12. august 2013

5:50 ser det sådan ud ned over den overdækkede bro og vandtårnet.

6:30 ser udsigten sådan ud op mod det bjerg, der skal have æren af vores besøg i dag. Der havde Dorthea nemlig været i 1960.

Morgenostene skal jeg jo lige smage – også her i Luzern. Forpligtigelser, forpligtigelser!!!

Her sad jeg og spiste de dejlige oste og Steen er allerede i gang med at checke dagens planlægning. Wifi-funktionen på hotellet virkede og gjorde det muligt at checke jesuitterne ud på telefonen, dejlig med at kunne få svar på de spørgsmål man har. Næh, alt skal ikke være som på bedstemors tid….

Først skulle vi ud at køre med bus, idet vi var blevet anbefalet af receptionen at gøre turen modsat de fleste andre turister, ellers ville vi nemlig bare stå i kø hele dagen. Så vi tog turen på samme måde som de “lokale”.

Vi stod af bussen i noget der hedder Krieg Oberhausen og fulgte de “lokale”, som var med bussen og skulle samme vej som os, hvilket vi hurtigt regnede ud idet de havde vandrestøvler på og rygsække med. Enkelte havde også vandrestokkene med. Det havde vi ikke, da receptionsdamen på hotellet ikke mente at det var nødvendigt.

Billetterne skal vises og vi skal have en ny type.

Vi skulle nemlig igennem en sluse for at komme til de himstregimser her.
Der er i fordums tid set en gylden drage på Pilatus-bjerget, derfor er der en drage på gondolen der skal bringe os derop.

Hver “gondel” har åbenbart sine faddere…

Jo, vi var med den – vi sad i den.

Vi kom til Krienseregg i 1029 m højde og troede at vi skulle stige ud, og at nu var det her sjov forbi. Men vi kunne se, at kenderne blev siddende selv om dørene blev åbnet og en venlig mand viste os et skilt hvor der stod, at hvis vi skulle op på Pilatus, så skulle vi blive siddende.

Vi lagde mærke til at de fleste af de nedadgående gondoler var tomme.

En gang imellem kom der en “arbejdsgondol”. Her var en skraldespand på vej ned.

Nå, nu skal vi af her i Fräkmüntegg i 1415 meters højde. Nu sejler gondolen ikke længere med os.

Det sidste stykke op til toppen var vi med en større gondol hvor der kun var ståpladser, men så var der til gengæld en “fører” med. Det var en tur der godt kunne give nogle sug i maven.

Sådan ser “stå”-gondolen ud når den når endestationen i godt 2000 m højde.

Steen lavede et panoramabillede oppe fra Pilatus. Toppen øverst til venstre hedder Esel. Den gik vi op på og kom derved op i 2118 m højde.

Der var en “bjerg”tagende udsigt deroppe fra og nogle fingre ville med – eller var det fordi telefonen blev blæst omkuld af de alpine vindstød og Steen ikke selv nåede at komme hen på bænken og være en del af billedet?

Her er vi så kravlet, nej vi gik, op på Esel, det højeste punkt vi kunne komme op på. Her var en tavle med navne på de toppe vi kunne se den halve horizont rundt og ikke overraskende kunne vi se flere af de toppe vi havde udsigt til fra Schynige Platte.

Bemærk de 2 røde vogne i skyggen i baggrunden. Det er små tog som vi skulle vi køre ned med.

Det er verdens stejleste tandhjulbane og på det stejleste stykke går den 48% ned. Strækningen er bygget på 400 dage i 1887-1888 og den vogn vi sad i var fra 1937, så Dorthea kan have siddet i den.

Vi var med den og der var heldigvis god plads, men nedad gik det.

Jeg ved ikke om det kan fornemmes ud fra dette foto.

Vores tog og to andre holdt på et sidespor mens der kørte 4 forbi os. Det er togføreren der sidder udenfor i skyggen (nederst i billedet).

På grund af at vi skulle vente på de 4 “tog” var vi blevet lidt forsinkede. Vi havde i forvejen kun 7 minutter til at nå færgen, men nu blev de reduceret til 3 og vi kunne se vores færge “Winkelried” ikke var sejlet endnu. Ja, da vi kom ned fik vi at vide at vi skulle skynde os, så vi måtte i løb. Mens vi løb kunne vi se en lang kø til “toget” opad, så receptionsdamens råd med at tage det hele omvendt af det turistbrochurene anbefaler, var en virkelig god idé.

Vi nåede færgen.

