Klokken 04:16 er vist alt for tidligt for Steen at stå op og fotografere, for billedet er rystet….
Efter at have pakket sammen hvad vi skulle bruge de næste 24 timer kørte vi til Åbakken for at fortælle E&H at vi kørte en tur til heden, det havde vi nemlig glemt at sige i går. Pilen peger på E&Hs terrasse hvor det lyse er den blomsterkumme Jesper og Christian lavede forrrige weekend.
Vi forlod Hurup i godt vejr, der blev flaget ved kirken – om det er fordi det er pinsesøndag ved jeg ikke, da der blev ikke flaget ved alle kirker.
Vi tog Christians “cykelrute” op gennem Thy og kunne se at der stadigvæk arbejdedes på Vildsundbroen. Det blev der også sidst jeg kørte over den, men jeg husker ikke hvornår det nu var. Himlen var blevet overskyet.
Det var stadig overskyet da vi kørte over Sallingsundbroen, men der var lige et par gendarmlår på himlen. Det kaldes det i Frankrig når man kan se lidt blåt på himlen, og der kun er netop så meget (eller rettere sagt, så lidt) blåt som det blå parti man kan se af en gendarms bukser der er over de sorte støvler og under jakken.
Vi havde besluttet at gå ind på Skive kunstmuseum. Der havde vi aldrig været før. Der var en meget à propos udstilling, hvor 6 mænd omkring de 60 år havde lavet malerier/kunst om det at reflektere over alderen – den alder, de netop nu havde. Det var et interessant emne og det var lidt sjovt at filosofere over hvad det var de prøvede at fortælle os.
Andre “ting” var lidt svære at forstå, som denne der var lavet på en slags spejlplade. Måske skulle vi forstille os at gå ind i fortidens sale med krystallysekroner eller måske var det kun stearinlyslysekroner…. Men alt i alt blev vi enige om 3 kunstværker vi gerne ville have med os hjem og kigge på et stykke tid. Det er et spil vi plejer at gøre når vi er på museum. Vi udvælger i hver sal det værk vi helst ville se på i vores eget hjem.
Vi så også en lille udstilling om ting fundet i Skive og omegn. Engang var der en som gravede i en mose, og han stødte på nogle perler, han gravede lidt videre og ravperlerne blev ved at myldre frem. Han tog dem med hjem, men det var allerede rygtedes rundt omkring og snart gravede mange andre også i mosen for at finde perler. En ihærdig sjæl blandt dem fik fat på nogle af perlerne, han fik ikke alle, men dog over 12.000!
Da vi havde fået set hvad der var at se, så vi at de havde Hansens is. Det er en rigtig god is. Bagefter ville vi også have en kop kaffe og vi fik at vide, at den var gratis hvis vi udfyldte et spørgeskema. Vi udfyldte 2 og fik os hver en kop kaffe.
Igennem flere år havde vi lagt mærke til at der var “kunst” i Skives rundkørsler. Mens vi spiste is, så jeg en brochure der hed “Skives 11 stjerner” og fandt ud af at det drejede sig om rundkørselskunsten. Her forude ses “Solen“, den er placeret i det sydligste af de 11 rundkørsler, og meningen med den er at vi skal tænke over det grundlæggende i at være menneske og en masse mere. Den vejer 10.500 kg, har en diameter på 6 m og er belagt med 26.000-28.000 stk bladguld og det er der brugt ca. 800 arbejtimer til.
Vi skulle ned på heden og bemærkede straks at huset var bygget i 1953 altså for 60 år siden. Steen fik værelsesnøglen, men her skete første fejl, for han nævnede Ninas navn og at Madame havde bestilt 2 af deres bedste værelse. Det sagde damen at der ikke stod noget om, men vi fik nøgle til nummer 1, der har vindue over 3-tallet i 1953.
Vi besluttede os for at gå en tur på heden med det samme for det var som om skyerne gerne snart ville af med alle deres dråber…
Skyerne var nådige og holdt på vandet, så vi endte med at gå i tørvejr den store rute og stien snoede sig derudad.
Vi kom også igennem mindeparken for hedens opdyrkere og kunne undre os over at der ikke var nogen fra Boddum-Ydby med. Måske sognerådet har været for nærig? Mindeparken blev åbnet i 1953 – altså for 60 år siden.
