Lidt før 6 tog Inge dette billede med “flydende” skyer foran bjergene…

I forhold til de andre morgener var vi tidligt oppe og allerede på pinden 07:30 i restauranten for at spise morgenmad. Der var kun 1 par før os.

I dag var der ingen hotelavis, men en huskeseddel, så vi ikke glemmer at det er i dag vi skal videre.
Jeg pakkede det sidste, fik betalt og vi var parat til at køre fra hotellet 8:58, hvilket er meget tidligt for os.

Vejret var stadig præget af af “flydende” skyer, der især længere nede i dalen, hvor disse atmosfæriske forhold havde dramatiske visuelle virkninger – nærmest “fata morgana”-lignende fremtoninger af bjergtoppe.

Vi lavede en afskeds-groufie. Jeg gik i garagen og Inge ventede ude…

…for at køre bilen frem.

På die Stubaitaler-Bundesstrasse ved Telfes holdt vi ind ved en tank for at få brændstof til resten af dagens etape.

I øverste højre hjørne er der netop sådan et “fata morgana”-fænomen, som Inge kaldte det for et par billeder siden. Og med sådanne oplevelser kørte vi igennem Stubaital’s nederste halvdel.

Ruten var 382 km lang, varede 5:18 timer og gik over Fernpass til den tysk-østrigske grænse.

Jeg troede, at det var den vej – vi i modsat retning – fulgte på retro-1952-rejsen. Men det var det ikke . Dengang kørte vi nemlig langs Lechtal længere østpå. 1235 m højde kom vi op i på turen over Fernpass.

Syd for Reutte kørte vi under “Highline 179”. Det har vi gjort 1 gang før – og ikke oftere, for den blev ikke indført før november 2014.

Hexen und Zauberern war es früher vorbehalten, in luftiger Höhe von Burg zu Burg zu schweben. Seit in der Ferienregion Reutte zwischen der Burgruine Ehrenberg und dem Fort Claudia die „Highline179“ gespannt ist, kann es ihnen jeder gleichtun. Die luftige Hängebrücke ist 114 Meter hoch und hat eine Spannweite von beachtlichen 406 Metern. Damit ist sie die weltweit längste Fußgänger-Hängebrücke im Tibet-Stil und steht als solche sogar um Guinness-Buch der Rekorde. Man bewegt sich absolut sicher zwischen den armdicken Stahlseilen, aber ein wenig ritterlichen Mut braucht es schon, um so weit oberhalb der Baumwipfel und der Fernpass-Bundesstraße B179 den Abgrund zu überqueren. Wer es wagt, der erlebt einen einzigartigen Panoramablick – und vielleicht das Gefühl von Schwerelosigkeit, das Hexen auf ihren Besen haben müssen.

Die Fernpass-Strasse var skuffende fordi der reelt kun var et sted, hvor man kunne komme fra vejen og kigge på udsigten, og det var på den anden side af vejen – og med den trafik, der var, var det nærmest umuligt. Så Zugspitze mere fornemmede vi, end så 

Da vi havde kørt omkring 2 timer, følte jeg stive ben og snakkede om en pause, så vi ikke bare ræsede fra punkt A til punkt B. Næste afviser på Autobahn A7 til noget interessant drejede sig netop om denne kirke – Maria Gern.

Die katholische Pfarr- und Wallfahrtskirche Maria Rain steht in Maria Rain, einem Ortsteil der Gemeinde Oy-Mittelberg. Sie wird durch ihr Alter und durch die mit ihr über Jahrhunderte verbundene Wallfahrt als ehrwürdig charakterisiert. Die erlesene Aus-stattung macht den schlichten Bau zu einem der sehenswertesten Gotteshäuser im ganzen Allgäu.

Det første vi så af interiøret var dette tableau med legemsstore træfigurer. Auffällig i farvevalg og intensivitet. Ja, kirken ser meget kedelig ud udefra, men der er proppet godt med gods indenfor.

Die Pfarr- und Wallfahrtskirche in Maria-Rain, auch “schönste Dorfkirche des Allgäus” genannt, wurde 1496 erbaut.
Die heutige Kirche ist geprägt durch Baustile von Spätgotik, Renaissance, Barock und Rokoko. Einzigartig ist der dreigliedrige Hochaltar. Die Fresken und Figuren, die Kanzel mit vergoldetem Schnitzrelief und Tragengel und die Seitenaltäre sind besonders schöne Kunstwerke.

Et Marien-Altar omgivet af flotte farver.

