Klokken 04:38 – de præcise klokkeslet er vigtige i disse digitale tider – var Steen oppe og tage et søvnigt morgenbillede. Men når øjnene nu bliver lukket helt op ser man en bil med cykler bagpå forlade hotellet. Steen tænkte at det nok var nogle der skulle køre langt, men hvad der var forunderligt var, at bilen var tilbage på parkeringspladsen, da vi gik over for at spise morgenmad ved 8-tiden! Så hvad får folk til at køre fra et hotel klokken 04:38 og vende tilbage – måske en tidlig morgencykletur, men hvorfor så ikke bare cykle fra hotellet?
Efter at have været flittige fra morgenstunden besluttede vi at tage til Agger for at gå en tur, men på vej ned til bilen mødte vi hr. Jørn og han sagde: “Nej, tag til Lodbjerg, der er så dejligt derude” og jeg tænkte straks på hugormeturen, men da vi har vandrestøvler på, ville vi være i sikkerhed og Steen kendte ikke den tur.
Lodbjerg var flue- og myggeland, vi havde derfor det lange ben foran for at komme igennem det lille skovstykke.
Blå rute i et eventyrligt landskab. Det er så meget mere farverigt fordi himlen er overskyet i forhold til når solen sender sit stærke lys ned over landskabet. Ruten leder os til venstre og vi kommer tilbage fra højre…
Snart kom vi til Penbjerg (ja, bemærk ordet “bjerg”) som lå omgivet af en overordentlig varieret flora. Her ses mest den smukke klokkelyng, som er på starten af sin blomstringstid.
Vi tog den seje rute op, den i det løse sand. Lodbjerg fyr ses i baggrunden. Min østriske vandreskjorte er ikke helt farvekoordineret med den smukke klokkelyng, den er lidt for rød. Men at den var det, det var godt, skulle det vise sig nogle kilometer senere, for jeg havde taget den af og bundet den om livet med en enkelt knude, og så havde blæsten løsnet den, og jeg havde tabt den! Men et blik bagud på ruten var nok til at finde den…
Bjerget var besejret og det skulle foreviges, men vi har været så højt oppe, så mit hoved forsvandt vist op i skyerne….
Tilbage til mygge/flue land og snart efter var der vejen tilbage til bilen – en støvet grusvej hvor biler kom kørende med god fart, så det kunne støve lidt ekstra på os, fluerne og myggene. Vi så ikke en eneste hugorm, det har jeg nu aldrig gjort på turen, men på en dejlig solskinsdag er de nok ude for at nyde solen. Sådan en overskyet dag som i dag ligger de i deres hule – ups, det ved jeg ikke om hugorme gør eller om de bare gemmer sig, men de skal vel have et sted at overvintre, men hvad ved jeg, ja jeg kunne måske google det.
Efter at have været flittige igen, var det blevet eftermiddagskaffetid eller som det hed i det gode gamle dage på boddumsk drøvtedåskaffe. Dagens hjemmebagte kage i Doverodde var noget de kaldte momsekage, vi gruede lidt for at det skulle være en stor tung kage, men det var en meget let sag. Nu var det Steen der havde hovedet oppe i skyerne, men det var nu lidt mærkeligt for nu var solen kommet frem.
Jow der var lidt skyer på himlen, og havde cameraet været placeret højrere, havde I også kunnet se den smukke Limfjord. Og nej, vi ankom ikke til stedet på den trehjulede cykel…
Derefter var det Åbakke-tid og vi fik snakket om at “håre” en le og hvorfor man gjorde det, plus en masse andet….
Familien var kommet tilbage til et tomt køleskab fra ferie, så vi besluttede at mødes på provinsbyens pizzeria, og vi må være så gode kunder, for ejeren kom med en ekstra flaske vin til os på husets regning – livet er ikke så ringe endda.
Ferie er oplevelser og de havde haft mange forskellige slags, men det er tit og ofte man erindrer de pudsige, uventede af slagsen i stedet for det planlagte….