Vågnede op til en solrig morgen…
Der var en besked fra Roland. Han kunne ikke resette de mobiltelefoner, vi havde sendt til ham. Her skulle Inge gøre noget ved iCloud og passwords. Der var fra Roland en link. Den checkede Inge, og inden 10 minutter (i sengen) fik hun det ordnet. Og Roland bekræftede tilbage at alt var OK fra hans side.
Imponerende af Inge!
En bog om Partnerschaft lå på værelset. Inge havde slået op på denne lille tekst med overskrift Bei Einander Bleiben.
Fik en aldeles fremragende morgenmad, hvor de fleste retter blev bestilt og bragt til bordet, når de var lavet. Cremet yoghurt med drys og bær, smothies, æggeretter.
På bordet var skinke og brød og jordbær. I et siderum var der buffet med blandt andet fremragende oste, æblejuice fra nedfaldne æbler (så er de garanteret modne og smag-fulde).
På dette billede ligner jeg min far, da han i 1936 sad på Rhindamperen og skrev postkort til familien 
Et rørende minde at få her i skrivende stund.
Og så skal jeg lige huske at skrive, at den snakkesaglige tjener fra i går eftermiddags sagde, at vi var nogle af hans favorit-“kunder”, for kun 1% var fra Skandinavien.’ 
Efter morgenmaden begyndte jeg at pakke bilen. Imedens gik Inge sig en lille runde i omegnen.
Undervejs fik hun denne spektakulære udsigt over Bodensøen. Til venstre stikker Lindau Insel lige frem og i baggrunden, og midt i billedet – på den anden side af søen – løber Rhinen ud i søen og til højre helt i baggrunden tror jeg, at vi har Alpstein-massivet i Schweiz med Säntis (2501 m) som det højeste bjerg- og endnu med sne på. Det har været en skøn gåtur, er jeg sikker på.
Vi mødtes på parkeringspladsen. Jeg manglede bare at betale – og så kunne vi køre ud på dagens etape.
Vi kørte mod Østrig ad Rheintal Autobahn A14. Lige inde på den østrigske side kørte vi fra til rastepladsen Hörbranz Süd for at købe vignet til motorvejen. Hvorfor det kræver åben mund at montere den, ved jeg ikke for jeg gaber normalt ikke så tidligt på dagen. Godt at der ikke kom en flue forbi…
Ude på motorvejen skulle vi betale afgift for at køre på et afsnit af den. Det skete et par gange, så vignetten er ikke en engangsbetaling til alle motorvejsstrækninger.
Og så rullede vi ud på Autobahn A14 vel vidende, at der ikke ville blive meget bjerg-scenario undervejs, for meget af strækningen ned til Innsbruck køres i tunneller. Disse er i sagens natur meget lange og søvndyssende og kedelige at køre i, så det var rart at svinge fra til sidst.
Autobahn A14 blev til S16, som senere blev til A12. Ingen af de åbninger, der havde været fra tunnellerne, viste stop-og-gå-muligheder. Midt på dagen trængte vi så meget til at strække benene og evt. få en kop kaffe, at vi forlod A12 og kørte efter et skilt der annoncerede rasteplads. Den lå i et sving, så den kom vi alt for hurtigt forbi, så vi kørte ind i den nærmeste by, Schönwies. En lille anonym by med 1697 indbyggere. Her var tilsyneladende ingen kaffemuligheder, men kirken, die Pfarrkirche Sankt Michael, kunne vi komme ind i. Så det blev desværre kun åndelig føde vi fandt her.
Næste tilkørsel til A12 var ikke så langt væk, og snart efter susede vi atter afsted i under-verdenen. Der var godt 90 km tilbage.
13:55 er dette billede taget. Hvad man skal hæfte sig ved er de to glas sekt – Velkomstdrink, som det ikke var for tidligt at sige “Ja tak!” til. Vi var jo på ferie og syntes det var dejligt at ankomme så tidligt. I nederste venstre hjørne ligger en folder “Hotel-Kurzinfo” med for-sidetitlen “Schön, dass Sie bei uns sind…” Her kunne vi læse om åbningstider på hotellets faciliteter, koder til internettet, hvad man kunne leje og hvad der var gratis. Meget nyttigt at have fra starten på opholdet.
Jeg ville gerne her have indsat et billede af hotellet, som vi så det fra landevejen, men jeg fik det ikke taget i dag, så det må vente.
