Søndag.
1/2 år til jul!
Morgenmaden på en afrejsedag er altid anderledes. Man ved at man skal på farten, man spiser lidt mindre, man drikker lidt mindre, man spiser hurtigere – og Inge drikker kaffe i stedet for the 
Medens jeg ordnede formaliteter i forbindelse med afrejsen, samt pakningen af bilen, gik Inge sig en tur. Jeg huskede de 6 flasker vin, som nemt fandt plads i bilen. Jeg havde nemlig i aftes sørget for at netop dette kunne gøres nemt.
Svaler, antager vi, havde haft adgang til garagen og skidt godt på forruden. Det var næsten ikke til at få af. Så foreslog Inge, at jeg benyttede den isskraber fra Europcar, som hun engang havde haft med tilbage fra en rejse. Med sprinklervæske kunne den komme i bund og snart efter var forruden pæn og net igen.
Fra hotellet kørte vi op gennem Sorpetal og forlod dermed dette feriested ad smalle og snoede veje i snævre dale omgivet af skov – helt typisk for egnen – ca. 50 km, hvorefter vi kørte på Autobahn. Trafikken var fin, indtil vi nærmede os Hannover, hvor vejarbejde fjernede 3. vognbane og kostede 1/2 times kø.
Ca. 270 km senere var vi i i det flade landskab omkring Celle.
Efter et par timers kørsel holdt vi på A2 ind på en rastplads ved Brönninghausen. Vi havde sjov af at lave groufies med kaffedrikning. Hvad der ansporede os dertil, har jeg glemt.
Ankom til hotellet i Celle ca. 14:45. Det havde samme navn som et navnkundigt hotel i en navnkundig TV-serie “Sturm der Liebe”
Receptionisten var flink, elevatoren i stykker eller under vedligeholdelse, så bagage måtte op per gå-ben. Det overlod vi til hotellets personale.
Jeg havde søgt på caféer i Celle mht. renommé, og der var Museumscafé højest ratet af caféer i bymidten. Den røde pil peger på hotellets placering, så der er ikke langt til nogen af cafékandidaterne. Vi styrede derfor direkte hen imod Museumscaféen.
Das Celler Schloss kom vi lige forbi, men havde andre prioriteter i dag end at besøge museet der. Men en groufie kunne vi da tage – og nu håbede vi at der snart ville være Kuchen und Kaffee i udsigten.
Vi fandt museumscaféen uden problemer…
…og udsigten var rigtig. Jeg valgte et frit bord. Det var til 6 personer og sammensat af 2 borde. Jeg var ikke snu nok ved vores ankomst at rykke bordene fra hinanden. Det fik følger, for efter et par bidder af kagen var cafélokalet fuldt og et selskab på 4 pensionister spurgte om de måtte sætte sig hos os. Det måtte de naturligvis gerne, men det generede mig lidt. Det er ikke rart at sidde lige overfor en fremmed og spise – og Inge fik sig en bordnabo, hun ikke kendte.
Nu var de ældre tyskere, og de opførte sig tilsvarende høfligt, så på den måde var det ikke generende.
Jeg foreslog denne café blandt de 3 vist på kortet ovenfor, for den lå centrumnært og havde fået bedste bedømmelse i Celle hos Tripadvisor. For os var der dog et “aber dabei”, for jeg spiste ikke min flødeskum, Inge heller ikke sin og hun levnede også af kagen. Ude på gaden havde vi begge en mærkelig fornemmelse i maven og trængte til vin/øl eller Obstler.
Vi er åbenbart meget forvænte, for disse kager var for os meget middelmådige og ganske klart ikke lavet med de kvalitets-ingredienser, vi er vante til at få.
Vi gik rundt i byen for at finde et vinhus der havde åbent, men fandt intet. Kom forbi en af de andre caféer, jeg havde fundet frem – Kiess & Krause hedder den – den så klart bedre og mere rigig ud, end Museumscaféen, hvis kager og ingrediensvalg vores kærlige selv ikke kunne fordøje.
Og så var der ham her, der vil lige igennem døren.
Homme passant la porte (Jean Ipoustéguy).
Mit Hilfe mythischer Zitate versinnbildlicht es das Sterben als bewussten Akt und setzt es in Gegensatz zu einer modernen Erscheinung, dem besinnungslosen Vorwärtshasten, in dem der Mensch vom Tod überrascht wird. Der Kopf eines Hundes weist auf den Höllenhund Cerberos und die Münze in der Hand des Mannes auf den Obolos, das Geldstück, das man dem Fährmann für den Transport über den Styx in das Reich des Totengottes Hades zu übergeben hatte. Wülste am Hinterkopf deuten auf Reste frisch abgeschnittenen Haares; die Gattin des Hades, Persephone, schnitt in der Sage einigen in das Totenreich Eingekehrten die Haare ab.
