Mit morgenbillede er egentlig et lydbillede, et lydbillede fra dyb søvn i stilhed til en larmende knallert, knallertkørebøllen kørte frem og tilbage gennem provinsbyen i en uendelighed på en knallert der larmede så meget at den kunne høres milevidt, ja fra det var helt mørkt og til det blev helt lyst. Jeg lå og tænkte på om han, ja jeg tror det var en af hankøn, dog ikke snart kunne køre tom for benzin.
Det blev lyst og kort tid efter hørte jeg jernbaneoverfartsklokken ringe, det kan man kun, når det er stille vejr, og kort tid efter kom morgentoget. Så vidste jeg at klokken var omkring 05:30 og hvem siger at tog støjer, det gør de ikke i forhold til knallerter…..
Steens morgenbillede var lidt anderledes. Han tog det klokken 05:30 i Chantilly, da taxi’en kom for at køre ham til lufthavnen. Bemærk, at jeg skrev ovenfor at det havde været lyst længe og biler ville køre uden lys – her er det mørkt og biler kører med lys!
Steens franske morgenmad i lufthavnen. Den lille bunke af aflange mørke tingester til venstre for koppen er Valhrona chokolader. De indgik ikke i morgenmaden, men blev snuppet med til turen.
Mit danske morgenmad på hotellet….
Steen fik tiden til at gå med at lave et postkort af det fly der skulle transportere ham den første etape…
Jeg gik mig en 8.5 kilometers tur i Agger.
Steen var alligevel blevet sulten af at sidde i et fly, for inden hans næste flyvetur var han lige omkring loungen for at få en kaffe og en bid brød…
Men han fik kun den halve kop kaffe, for der blev annonceret “boarding” for hans fly og terminalen var i den anden ende af lufthavnen, så han tog benene på nakken – for at stå og vente de 10 minutter til ombordstigningen begyndte. Man forklarede at “go to gate” ikke brugtes længere for folk troede at så var der masser af tid og så kom de for sent!
I Billund var der en forsinket bus der kørte til Vejle med det samme, så Steen tog den i håbet om at kunne tage et tidligere tog fra Vejle – Det næste tog gik kun til Struer og så var det bedre at tage det planlagte 13:02, som damen i DSB-butikken sagde. Der var så ekstra 3 kvarter – og dem brugte han på at bese havnefronten…
…hvor der også blev bygget nyt.
Tilbage på banegården med tid nok til en is, inden toget til Thisted ankom.
Men det gjorde det ikke – i hvert fald ikke til tiden. Det oprindelige var gået i stykker i Nyborg, og DSB havde fundet et magen til og koblet til toget til Århus – helt nede i enden. Men nu havde han også gennem en rum tid siddet på perronbænken i litterært selskab med Dorothy L. Sayers, så en lille løbetur var vist på sin plads.
Jeg havde travlt med at scanne….
…mens Steen kørte gennem det jyske sommerland…
Jeg havde så mange ting, jeg skulle have med op på Åbakken, så jeg tog bilen. Men den havde stået i solen, i lang tid, så jeg tænkte at det var perfekt til lige at få kølet den ned og så tage til Grurup og hilse på min mors forældre. Jeg må have fat i min bror, for stenen står helt skævt, den må vi have rettet op!
Når jeg nu var ved det, kørte jeg lige til Boddum og hilste på min fars forældre – og jeg kunne også lige hilse på den ene af mine faddere.
Undervejs annoncerede DSB at toget ikke ville køre længere end til Struer. Togchaufføren forklarede at det var fordi man ellers ville “komme i karambolage med Arriva i Thy”. Hans kollega svarede på mit spørgsmål om hvilken bus vi så skulle tage, at det ville være “Venøbussen” – og det kunne jeg jo ikke tage fejl af.
Det blev en morsom tur med bussen pakket til bristepunktet – næsten som man ser på turistbilleder fra Indien…
Hver gang nogle var sat af, spurgte chaufføren om hvor de næste skulle af, så jeg fik råbt HURUP 3 gange inden vi rullede ind på Hurup Hovedbanegård…
… lige overfor Hotel Thingaard, så der var ikke behov for taxi til den sidste etape 🙂
Steen gik hen til Åbakken, hvor jeg var på besøg. Elly og Hjalmar gik kort efter for at spise til aften, og lidt senere på aftenen kunne vi spise sammen i restauranten på hotellet. Her var der – som altid når jeg spiser her – en smiley af en slags på bordreserveringen.
Det blev en lækker ret – unghane på noget pasta med sommersalat på siden med tomat og vandmelon etc…
Men at det bliver serveret på sådan en smuk tallerken gør at man skal spise op, for at se om der er en overraskelse i bunden, men da der ikke var nogen af personalet på hotellet der kender til historien, nå ja, så tvivlede vi…
Japperdapperduh!!! eller hvad nu Mr. Fred Flintstone altid sagde. Vi var begge blevet beæret med den RIGTIGE tallerken. Til de uvidende, så står HM for Hurup Missionshotel, men det er også min fars initialer og han sagde altid – i fordumstid – at hvis Missionshotellet en dag solgte deres porcelæn, så ville han købe det – en smuk tanke som jeg nu kan sidde og smile af hver gang jeg er heldig at spise af det.