Morgenen startede med en koncert, en koncert af mange forskellige slags fugle, det var en stor nydelse og ikke nok med det, vi fik også fornemmelsen af at være i Schwarzwald, for der var en kukken, så vi troede at der var hængt kukure op rundt omkring, men man kunne bestemt ikke sætte klokken efter dem, for de begyndte ved 4-tiden og vendte tilbage med uregelmæssige mellemrum hele morgenen og deres antal kukken varierede tilmed helt vilkårligt.
Vi sov godt, der var gode senge, det var et dejligt værelse, der ikke var nedslidt, men snarere istandsat for nyligt og der var de ting vi havde brug for.
Aftenen før var vi blevet spurgt om, hvornår vi gerne ville have morgenmad, og da jeg svarede klokken 7 fik jeg at vide at vi først kunne få klokken 9, så egentlig skulle der være sagt at “Vi glæder os til at se jer til morgenmad mellem 9 og hvornår I nu skal være ude af værelset”.
Nå, efter morgenens dejlige koncert var vi jo vågne og selv om det kunne se ud til at der ville komme en regnbyge eller to tog vi os sammen snørede støvlerne og gik rød rute som var angivet til at have en længde på cirka 3.5 km, men den der har skrevet det har ikke benyttet et GPS-ur, for det viste sig at turen var på cirka 4.4 km. Men det er ligemeget, vi var tilbage ved hotellet klokken 09:05 og da kunne vi se at der var tændt lys inde i restauranten.
Men på vej hen til gåruten kom vi forbi hotellets krydderurtehave, og den fortalte alt om hvordan gejsten var på stedet! Det kunne jo godt undre lidt at den ikke var i brug og at der ikke var interesse i køkkenet for at bruge egne krydderurter. Et eller andet er rivende galt på stedet!
Det er et meget smukt sted, vi er slet ikke vante til så megen hede.
Nogle gange tænker man: Hvem kigger på hvem?
En stor kontrast mellem den gamle hede og i baggrunden den dyrkede jord med plantede træer der er lysegrønne her i forårets lys.
Nå, vi var som skrevet ovenfor 5 minutter for sent til morgenbordet og det så godt ud, marmelade mangledes ikke, derudover lærte jeg noget nyt, for på brættet lå nemlig skiver af noget der blev introduceret som værend en kartoffelpølse – det havde jeg ikke hørt omtalt før. Vi var så blinde så vi ikke kunne finde salt og peber på bordet, men det var der nu alligevel – og endda i kværne. Det var et lækkert morgenbord, som vi nød, flot anrettet i diverse musselmalede porcelænsting, små skåle etc. Omkring klokken 10 kom tjeneren og spurgte om vi ville have mere kaffe. Da vi sagde nej tak tog han brødet og wienerbrødet med ud! Den unge mand skulle have spurgt om vi var færdige med at spise, men måske ville han gerne have at vi gik, så han kunne få ryddet vores bord…..
Nå ja her kan I se alt det andet der var på bordet, en stor ros skal køkkenet have fordi der var en kande vand på bordet, det er dejligtat få vand om morgenen, og jeg synes at der er mange steder hvor vi skal bede specielt om det.
Jeg glemte lige at skrive at der var 8 slags marmelade og 1 slags honning. Den honning snakkede vi om, om det var klokkelynghonning ude fra heden for vi forventede egentlig at det var lokale produkter der serveredes, men da Nina kom hjem med den honning hun havde købt i receptionen så hun at den var fra New Zealand. Nå, det er en hel anden historie, og vi kan konkludere at hotellet ikke var medlem af Heritage Taste klubben, som drengene i Hurup er med i.
Vi forlod stedet og endnu engang tak til Nina og Christian for fødselsdagsgaven og det gode initiativ, jeg skal nok blive 60 noget tiere…..
Med en møjbeskidt forrude kom vi igen gennem Skive, denne gang kun på gennemfart. Her er en anden af byens 11 stjerner. Det er den negative form af den vi så og hedder “Tegnet“. Tegnet er en opfordring til at tænke over det særlige i at være menneske. Det er en let sag i forhold til dens makker, for den vejer kun 1.800 kg og har kun cirka 800 stykker bladguld. Jeg er meget tilfreds med Skives rundkørselkunst!
Da vi nåede Vildsund var der nogle få gendarmbukselår på himlen og kø ved lysreguleringen, men slet ikke noget at tale om.
Tillage i Hurup City. Hotellet havde travlt med en barnedåb og en 70 års fødselsdag og flaget vejrede som på et postkort.
Vi havde lidt computer arbejde at gøre færdig. På det her tidspunkt er alle gæsterne inde for at spise og Steen er på vej over for at få printet noget ud i. Vi nåede det hele og i stedet for at gå som sædvanligt valgte vi at køre hen på Åbakken, da det så ud til regn. Vi kørte en omvej omkring Christians jordtillæggender i Grurup og Kolonihaverne.
Vi var inviteret på aftensmad og fik årets første rabarbercrumble, husker ikke lige det danske ord, men det havde Roland fået i England et par dage før – også med rabarber fra egen have, og her sad vi i Hurup og fik det samme. Den kærlighed der bliver lagt i maden på denne adresse kunne “hedeforpagterkokkedamen” lære en masse af. Denne dessert var himmelsk og havde det været Nina som havde serveret resterne af lagkagen fra bryllupsfesten dagen før, smulret med en skefuld is ovenpå, så ville den være lavet med kærlige hænder og anrettet smukt! Så var der lige det med den Beerenauslese, den var for sød, men mægtig fyldig, men jeg mener altså at jeg har fået sådan en bedre – men måske var det en Trockenbeerensausleese….
Glemte jeg at fortælle at forretten var røget laks med peberodssauce og lidt frisk friseesalat (som også hedder noget andet på dansk) og derefter blomkålsgratin med kartofler og gulerødder?
Mætte gik vi tilbage til hotellet. Det småregnede mens vi gik. Køkkendrengen, eller er det en køkkenpige? Naaa nej, det er nu nok en dreng med det kørertøj og se, den har samme farve som Ninas bil. Men da maskineriet blev startet blev vi klar over at det var den, der vækkede os og det halve af hotellets gæster forleden nat med en larm der fik os umiddelbart til at tro at der var startet et afsindigt festfyrværkeri lige udenfor vore vinduer.