Geistige Zusammenhänge gewinnen plastische Gestalt: Ipoustéguy gilt als einer der bedeutendsten Vertreter des Neuen Realismus in der Plastik.
Der var meget få vinstuer, og ingen af de åbne så indbydende ud. Og det så ud som om den gamle bys turistorienterede resto-liv var totalt domineret af italienere.
Inge havde (fordi jeg kørte for langt, da jeg ledte efter hotellet) bemærket et skilt med “Thaers Wirtshaus” på hjørnet af Hannoverische Strasse og Westcellertorstrasse.
Der ville vi hen 
På vejen derhen kom vi forbi die Stadtbibliothek bemærkede vi en skulptur. Den hedder “Lecture”.
Ein Besuch der Stadtbibliothek beginnt in Celle nicht erst an der Eingangstür. Auf dem Arno-Schmidt-Platz vor dem Gebäude lädt die Bronzeplastik “Lecture” zum Betreten der Bibliothek und zum Lesen ein. Es ist ein Werk des französischen Künstlers Jean Ipoustéguy.
Wie entspannend es sein kann, sich in ein Buch zu vertiefen, zeigt das lesende Mädchen vor der Bibliothek: Es sitzt mit übergeschlagenen Beinen, eine Hand hält das Buch, die andere krault eine Katze, die sich auf ihrem Schoß niedergelassen hat. Wie häufig in der Formensprache dieses Künstlers vermischen sich vertraute mit unbekannten Dimensionen. So ist das lesende Mädchen verschmolzen und durchdrungen von einem Rahmen, der sich in großzügig geöffnete Lamellen auffächert. Bei Sonnenschein sorgen diese für einen reizvollen Licht-Schatten-Effekt. Hier liegt der Vergleich zu aufgeschlagenen Buchseiten und zu den Horizonten, die die Lektüre öffnen kann, nahe.
Thaers Wirtshaus var der lys i – vi gik ind.
Ude ved fortovet var der ophængt en Kunstautomat
Aus den Kunstautomaten kann man kleine Kunstüberraschungen in Form von z.B. kleinen Bildern, Objekten, Zeichnungen aus vielfältigen Materialien erwerben.
Klein und originell sind die Kunstbotschaften, die auf dem Weg zur Freundin als Liebesbotschaft, zum Geburtstag als Geschenk, zum Treffen als Mitbringsel oder einfach als Sammelobjekt für sich funktionieren.
In jedem gezogenen Kunstwerk liegt ein Beipackzettel, der einen kleinen Einblick in das Leben und Werk des Künstlers gibt.
So bekommt der Käufer den preiswertesten Zugang zur Vielfältigkeit der Kunst in Deutschland und Europa.
Vi bænkede os ved et strategisk godt bord, hvor der var godt udsyn ud i lokalet og ud på vejen. Vin til Inge, Thaers Bräu til mig.
Bag os var en halvstor TV-skærm i færd med at vise VM-kampen mellem Japan og Senegal. Også en grund til at vende os den anden vej
Jeg rejste i dag i mine nye Toronto Blue Jays strømper, som jeg har fået af Roland og Katy. Nu er de gået til
Vi spiste i restauranten, der befandt sig klods op ad hotellet. Den var italiensk i indhold, men tysk i serveringen.
Da vi kom og så os om, spurgte vi om vi kunne få et 4-personers bord henne ved bagvæggen. Der var der godt lys og vi kunne sidde ved siden af hinanden og holde i hånd og hviske “Jeg elsker dig” til hinanden 
Jeg tippede tjeneren godt.
Jeg var overrasket over, at dip’en til brødet og oliven serveredes i noget der til forveksling lignede konservesdåser. Men den smagte godt.
Så kom der en hilsen fra køkkenet. I glasset en smoothie af grønne ærter og på fadet Buchenpilzen på sprødt tyndt brød. Smagte dejligt. Fin lille overraskelse.
Som hovedret bestilte vi spaghetti med forårsløg og hvide italienske trøfler. Dejligt – og meget mættende.
Vi havde vores øl og vin (resterne) med op på værelset – og jeg var ned og op et par gange mellem værelset og garagen
På billedet sidder jeg og skriver i et lille hæfte. Jeg skriver sandsynligvis på denne lille oplevelse:
“På vej fra garagen med vine kom jeg ved et tilfælde til at gå midt i en samtale mellem et ældre ægtepar. Han raskede på med ballerne strammet og stive skridt foran mig og bag mig kom konen der forsøgte at forklare manden noget. “Ich muss aufs Klo!” gentog han hele tiden., Heldigvis for ham havde de et værelse i stueetagen og han kunne derfor snart forsvinde ind i et værelse. Konen talte stadigvækk. Jeg gik op ad trappen…”