Den 14. juli er Frankrigs nationaldag.
Skyer er tit med til at gøre fotografier interessante og se bare hvor øjet ser på himlen istedet for alt det andet som I kender så godt i det hurupske. Klokken er 5:31.
Steen havde pakket kufferten og gik over på stationen for at tage toget. På hans hår ses at der blæste en god vind. Steen skulle ned for at fejre den franske nationaldag eller var det bare for at arbejde en uges tid?
Toget kom…
…og for Steen var det “Au revoir” til Hurup som gled bagud for ham. Jeg blev og skulle nå en masse, som sædvanlig.
Jeg startede med alt det jeg skulle nå, med at tage en tur til Agger og havde jeg været H.C. Andersen ville jeg have skrevet et eventyr om blæsten – blæsten der fik fat på de vejende dannebrog og hvor Lodbjerg Fyr var i midten og hvordan et flag kunne gå på eventyr ved at flagsnoren brast… Men jeg er ikke H.C. Andersen og dog undrede jeg mig over at flagene ikke føjtede ud i den vide verden på eventyr, i stedet for at strides med blæsten – hængende i en snor på en flagstang.
Steen derimod var på eventyr og susede ned mod Oddesund.
Jeg kunne ikke dy mig for lige at skulle ned og kigge på havets hvide tænder – hvide tænder, der er blevet så moderne at folk gladeligt sidder i tandlægestolen for at få dem! Men her i dag kunne man til gengæld få slebet sin aldrende facade i sand, men det er altså en blandet fornøjelse at få det, og ingen lægger rigtig mærke til at man har gået i fygende sand – ingen anden end en selv, som har sand i øjnene, i næseborene og i munden etc…
Steen var også ved vandet – eller rettere sagt over det…
…og hans naturoplevelse beskrænkede sig til surdejens fremstilling og pleje iflg. en amerikansk brødguru. Hvis han har det som damen som solgte ham bogen, vil han først nu – ligesom hun – forstå hvad det vil sige at lave brød 🙂
Ved togturens afslutning ventede en sommerlig modtagelse…
…og 20 min. senere kom transportmidlet til den næste etape… På de andre medrejsende ses at det nok mere er Legoland end lufthavnen i Billund der trækker.
…den var hvor den skulle være – og intet havde i Steens øjne forandret sig siden sidst.
Efter at jeg havde slidt – virkelig slidt – 3 timer i træk – med at gennemgå en masse oplysninger jeg havde fået, gik jeg på Åbakken og var der et par timer. Her fik jeg en god snak med min far, som havde så mange historier han ønskede at fortælle – dejligt! Min mor sidder desværre som det lidt forurettede barn, der ikke helt kan forstå at erindringerne er ved at være kørt forbi hende. Det er trist, men det skal ikke tage modet fra os.
Steen “levede” hvis vi skal have fat i H. C. Andersen igen, for han rejste – og selv om man flyver, kører man også meget i bus, her til et kort hvil i Shipol. Rejsebureauet havde fejlagtigt booket den hurtige forbindelse til Paris, hvilket ikke levner tid til et roligt glas vin i loungen. Men han kunne bare have checket sin reservation ordentligt, kunne han 🙂
Han “levede” helt til Charles de Gaulle i Paris…
…men måtte her sætte livet i stå i den halve time han studerede et stillestående transportbånd.
Blomkål eller ej – Jeg var den lykkelige FF (FF=favorit faster – og til de uvidende så har mine dejlige niecer kun een faster) at jeg kunne sidde og spise en pizza med en af mine dejlige niecer, uden forstyrende elementer som kæreste/forældre eller ægtemand og som Steen skrev da jeg sendte billedet til ham: “deux belles femmes” kan jeg kun sige ja, også af sind – livet er dejligt sådan en Bastille-aften…
Med dette godnatbillede og jetstrømmen meddeler jeg vore ærede læsere at der bliver nogle dages pause indtil Steen igen jetter til Danmark.
Han selv “godnatter” med et aftenaktuelt billede fra TV-skærmen.