27. juni 2017

Det var, hvad vi vågnede op til 

Süddeutsche Zeitungs læsere vågnede op til dette billede af Donald T. som underskriver et dokument vedr. indrejseforbud. Man kan ikke sige, at han har en lille gnidret underskrift – den fylder næsten en A4 side alene 

Die Welt viste læserne, hvordan der ser ud i mødelokalet i Downing Street No. 10, når engelske Mrs. May mødes med skotske Mrs. Foster  Gad vide, hvad de små bakker er til, som står på bordet foran hver plads. Til kuglepenne?

Inden vi forlod hotelværelset, gjorde Inge mig opmærksom på den smarte måde, hvorpå der var lavet en kombination af vægbeskyttele og ryglæn på kuffertbænken. En idé vi måske selv kan benytte derhjemme i entréen 
Der var ca. 15 minutters gang til terminalen, så vi behøvede noget at transportere kufferterne på. Medens jeg afregnede med hotellet, gik Inge ud for at finde en trolley, så hun hørte ikke, at man tilbød os at transportere os og bagageb derhen i hotellets limo. Så trolleyen blev der ikke brug for, men hun fik nogle ekstra skridt på plageånden.

Pudsigt at være i en Air France/KLM lounge, hvor de franske tidskrifter og aviser dominerede. Det var en lille lounge, men vi var ganske få passager denne morgen, så det gik udmærket.

KLM holdt parkeret, så det lignede en planlagt afgang…

… hvilket det også blev, for 11:50 rullede vi ud og snart efter gik det fremad og opad – op til “oven over alting” hvor mors sol altid skinner 

To timer senere kunne jeg fortsætte min læsning i Shipol. Magisk…

Nej, det er ikke mig, der sidder der – jeg er fotografen, og vi kender ham ikke. Billedet blev taget, fordi vi bemærkede, at KLM annoncerede på væggen, at firmaet nu også fløj til Dresden og Valencia. Så billedet er bare en lille praktisk huskeseddel 

Vi havde god tid undervejs, så det var først lidt over 5, at vi fløj op langs de Frisiske Øer. Her Sylt med Hindenburg-dæmningen til fastlandet.

Dette ligner i kvalitet et spionfoto fra 1950’erne, men det viser Fanø og endnu vigtigere: Skallingen lige nordfor. Som en spøg forsikrer vi Charlotte om, at vi holder øje med hendes sommerhus på halvøen, og plejer at rapportere, at det er tilfældet, selv om vi ikke har mange pixels at gøre med 

Jeg husker ikke før at have taget en så stor sight-seeing-bue omkring Billund for at få en indflyvningsvinkel mod sydvest. Men vi fik blandt andet dette vue over Vejle Fjord.

Og minsandten om ikke Danmarks arvegods i form af Jellingehøjene også kom ind i billedet. Jeg havde ikke tidligere bemærket den hvide stensætning i form af et skib, der på en måde bærer begge høje og kirkegårdene  Det var da meget sjovt, at vi på den måde fik lidt turisme ud af flyveturen.

Og så var vi der – i Billund, hvor taxi’en ventede.

På brovingen kunne vi konstatere, at arbejdet med at bringe by og havn tættere sammen stadig var i fuld gang – og at byen ellers lignede sig selv.

De lyse nætter var her for fuld kraft. Klokken 21:41 så der sådan ud – og med det stopper denne rejseblog.

 

This entry was posted in DK-D-A-I juni 2017. Bookmark the permalink.