Kære læsere, I dag startede vi vores ferie. Den er ikke videre planlagt så vi får at se hvor den bringer os hen. De bedste hilsner, Inge og Steen.
Køln. Kære alle, vel ankommet til hotellet ved 3-tiden trængte vi til en espresso og den tog vi i hotellets bar hvor vi fik snakket lidt om hvad vi så ville lave. Vi planlagde at gå over gaden for at se Kølner Dom. Det var et oplagt valg fordi vi havde bestilt værelse på et hotel over for domkirken – sådan lidt retro, for det havde Steens bedstemor, Dorthea nemlig også gjort da hun i 1936 rejste i Tyskland med sine 2 drenge. De hjerteligste hilsner, Inge og Steen.
Kære alle. Da vi gik over til domkirken bemærkede vi at der var uvejr på vej. Det havde vi ikke et problem med, for vi skulle jo indendørs for at se kirken. Medens vi var derinde og sad og kiggede på en gammel 3-fløjet altertavle hørte vi pludselig en voldsom trommen på taget, selv om det var meget højt oppe. Det styrtregnede og lidt senere kom brag og bulder. Det motiverede til et længere ophold i domkirken og vi valgte at deltage i klokken 5 gudstjenesten. Meget interessant oplevelse. De bedste hilsner, Inge & Steen.
Kære allesammen, Da vi efter gudstjenesten kom udenfor var det blevet solskinsvejr, så vi besluttede at gå ud på Hohenzollernbrücke, en jernbanebro over Rhinen. Vi havde nemlig noget med i rygsækken – en hængelås! På billedet, i midten, ser I en lille en med indskriften “WHALE”, det er vores. Vi måtte konstatere at vi er rene amatører i dette felt, så vi havde ingen ingraveringer på hængelåsen. Den havde ligget i skuffen i mange år og fik nu en rolle her på jernbanebroen. Den eneste nøgle vi havde til den ligger nu på bunden af Rhinen.
Køln om aftenen den 5. august. Kære Venner, Efter at have spist hønsebryst og udbenet lår fra samme dyr opvokset i Bresse i Frankrig veltillavet og garneret med svampe i hotellets køkken, samt nydt en flaske riesling fra Mosel skulle vi lige lege lidt med mobiltelefonen. Det blev bl.a. til dette panorama postkort over udsigten fra vores værelse. De bedste aftenhilsener fra os.