Et morgenfoto kom fra Roland, med ham som fladbrødsbagermester. I hånden holder han fødselsdagsgaven fra Katy – en rigtig mandegave. Ja, hans tipoldefar ville have syntes om det skæg
Her til morgen spiser vi i gourmetrestarurantens lokale, fordi vi ikke er ret mange gæster tilbage. Derudover er det sidste morgen inden hotellet lukker ned for nogle uger, hvor der skal gennemføres nødvendige arbejder og hvor nogle værelser skal renoveres. For nogle dage siden erfarede vi, at en hel fløj skal renoveres i løbet af året, så det bliver spændende at se om det omfatter vores favoritværelse.
Solskin! At gå tur i, og at pakke bil i
Rigtigt gættet. Inge gik tur og jeg pakkede bil og ordnede de sidste formaliteter i receptionen.
Vi forlod hotellet ved 10-tiden og besøgte genbrugsbutikker undervejs i Ålbæk, Frederikshavn, Hjørring og Brønderslev – hvorefter vi kørte resten af vejen over Vejlerne. Det obligatoriske holdt her forsømte vi ikke. Det besøg er en naturlig nødvendighed
Med den lave sol og de våde veje, var solbrillerne udfordret til det yderste på turen sydpå fra Thisted. Undervejs fik vi lyttet bogen “Lejemorderens rengøringsmanual” eller “Lejemorderens guide til et smukt hjem” (der er 2 forskellige titler til hhv. e-bogen og e-oplæsningen. Den endte lidt som skulle den være en cliff-hanger og når jeg nu har hørt den til ende, mener jeg, at bogtitlen ikke er heldigt valgt. Men måske er der noget, som jeg ikke forstår – sådan er det jo ofte
Jule/Nytårs-ferien sluttede vi derhjemme med at åbne en af gaverne fra Katy og Roland. Det var den, der var forudset til at måtte åbnes 24. december, og det var en herlig gave: instruktioner i, hvordan nespressos komponeres, trykt på hvidt bomuld. Meget fin, og jeg er sikker på, at Tufte ville være ganske tilfreds med det
Den anden gave åbner vi i morgen. Den var nemlig forudset til at måtte åbnes den 25. december. Og på den måde ville vi have fejret både dansk og engelsk jul.
Og med den sidste ferieproduktion – sælhunden, der ser ud som den kommer op af et æg i stedet for at se helt anderledes ud og komme op af et hul i isen – runder jeg rejsebloggen af for denne gang. En dejlig afveksling fra det stressede pensionistliv havde dagene på toppen af Danmark været og vi glæder os til næste besøg deroppe.