Natten mellem den 25. og 26. var stormfuld og havde trukket skyer ind over området, men alligevel belønnedes en lille gåtur inden morgenmaden med adskillige interessante motiver…
…der kunne hentes hjem med et 70-200 mm objektiv.
Vandet var tilsyneladende stadig frosset helt over til den modsatte bred…
…men der tegnedes en linie tværs over lidt længere oppe, som kunne antyde at der var tilfrosne områder, som her i forgrunden, og åbne vandområder som her i baggrunden.
Lige ud for hytterne var der et lignende skel mellem åbent og frosset vand. Her var det den kraftige og vedvarende vestenvind, eller -storm, der i nattens løb havde skubbet isen foran sig.
Cateringfunktionen blev i hele perioden varetaget af Nina og Christians hytte, og her er Inge på vej over til endnu et superbt morgenmåltid.
Der blev lavet et lille program for dagen i form af at opsøge et højdedrag et eller andet sted i nærheden for at få lidt større eventyr end det lokale landskab kunne byde på. Hytternes ejer, som kom forbi med brænde, anbefalede et område mod sydøst, men da det krævede en times kørsel blev et muligt alternativ ved den svensk-norske grænse valgt i stedet for. Det viste sig dog ikke særligt indbydende, så planen tilpassedes forholdene og de nødvendige indkøb til aftensmaden blev i stedet gjort i Töcksfors, og vi kørte hjem til hytterne i Strömmer. Med udgangspunkt i Christians begejstrede beretning om sin solo-tur dagen før besluttedes det at lade ham være stifinder for os andre – bortset fra Stine, som prioriterede sin lydbog højere. Resten af os tog støvlerne på og begav os afsted…
…med raske skridt, for dagen var jo ikke lang og dens lys måtte udnyttes.
Vejen blev skiftevis meget glat…
…og skiftevis meget mudret.
På trods af gråvejr og dæmpet dagslys viste naturen sig i sin overdådige lokale pragt med et imponerende opbud af mosser og lave planter.
Det gik op ad bakke…
…og nedad igen…
…indtil vi nåede søens bred.
Herfra var der en idyllisk udsigt over den vidt forgrenede sø…
…og det er intet under, at der netop her var bygget et “shelter” med bålplads foran og lokum lidt længere borte.
Her var et sted at udleve drengedrømme eller fantasier om at finde et lille paradis på jord, hvor fiskestangen og solcremen kunne gøre en sommer til en supersommer…
….og hvor tempoet ikke var højere end at tankerne kunne nå at følge med.
Ja, gruppebilledet blev lidt diagonalt, men det afspejler på en fin måde det gode humør og den fælles begejstring for dette dejlige sted, som Christian havde fundet.
Lidt længere henne ad kysten gav et lille næs mulighed for igen at gennemprøve isens kvaliteter efter den gennemprøvede “roden og banken med grene og bombardement med klippestykker”-metode. Det er ikke nemt at være is, og slet ikke i tider med tøvejr.
Et dejligt aspekt ved denne slags afslappede gåture i en betagende natur er, at den ofte inviterer til at stoppe op og holde en pause…
…der på et sted som dette også kan få en vis dybde og et filosofisk anstrøg.
Med tusmørket faldende på måtte vi videre hvis vi også skulle imødekomme Maries ønske om at komme højt op og få vide udsigter den dag.
Christian var jo stedkendt og førte os uden svinkeærinder gennem skoven…
…og så højt op på det lokale Mont Blanc, som det var nødvendigt for at kunne kigge langt.
…og så langt var det at man kunne kigge den dag.
Vi dvælede ikke længe og begyndte nedstigningen, og det skal nævnes at undervejs var der muligheder for at studere relativt frisklagte elgafføringer. Måske var de dagfriske, måske endnu friskere! Måske stod elgen bag et træ og kiggede på dette sammenrend 2. juledag af en flok danskere.
…for at kunne nå en lille omvej til en nærliggende vig. På hjemvejen derfra følte Marie åbenbart et sportsligt kick og måtte absolut af med den røde jakke og løbe op til toppen. Hvor hun fik den energi fra er uforståeligt. La jeunesse…
Turen havde pudsigt nok, med mindre end 1 minuts forskel, samme varighed som dagen før, dog var den kortere, “kun” 4.34 km, men så var terrainet også kuperet og bragte os op i 148 m højde, 29 m højere end hytternes niveau.
Derhjemme igen i stugan varede det ikke længe inde cateringfunktionen var på fulde omdrejninger med fokus på aftensmaden. Die Chefin havde alt under kontrol…
…og Stine sad urokkeligt på sofaen med lydbogen og sit kreative tegneprogram. Endnu engang fremtrylledes der i denne stugans køkken en lækker aftensmad, efterfulgt af chokoladekonfekt og kaffe som akkompagnement til en diskussion om telefonkameraers fortræffeligheder.
