Rejsen startede med gøre Inges veltjente 3-kuffert konstellation rejseklar. Disse 2 til bagagebåndet…
… og den lille til kabinen. Denne gang kørte vi i egen bil til Billund, hvor jeg havde reserveret plads i Parkeringshuset lige over for terminalen. Da vi kom dertil, viste et skilt ved indgangen, at alt var optaget! Jeg var dog informeret på forhånd om, at det kunne være tilfældet, og at jeg kunne være helt rolig, for min reservation var indregnet i belægningsberegningen – så vi kørte ind og fandt en fin plads 
Vi kom afsted til tiden og vejret var så fint, at vi kunne kigge ned på den nordlige afslutning af Vadehavet. Dette billede er et udklip af et foto jeg tog over Fanø, Esbjerg og Skallingen. Jeg lavede det som lille vits til Charlotte som dokumentation for, at jeg alt lignede sig selv nede på Skallingen, hvor hun har sit sommerhus.
Ait komme ud af Schengenområdet i Schipol tog en farlig tid. En paskontrollør var under oplæring og ekstra omhyggelig med lup og negle (han skrabede i hjørnet af passets billedside) og checkede ofte noget med sin bisiddende lærer. Da vi endelig var igennem og havde fundet os et passende bord, skænkede jeg mig en fadøl og satte mig til rette for at checke mail og tage mig af min krydsogtværs. Som en rigtig pensionist. Så fortalte Inge, at hun havde bemærket en anden passager vende sit glas om og trykkede det ned på en korsformet indretning. Det havde jeg ikke bemærket før her i loungen og vi måtte absolut kigge nærmere på den tingest.
Inge trykkede et glas ned på korset og jeg fotograferede. Glasset blev spulet med vand – og hvorfor mon man har sådan en indretning? Kunne det svare til at bartendere på værtshuse med fadølsskænkning ofte skyller glasset, inden de hælder øl i glasset? Dæmper det øllets trang til at skumme?
I næste fly afsluttede vi det krævende pensionistarbejde med at løse Weekendavisens Dobbeltkryds. Normalt starter jeg på dobbeltkrydsen, medens Inge begynder på avisens egentlige krydsogtværs. Jeg løber altid ind i næsten uløselige problemer, men når så Inge får kigget med, får vi tilsammen hold på denne ugentlige udfordring – næsten altid!
Jeg sad og holdt øje med, om der måske blev en mulighed for at fotografere Whaley Bridge oppefra og spotte Roland og Katy’s store soldæk 
Men det var ikke tilfældet. Flyet holdt sig over The Peak District og drejede på grund af østenvinden ind over Bolton nord for Manchester…
…for senere at kunne lande i østlig retning. Det gav en fin udsigt over River Mersey og videre ned mod Wales.
I Manchester kørte en af vores kufferter rundt på bagagebåndet, da vi kom ned i ankomsthallen. Var den mon kommet med et tidligere fly, eller var den stuvet af vejen på en måde, så den straks kom på båndet og nåede frem før os? Derefter fik vi skridt på aktivitetsmåleren, for der var 10-15 min gang fra T3, via T1 og hen til hotellet. Bemærk, at jeg ikke står på det rullende fortov.
Udsigten skuffede ikke på det hotelværelse vi fik denne gang – vi havde set den før fra etagen nedenunder.
“It’s always 5 o’clock somewhere” og det passede fint med at vi indfandt os i salonen på hoteletagen. Det var for sent til at få noget nævneværdigt ud af at køre ind i byen, så vi kunne lige så godt blive her og slappe af – så det var det, vi gjorde
Jeg faldt ind i stilen udtrykt af de tilstedeværende mænd – og drak mexikansk øl af flasken…
….og det endda med en lille halv skive grøn lime trykket ned i den
Vi hyggede os med soduko og de medbragte krydogtværs’er, engelske aviser, mexikansk øl, sydafrikansk vin og små canapéer, der kom i en lind strøm fra køkkenet. Det var lige til at klare og imens fungerede lufthavnen uden at vi blandede os i det.