I nat var det os selv der vækkede os, der var så stille at dynernes raslen i knitrende betræk var larmen 
06:08 var Steen oppe efter at have vækket sig selv og tage dette billede.
07:04 er farverne blevet helt anderledes i landskabet, men skyerne hænger stadig lavt.
Her til morgen bliver fotoet, hvad Steen har valgt fra buffeten. Alt er fra regionen og lad mig sige at det nok var de bedste oste vi har smagt – nej, det er svært at sige, men disse var ekstraordinært gode. Kødet ved jeg ikke noget om, men jeg fik selv spist mine oste inden jeg fik cameraet frem 
Til morgenmaden kunne jeg ikke undgå at overhøre to ældre damers diskussion omkring langærmede trøjer. Den ene var nok i halvfjerserne og den anden i firserne. De sad og blev enige om at man skulle bestille på internettet, så sig ikke at wifi er unødvendig. Det skulle ikke undre mig om begge havde en laptop på værelserne så de kunne bestille hos “Bogner” som var deres foretrukne mærke.
Steen fik betalt og vi skulle videre på vores færd.
Vejret blev bedre og bedre, skyerne forsvandt nede fra os og langt op i himlen. Vi kørte igennem et landskab der virkede så råt, så råt.
Men et råt landskab kan også være smukt. Det viste sig at vi havde kørt ruten før, nemlig da vi forlod Meran sidste år – men da kørte vi i modsat retning, hvilket først gik op for os, da vi kørte forbi restauranten på toppen af passet. Der havde vi nemlig holdt hvil og spist/drukket en iskaffe i strålende solskin på terrassen.
Vi svingede til højre mod Italien, og kom lige ind i et mindre område med vognbaner markeret i asfalten, som foran en færge. Vi vidste vi ikke hvad det gik ud på, så Steen for ud af bilen og talte med italieneren foran – som det kan ses er der rødt lys….
Det viste sig at vi skulle køre gennem en 4 kilometer lang tunnel, der var så snæver at der var kun plads til en vognbane.
Vi kom ud på den anden side og der var “en betalingsstation lidt længere fremme” som Fraülein Daimler siger til os på dansk. Vi skulle betale 13 Euro for den tur.
Da vi forlod betalingsstationen kunne vi se den italienske/schweiziske grænsestation.
Vi kørte i lang tid i en såkaldt galleritunnel. Der mødte vi mange, rigtig mange cyklister, racercyklister eller hvad de hedder – den slags, som kører Tour de France.
Vi kom til Livigno. Der er det særlige ved den lille by Livigno, at den er fritaget for moms – en forordning af ældre dato, men bekræftet af EU, for at give beskæftigelse til de få indbyggere her højt oppe (1816 m) i bjergene, faktisk det højest beliggende sogn i Europa – – derfor er byen fuld af hoteller, butikker og turister, som lod til at være lige så indkøbsivrige som danskere syd for grænsen.
Bilen trængte til benzin og det fik den og benzinen var endda momsfri, så den var billigere end derhjemme – 1.15 € i stedet for ca. 1.60 € per liter. Da Steen gik ind for at betale bemærkede han at butikken var fuld af cigaretter og spiritus, der var til salg….
Der var fuldt af mennesker, på dette billede er der endda masser af plads, men der var ikke en parkeringsplads fri, men nu skulle vi heller ikke købe noget.
Vi kørte derfra og drejede til venstre op mod et pas, og kom til at tale om at vi da altid kunne købe en flaske hvidvin, og vi fandt en lille høker og købte 1 flaske hvidvin, 1 pose med blandede tobleroner og 3 postkort – og hvorfor er det vigtigt at fortælle?
Inde i den lille butik var der på øverste hylde til venstre et fotografi i glas og ramme og ved siden af et tændt stearinlys. Jeg fik fornemmelsen af, at det var ejerens afdøde kone – men det var nu ikke det der var det vigtige i historien.
Det vigtige at vi kort tid efter kom vi til toldernes station ved sognegrænsen, og her blev vi blev udspurgt om hvor vi kom fra, hvilken nationalitet og, ikke mindst hvad vi havde købt i Livigno. De kunne ikke fatte, at vi kun havde købt 1 flaske vin og lidt chokolade, og det gjorde det heller ikke bedre at vi ankom med de mærkelige nummerplader fra Frankrig og at vi var danskere, osv… Nå, de lod os køre videre uden at skille bilen ad.