220 km havde vi tilbagelagt…
Først da vi stod på balkonen med udsigt op i Stubaital med Stubai-Gletscheren helt oppe for enden, var vi rigtigt ankommet 
Og først da var jeg helt rolig, mht. om jeg havde fundet et godt beliggende hotel.
Efter at have drejet fra A13 og kommet et stykke op gennem Stubaital begyndte jeg nemlig at spekulere på, om jeg havde gjort mit hjemmearbejde godt nok mht. Hotel Edelweiss, som vi var på vej til. Dalen var nemlig på det første stykke så rodet med industri og boliger, at jeg spurgte mig selv, om jeg nu havde checket hotellets omgivelser godt nok? Lå der f.eks. en cementfabrik på nabogrunden og/eller lå hotellet for tæt på landevejen?
Men altsammen er OK. Dalen er smallere heroppe og hotellet er relativt stort og det lader ikke til, at der er meget trafik.
Receptionen var nyindrettet og interiøret var præget af anvendelsen af træ i stor stil. Check-in gik gnidningsløst, vi fik et Superturistkort hver, så vi kan køre gratis med busser, svævebaner, tog. Komme ind i badeland og andre forlystelser.
Men her på balkonen kunne jeg i ro og mag orientere mig i de mange turist-brochurer, vel vidende at vores base her på hotellet lod til at være, hvad vi troede, den ville være.
Værelset var rummeligt og lå på 1. etage i “knækket” i det nye Landhaus.
14:30 gik vi ned til “vitalNachmittagsjause mit kleinen süßen und herzhaften Köstlich-keiten”, der serveres mellem 14:00 og 17:00. De var stillet frem i dette “buffet-rum” med kager og salater på “øen” midt i rummet og de lune retter på bordet ude i højre side. Billedet her (og de næste 2) har jeg hentet fra hotellets hjemmeside, for den dag tog jeg ingen billeder her.
Vi fik et stykke kage, lidt ost og brød, kaffe og mineralwasser. Buffetten var velforsynet med kager, pålæg og salater. Dejligt med denne snack-mulighed om eftermiddagen, som vi spiste her. Alternativt kunne vi være gået ud gennem døren til venstre …
…og sat os ved et bord på terrassen.
Herefter fandt vi badetøjet frem og gik ned i den indendørs pool. Dejlig forfriskende efter køreturen. Så i Kräuter-Bad, derefter i Bio-Kräuter Sauna og rundede af i Sole-Bad med afsluttende behandling med koldtvands-slangen. Og efterfølgende slappede vi af ovenpå i die Zirben-Lounge – et rigtig dejligt sted.
Bio-Kräuter-Sauna er her anderledes end hos Erfurths. Billedet her, som jeg i mangel af bedre har lånt fra hotellets Bildergallerie, viser rummet. Det har centralt placeret en “Damp-brønd” med en rist med 4 rum i. 1 rum per Kräuter-type, som på skift blev overhældt med kogende vand og varmet op nedefra af damp – og derved frigiver sine helbredende dufte. Dampene herfra skulle hjælpe på forskellige dårligdomme og/eller forebygge problemer med helbredet.
Også i Stubaital blev det også 5 O’Clock, som vi respektfuldt markerede på vanlig vis. Her hed bryggeriet Zipfer og Inges vin var selvfølgelig en Veltliner.
Pikantes Gemüse Curry mit Kokosmilch und Jasmein Reis til Inge…
Fangfrisches Filet vom Victoriabarsch var udsolgt, så jeg fik en traditionel bækørred med kartofler, mandler og citron.
Jeg var så betaget af at have en gletcher i udsigten og af at vide, at hotellet var blandt de bedre hoteller, der lå højest oppe i dalen, at jeg absolut måtte fotografere den. Gletcheren havde i dagens løb haft sit eget optiske – eller atmosfæriske liv – for i perioder forsvandt den helt, kom igen i en dis, osv.
21:30 var det ved at være mørkt og Alpenatten faldt over os og dalen og bjergene og Gletscheren
…og da var det, at jeg bemærkede, at håndklæde-racket i badeværelset ikke duede. Gik ned i receptionen og forhørte mig. Der checkede de status for værelset (der var tilsyneladende feedback fra alle installationer i alle værelser i det nye Landhaus og alt var fjernstyret) som sagde, at den fungerede OK. Det gjorde den så ikke, og chefen sagde, at teknikeren var gået hjem og at han ville se på det i morgen. Og det håbede vi så 