Vi fik en mozzarella og tomat med pesto sandwich og noget minaralvand at drikke.

Ja, deroppe havde vi været…

….og nu var vi lige straks tilbage i Luzern igen.

Vores tur havde ført os rundt som I ser på kortet her. Fra Luzern var vi kørt mod uret, først med bus, så med svævebaner, så med tandhjulsbane, så med skib og til sidst på vores egne fødder fra kajen i Luzern til hotellet – det sidste drejede sig dog kun om 5 min.

På denne kurve får I et indtryk af hvordan vi kom op i højderne og ned derfra igen. X-aksen er tiden der går og den begyndte ca. 09:30. 11:30 kørte vi ned fra bjerget og kom ned til skibet 12:15, hvorefter kurven er helt flad for så sejlede vi jo…
Y-aksen er højden i meter.

Når man rejser i Dortheas fodspor, så skal man altså være meget på fode. Vi fik ikke meget pusterum på hotellet før vi skulle videre og se “Løven” – Thorvaldsens løve! Ja nu er det ikke Thorvaldsen selv, som stod med mejsel og hammer. Han tegnede den kun og det var Lucas Ahorn som havde sved på panden. Løven er ikke død, men døende. En officer, som var så heldig at være på orlov, men hans 1000 kollegaer (som var gardere for kong Louis XIV) i døde i forsvaret af Tuilerierne i Paris i 1792, startede initiativet til mindesmærket gennem en pengeindsamling, og det lykkedes jo for ham, som vi ser her, i Luzern.
Der var fuldt af turister og alle skulle fotograferes med den lille sø og mindesmærket bag sig, det overraskede os meget! Der var også smidt mønter i den lille sø foran.
Der var mindst lige så mange turister som foran Den lille Havfrue i København! Det ved vi, for hende hilser vi nemlig tit og ofte på, når vi er i Danmarks hovedstad.

Derefter gik vi på eget initiativ (for vi ved ikke om Dorthea har været her) hen og så Hofkirken. Den var egentlig lidt trist i forhold til jesuitterkirken, som vi så i går.

Der hang et fiskenet på en væg i kirken, hvorpå der var sat forskellige fisk. Det kunne virke som om de var fanget – på hver fisk stod der navne og på de fleste var der et billede. Det hele drejede sig om de børn der “der gennem dåben her var optaget i menigheden”, altså var døbt i kirken her og nok inden for det sidste årstid, da jeg så 2012 og 2013 på fiskene.

Derefter gik vi hen til Heini. Det er vel byens bedste konditori.

Vi valgte – nå ja, det er nok ingen overraskelse – en Eiskaffee, her kaldet Eiscafé.

Den så sådan ud, og det er nok den bedste vi nogensinde har fået – og så havde den en meget elegant gråbeige farve da den blev serveret!!!
Vi fik også et glas mineralvand med brus, og vi blev spurgt om vi ville have citron til. Citronsaften kom i den lille kande.

Etablissementet havde for sæsonen 2005/2006 modtaget denne her skulptur. Sådan en havde jeg ikke set før. Det var konditornes Oscar! Heini havde åbenbart vundet den i sæsonen 2005/2006.

På anbefaling af receptionen – da vi ønskede at spise schweizisk mad – var der to restauranter der havde godt ry. Den ene, “Scweitzerhof”, havde lukket om mandagen – den anden var “Taube”, så det var nemt at vælge mellem dem.

Jeg valgte den øverste, dog uden bacon, Steen valgte nummer tre, men med Chalbsbratworscht.

Sådan så min ud og jeg var godt tilfreds med den, den var ikke for fed, hvilket jeg havde frygtet.

Steens var nærmest et smil af de helt store.

Mens vi sad og spiste, så kom der pludselig en flok sydamerikanere, vistnok brasilianere, i røde shorts. Brasilianerne trommede og på skift var der en ung mand som slog mange saltomortaler hen ad gaden. Lige så pludseligt som de kom, var de væk igen, dog kom en rundt med en omvendt tromme og sagde: “Danke, Thank you” og nogle puttede penge i den.
Der hvor det schweiziske flag er lige over badutspringeren på billedet, er restauranten Taube, men de har en del borde nede ved kajen, hvor vi sad.

Vi blev ikke spurgt om vi ville have dessert, det var heller ikke nødvendigt, det må de have kunnet se
Men en smuk aften var det!

Da vi på vejen tilbage til hotellet kom ud på “den lige bro” fotografede vi hotellet. Det er det med flaget på toppen. De 2 vinduer skråt til højre nedenfor er vores værelse.