Da vores tur var næsten til ende begyndte der at komme nogle smådråber af og til, og hvem var det der kom med regndråberne? Det var Nina og Christian som går imod os her. De var dog modige og tog den kortere rute og skyerne var også flinke over for dem og besluttede at den skulle de også have lov til at gå i tørvejr.
Mens Nina og Christian gik tur arbejdede vi selvfølgeligvis, her er Steens bag sin computer uden i en lille opholdsstue ved trappeopgangen, men den er næsten gemt bag et kæmpestort frugtfad.
Der kom en sms fra Christian om han skulle bestille 2 eller 4 glas hvidvin ude på terrassen, det lød jo dejligt forjættende, så vi spurtede ned ad trappen…
Inden vi så os om var det blevet spisetid, og her ses et halvtomt træstykke. Ja, vi havde så travlt med at smage på de forskellige snacks, at vi først kom i tanker om at forevige øjeblikket efter at have smagt på det hele.
Det samme skete med næste ret, som jo egentlig bare var brød med forskellige slags smør. Der var smør med salt, ramsløgsalt og “brunosmør” – ja, det som om tjeneren sagde sådan, men Steen ville selvfølgelig straks vide hvem Bruno smørret var opkaldt efter. Det forfjamskede tjeneren lidt. Måske drejede det sig bare om smør der var brunet på en eller anden måde. Vi fik dog at vide at der i papkassen var hvedbrødsboller og brune boller, der var brune fordi dejen var tilsat kakao. Så langt så godt.
Nu var vi kommet til den rigtige maddel og her var forretten kammuslinger med gulerod og agurk. Det var ikke smagen der var noget galt med, men den ene af Ninas var ikke god, og det skulle en øvet kok altså have set.
Den dejlige hvide vin vi fik til blev annonceret forkert, det var heller ikke godt.
Nu kommer der ikke flere madbilleder for nu gik den helt galt, ravruskende galt.
Da Nina havde bestilt mad og ophold dernede på kroen, havde hun skrevet til dem at der var 2 som ikke spiste lam og bedt dem om at finde alternativer til disse to. Det gjorde Nina opmærksom på, da kokkedamen kom anstigende med 4 lammeretter. Til det svarede damen meget arrogant at det havde hun ikke set noget om, og så ville hun også have sagt nej til os, vi kunne ikke få andet, for det var jo det de nu serverede her på stedet. Hun burde have undskyldt at hun ikke havde læst Ninas email ordentligt og prøvet at finde en løsning med det samme – om ikke andet så et stykke rugbrød med ost…
Nu var det sådan at foruden os 4 var der kun 2 par til spisning på kroen. Der var kun dækket op til de som havde meldt deres ankomst, så resten af bordene stod uden noget på, hvilket giver restauranten et lidt trist indtryk og fornemmelsen af at de 3 borde der skulle dækkes op til egentlig var til ulejlighed. Tjeneren og kokkedamen kunne have godt af at komme op til drengene i Hurup og lære pli og anstand, lære at en gæst – også en uventet gæst – skal føle sig velkommen og at huset skal prøve at løse de fejl der måtte opstå – uden forbehold og betænkningstid – gæsten skal føle at huset med det samme og altid er løsningsorienteret.
Det var helt tydeligt at gejsten var væk dernede. Kokkedamen har sagt op, men en der gerne vil have et godt ry med sig i bagagen til et nyt sted engang ude i fremtiden skal ikke være ligeglad de sidste dage på sin arbejdsplads.
Heldigvis er vi så dannede mennesker at når vi er i et godt selskab, vil vi ikke lade andres uopdragenhed ødelægge en god aften for os, så vi fortsatte med en dessert, cognac, kaffe, flødeboller og små chokolader, inden vi forføjede os ovenpå, hvor Nina havde en flaske kold rosévin. Den nød vi stående ude på brandtrappen i den varme men lumre forårsnat på heden. Det var en god aften, hvor snakken gik godt – Nej, den var ikke bare god, det var en absolut dejlig aften, en god idé at tage ned på heden, en dejlig 60-års fødselsdagsgave at få og mange tak for den!!!!