Men alt i alt delte vi ikke websidens begejstring. Dog var vores lille rast her lønsomt, idet vi fik tisset på nogenlunde rene toiletter. Dog fandtes der ikke en kop kaffe at købe i nær-heden i en café – den havde Ruhetag 

Endnu en pause på Autobahn, og derefter videre til Rothenburg ob der Tauber, hvor vi ankom til hotellet ca. 14:15. Igen kom vi i god tid, men kunne være kommet 10 minutter tidligere, hvis jeg ikke havde ladet mig lokke i en blindgyde herinde i den indre by. Men skaden var til at overse, og snart efter var bagagen båret op på værelset for os og bilen kørt i garage et eller andet sted i byen. Så er det nemt at være gæst i et hotel, hvor der ikke er elevator.

Efter et glas sekt i receptionen parallelt med hotelværtindens introduktion til huse, gik vi op på Das Goldene Apfel, som værelset hedder.

Endnu en velkommenhilsen – med chokolade 

Vi forlod hotellet via dets have bag huset. Her er der mulighed, hvis vi ønsker det i morgen, at spise morgenmad. En lille oase, kan man vist kalde det.

Kaffee und Kuchen – trangen havde for længst meldt sig, og på hotelværtindens anbefalinger, valgte vi denne café ved navn “Lebenslust” 

“Lebenslust” viste sig at være en café med blandet publikum – måske mest studerende…

…der som vi gerne vil have et stykke Apfelstrudel mit Sahne til kaffen. Godt at sidde i skyggen, for udenfor var lyset meget intenst.

Og så lavede vi en groufie, inden vi forlod etablissementet for at kigge lidt på byen.

Skråt overfor ligger den evangelisk-lutherske kirke badet i solen og med en from pilgrim foran. Han har langt igen, før han når Santiago de Compostella.

Jeg bemærkede med et smil, hvor “gylden” pegefingeren er. Der er nok mange, der lige i forbifarten har hilst på manden.

Vi gik ind.

Og  vi gik, på opfordring af kassedamen, hen og kiggede nærmere på das Heiligblut-Altar. Meget flot bevaret.

In dieser bedeutenden Kirche befindet sich auf der Westempore das berühmte Heiligblut-Retabel des Würzburger Bildschnitzers Tilman Riemenschneider, das er zwischen 1500 und 1505 für eine Heilig-Blut-Reliquie geschnitzt hat. Diese Reliquie wird im Gesprenge  in einer Bergkristallkapsel des Reliquienkreuzes aufbewahrt (ca. 1270). Bei der Heilig-Blut-Reliquie soll es sich um einen während des Abendmahls aus dem Kelch verschütteten Tropfen handeln, der durch die Wandlung zum Blut Christi wurde.

I kirken var ophængt en stor (magnet)tavle med en masse forskellige ord og en opfordring til kirkegængeren eller -besøgeren: “Schenken Sie uns begeisternde Gedanken oder geistreiche Poesie”

Og så legede vi turister…

…i julebutikken lidt længere henne ad gaden. Vi købte en Hirsch, der ser ud som om den er lavet af glas, men er dog af et klart plastmateriale. Den er super! Og damen, som solgte den til os, hed tilfældigvis Frau Hirsch 

Vi fandt et hotels fortovsbeværtning i Hafenstrasse (hvor er havnen mon?) og sad snart med en kølig Sylvaner og Pils fra fad 

 

Overfor lå en boghandel, som vi har ledt efter, fordi vores kladdehæfte er fuldt nu. Vi havde brug for flere. Inge gik over for at forhøre sig. De havde varen, og da vi var færdige med vores drinks, gik vi over for at købe dem.

Vi ville vi spise på Malerische Trinkstube “Zur Höll”, der tilhører vores hotelværter, og som i øvrigt er byens ældste hus.

Vi fandt stedet uden besvær. Jeg checkede hvilket bord, der var reserveret. Fik det byttet til et lysere i et andet rum og der installerede vi os, bestilte vin og øl og asparges med kartofler og bernaise-sauce. Jeg tilvalgte et stykke lammeryg.

Medens vi ventede, lavede vi denne herlige groufie, som hører til en af mine favoritter 
Der var 3 borde i rummet. Ved de 2 andre sad henholdsvis en amerikansk og en japansk familie. Inge filosoferede over, at vi i Tyskland normalt er danskere blandt flest tyskere – her var der ingen af dem 

På hotellet var vores genbo die Franziskanerkirche og da vi åbnede vinduet hørte vi en munk stå i en gruppe mennesker nede på gaden og på engelsk fortælle om et eller andet – muligvis noget om kirkens og byens historie.

Inge havde tidligere skrevet med Alis, nu skrev jeg et gammeldags postkort til Annemie. Et rigtig godt billede Inge her har taget. Lad os bruge det til at slutte denne gode turistrejse-dag med