rettere meldte vores ankomst, for formiddagen var ikke forbi – vi vidste godt at vi ikke kunne få værelset før om eftermiddagen – kiggede jeg mig lige så stille rundt på hotellet og kom ud på en “ryger”-balkon…
Med nød og næppe fotograferede vi os selv – ja, ja vi skulle vise at vi var kommet til Luzern….
Vores hotel er vel ikke vores hotel, men Dortheas, men dengang hed det noget andet…
Vi havde god tid, fordi vi havde taget morgentoget, så vi gik en turistrunde og gik igennem den overdækkede bro ved vandtårnet. Den var fuld af turister, altså broen…
Vi gik videre og en masse folk strømede ud af den kirke vi tidligere havde fotograferet, og som er var over for vores hotel på den anden side af floden. En masse folk bar forskellige huer og kasketter, hovedsagelig røde og orange, og de hilste på hinanden og deres koner var i festtøjet – vi så kun en kvinde, der havde hue på men den var sort…
Det forstod vi slet ikke, så vi gik ind i jesuitterkirken og Steen gik hen for at spørge nogle af dem der “ryddede” op derinde og fik at vide at det var Luzerns studenterforening der i anledning af sit 150 års jubilæum havde afholdt en festgudstjeneste med musik og korsang.
Vores hotel, som var på den anden side, fik vi også lige fotograferet inden vi gik videre.
Vi stoppede kort op for at få en iskaffe ved siden af noget tribune-halløj, hvor det viste sig at der i aften skal uddeles præmier for det schveiziske fodboldsmandskab – både kvinder og mænd – og alle fjernsynsteams havde travlt med at teste deres udstyr…
Vi skulle ud og sejle og havde fået at vide at vi nok kunne komme ombord 15 minutter før. Vi var der 25 minutter før og da var der allerede mange mennesker i køen foran os.
Hjuldamperen ankom, ja, i Schweiz er hjuldampere åbenbart sagen og der var musikere ombord og det de spiller på, er det ikke alpehorn?
Her er et mesterskud af os om bord, den ældre dame som er fint i fokus, kender vi ikke…
Af forskellige årsager var et glas vin tiltrængt i dag.
Vores bådtur skulle vise det smukkeste af Vierwaldstätter søen, som Dorthea også sejlede på, og der blev fortalt undervejs hvad vi skulle lægge mærke til, og indimellem blev der spillet forskellige slags schweizisk musik…
Folk vinkede som vanvittige hvergang vi passerede et andet skib. Hvad det betyder ved jeg ikke….
Vi sejlede tæt forbi Schiller-stenen – det var noget folk kendte til, for vi er her i Wilhelm Tells hjemegn. Schiller har skrevet Wilhelm Tell, og det var i anledning af Schillers 100-års dag at stenen blev dedikeret til ham. Før var den kendt som mytestenen.
Schweizere er lige så glade for deres flag, som danskerne er for deres. Jeg har ikke oplevet andre nationer med den forkærlighed for at vise det overalt, men selvfølgelig er det på sin plads at have den i bagenden af båden…
Også på dette skib kunne man kigge ned til noget mekanisk der kørte rundt og rundt.
Også på herretoilettet var der noget man kunne dreje med, det var en “sæbekværn” – mænd skal åbenbart have noget at dreje på efter at de har set maskinrummet ude foran…
Vores sejlrute. Vi sejlede til Rütli, hvor vi gjorde holdt selv om der kun var et hus. Det viste sig at det var Ur-Schweiz, altså det ældste Schweiz og det var her de forskellige “amter” blev lagt til det der nu er det nuværende Schweiz – igen, hvis jeg forstod det hele rigtig…
Dagens samlede tilbagelagte rute…
Nu var vi jo blevet trætte, vi havde været tidlig oppe for at nå at få bruset, der var jo 18 andre der også skulle bruse.
Vi spiste på hotellet, og vi havde set nogle få den ret I ser på billedet her og den kunne vi ikke finde på spisekortet. Så vi spurgte os for og fik at vide at det var flammkuchen fra det lille spisekort. Det er egentlig noget vi ikke kender så meget til, Steen fik det vist sidste år i Köln, men det var med noget spæk. Det er en ret fra Elsass. Det er en brøddej (meget tyndt udrullet) der bliver bagt i kort tid ved stærk varme og derefter kommer der “surfløde” eller “fedt” på inden der kommer fyld ovenpå.
Her i Luzern kunne vi selv vælge hvilket fyld vi ville have på og man kunne vælge 2 slags på en. Det er en udmærket let sommerspise og har ikke noget med kage at gøre.
Vi havde kunnet høre fodboldpræmieudelingen larme i baggrunden, men det var nu færdigt og der var kun aftenlyde tilbage fra turister der sad på en beværtning og grinede, men de var sikkert også trætte, for lydene ebbede stille og roligt ud.
Natten var faldet på, vore øjne var også ved at falde i, men vi nåede lige at få taget dette billede ude fra balkonen ned mod turistmagneten – den overdækkede bro og vandtårnet….