Nej, vi var ikke storsmuglere – vi glemte dog at fortælle at vi også havde købt 3 postkort, men det ville nok heller ikke have givet anledning til toldbetaling 
Gederams i forgrunden – de blomstrer overalt netop nu – og et prægtigt bjerglandskab i baggrunden. Hvis man ikke lægger mærke til al den skønhed, skulle man skamme sig.
Vi skulle op af over et drengerøvspas – Passo Stelvio – som med sine 2757 m er Alpernes næsthøjeste asfalterede pasvej. Jeremy Clackson fra Top Gear mener at det er den bedste vej at prøvekøre en bil på, og en af udsendelserne foregik netop her. De havde lukket pasvejen og slap kraftigt motoriserede og vægtoptimerede biler løs, og dækkede begivenheden bla. fra helikoptere. Jeg sidder og tænker: “Hvadbehager?” for de mennesker der kører der har jo allerede købt deres biler, men hvad ved jeg – derimod var der også mange cyklister, racercyklister altså, der kørte op og ned ad passet. De måtte bestemt have “gode ben”. En dag hvert år, sidst i august, spærres vejen så cyklister kan have den for sig selv, hvilket må være populært, for omkring 8000 cyklister stiller op! Med vores kendskab til vejen over passet må der ved den lejlighed være fuldt af cykler – i bogstaveligste forstand. Og så skal vi ikke glemme de utallige motorcyklister, turen må gøre bikerne høje og meget trætte i armene…
Minsandten om vi ikke igen mødte dette mærkværdige trehjulede køretøj!
Vi kom også forbi et mindesmærke over italienske soldater, der havde kæmpet bravt i første verdenskrig, da dette pas åbenbart havde været et vigtigt sted at holde fjenden fra.
På det tidspunkt vi kørte forbi, sad en racercyklist på jorden foran og cyklen lå ved siden af. Han trængte til et hvil, så det ud til, og han pegede endda på en parkeringsplads da han troede at vi ville parkere og dvæle ved stedet, men det ville vi ikke.
“Passo dello Stelvio” hed det på italiensk og den lå i 2758 meters højde – skiltet giver det 1 m mere i højden end Wikipedia
Det var et gedemarked af de helt store oppe på toppen, men Dorthea havde været der og så måtte vi jo også.
Her er et billede fra Dortheas album, og det forekommer at gedemarkedet dengang i 1960 var lidt mere behersket. “Stilfserjoch” er det tyske navn for Passo dello Stilvio – vi er jo i en tidligere Østrig-Ungarnsk provins.
Der skulle købes postkort. Det har Dorthea sikkert også gjort og sendt til mennesker, som hun håbede blev glade for at få en hilsen og høre lidt om hendes tur.
Os? Vi fik iskaffen.
Steen måtte hen i bilen og finde vores fleece’r frem….
Men smukt var det deroppe! Hvad man skal lægge mærke til her, er vores vej ned. Hvis man kigger godt på den mørke knold i nederst i forgrunden, så kan man nærmest se zik-zak vejen gå ud fra den
Sådan så det ud på bilens navigationsskærm…
…og her er fartkurven for de første ca. 30 minutter af nedkørslen. Hvorfor Steens løbeur ikke startede på absolut 0 km/t er uklart…
…og sådan ud af forruden.
og vi kom ned til hvor træerne kan gro.
og svingene blev blødere…
På et tidspunkt, efter at have kørt igennem den ene æbleplantage efter den anden, kommer Merano og de omkringliggende byer til syne.
Her ser I dagens rute…
…og helt klart markerer højdekurven sig denne gang…
Værelset og vores balkon venter på os.
Vi gik en lille tur op til Obermaïs og fik et glas hvidvin. Vi havde været der før…
Man kan smage alle de forretter, man har lyst til. Man går hen og henter igen og igen, og de er anrettet i små portioner. Der er så mange vi gerne vil smage, så når vi når til suppen, beder vi kun om kun en lille portion.
Sådan som vores faste bord er placeret i restauranten er denne gang kan vi ikke diskret fotografere retterne, så dem får I ikke billeder af – men spisekortet kan man da altid dvæle lidt ved og lade fantasien gør resten.
Vi tog den sidste vin med op på “vores private balkon” og lod aftenen og mørket stille og roligt overtage hele scenariet og vi gik trætte i seng.