En dejlig ny dag. Sådan så den ud klokken lidt over 5. Hvorfor mon man ofte sover på det tidspunkt?
En time senere så det sådan ud. Ja, så føler man lidt et gab og at man jo måske godt kunne sove en time mere, ikke at tågen ikke er smuk, men alligevel…
Bemærk øverste højre hjørne, et trekant-på-spids-skilt, det er rødt og hvidt ligesom isnekræmmerens logo, og de danske flag som turistcheften eller handelsforeningens formanden i Hurup har fået hængt op over gågaden. Sådan en søndag formiddag virker de nu noget fortabt over Hurup City.
Steen var inde hos byens bager og ja, nu er der kun en bager i byen. Mig kan I vinke til, I kan se se mig i butiksvinduet i en hvid fleece. Men det jeg jeg egentlig vil fortælle er det der med ” friskbagt brød – hver dag”, det kan jeg slet ikke forstå for bageren har lukket om mandagen! Når jeg har snakket om det med folk i byen, så siger de meget forarget at bageren da har lov til en fridag. Ja bevares, men min mening er og bliver at så er det falsk reklame, og der skulle i stedet have stået ” frisk brød hver dag undtagen mandag” – men hvad ved lille jeg….
Lille jeg kunne så – mens jeg ventede på Steen – læse på byens plakatsøjle hvad der skete i byen, og jeg kunne så se om der var noget jeg kunne deltage i mens jeg var her – enten så skete der ingenting, eller jeg kunne ikke forstå hvad de mente med deres plakater….
Den øverste del af plakatsøjlen var måske mere læselig, men alt var noget der havde været, så der var slet ingenting man kunne/kan fornøje sig med….
Vi gik videre til plejehjemmet og blev mødt med denne lidt triste flagning. Det var ikke en beboer, der havde fødselsdag, men en beboer der havde forladt denne verden og gået videre ud i det for os ukendte. En mærkelig men ikke uventet fornemmelse man går ind på et plejehjem med, nogen føler tristhed over et menneske de har kendt, vi går ind og glæder os over et par ældre mennesker vi kender.
Efter besøget på plejehjemmet tog vi videre ud for at se det frådende hav. Ikke at det var så slemt i dag, men vi følte helt tydeligt hvordan bølgerne kom og forlod os med den karakteristiske rislen gennem småstenene og at det hele var en livcyklus – vi fik salt på brilleglassene og gik videre mellem bølgernes kommen og trækken sig tilbage. Det var en smuk dag men ikke mange havde fundet vej til stranden, måske sildemaden og snapsene var mere interessante men jeg ville ikke bytte!
Mig, jeg gik derudad, og havde et genfærd med mig ser det ud til på billedet – eller er det en der havde forladt denne verden og vil have den sidste nydelse af havet? Eller var det Steen som lavede en pano og jeg havde flyttet mig er nok mere sandsynlig,
Bølgernes kommen og sigen farvel er nok noget af det mest tankevækkende omkring livet.
Et liv der var – og forhåbentlig var godt levet – her set i et meget interessant mønster, ja nærmest et kunstværk af linier. Men mon ikke det er mågernes mange fodtrin omkring deres middagsbord. De har sikkert ikke krævet mange sideretter som forretter til denne hovedret, og jeg håber inderligt at det har smagt dem godt og ville gerne vide hvor mange kokkehuer de har givet restauranten og kokken. Men mangel på frisk luft har de nok ikke kunnet klage over….
Sandsynligvis en fugls farvel og tak til denne verden, den har efterladt sig mange smukke fjer, enhver fjer er smuk på sin egen måde!
Endnu et måltid, og måltidet er vel ikke efterladt anderledes end vi mennesker gør det, når vi spiser fisk, skroget bliver tilbage og i dette tilfælde en halefinde, som åbenbart har været uspiselig. Vi kan jo lege med tanken og forestille os vores fodtrin omkring et spisebord og de rester der bliver båret væk, når vi er dejligt mætte.
Dette syn havde vi lige inden vi forlod stranden. Egentlig meget kunstfærdigt, malerdåser banket ned i hinanden. Vi kan se at der er blevet malet med gråt og en gullig farve, og havde vi set det på et kunstmuseum, ja så ville vi have stået og tænkt på hvad kunsteren har villet forklare. Nu havde naturen måske skyllet dem over bord fra et skib og de har skvulpet rundt i havet og er skyllet ind på land og har lagt sig godt til rette på en høfde. Vi ser at malingen holder godt til havets salte vand, men det gør dåserne ikke…
At forlade det brusende, larmende hav og gå op over klitterne og se det stille bagland er altid en fornøjelse.
De smukke klitter beplantet med marehalm. Måske er det en helt anden beplantning, men hvor der ingen vind var, var det insekternes paradis, men hvor der var vind, var det fuglenes paradis, de svævede rundt og pippede som et helt orkester.
Turen blev sluttet med at gå frem og tilbage på diget syd for Agger.
Vi gik helt ned til kystvejen. Næh, det hedder den nok ikke, men lad os sige at vi gik helt hen til vejen der blev lavet så folk kunne køre langs hele Agger Tage ned til færgelejet, men den retning ser vi nu ikke i, derimod nordpå, ind mod Agger bådværft, der sikkert også hedder noget helt andet.
Vi besluttede at gå hen i pizzeriaet og få en pizza til aftensmad, efter at vi havde været på eftermiddagsbesøg på plejehjemmet og ja, det var jo lidt anderledes og mere nedtonet end beboerne på plejehjemmet som skulle have sprængt svinekam i kaperssauce og til dessert hindbærfromage!
Os – vi fik vand og rødvin til pizzaerne.
Ja, og aftenens billede til Roland var vores plejehjemshund som endnu ikke har fået navn. Den gøede og bjæffede af os – syntes vi – da den stod på plejehjemmet med 3 andre hunde. Det var som om den sagde at vi skulle købe den, og vi er jo flinke mennesker, så det gjorde vi…..