07:26 så morgenen over Sverige sådan ud. Lidt senere vil den komme her til København.
07:39 tog jeg dette billede fra hjørnet af Toldbodgade og Sankt Annæ Plads. Jeg var på vej til Emmerys for at hente morgenmad. Morgenlyset, som det blev sluset ind ad gaden fra havnen, var overnaturligt…
Der var ikke en kunde i butikken, da jeg kom…
…men varerne havde de, så jeg kunne kombinere en morgenmad med yoghurt, hvedestykker med ost, croissant, powerjuices og kaffe. Hvorfor morgen-picnic’er vi? Jo, i hotelprisen var denne gang ikke morgenmad, så vi tænkte, at vi kunne få lidt variation ind i billedet ved at spise morgenmad forskellige steder, eller som her hente en petit déjeuner et eller andet sted. Vi kunne ikke engang spise op – så der var også til pumpeholdet 🙂
Kort efter åbningstid stod vi i Illums Bolighus på Amagertorv. Vi skulle bla. kigge på lamper, bestik, kort og gaver her.
Husets juledekoration set fra oven.
Vi var også på jagt efter kort til julegaverne til Roland og Katy. I England skal der helst være et kort med gaven. Kortet læses før der pakkes op, for det fortæller motivationen for gaven og giver måske et lille clue til, hvad der kunne være i pakken. Med det, vi har tænkt på til de to, var vi noget udfordrede. Her oppe hos Arnold Busk købte vi kort til alle de andre, det var ikke så svært, men til England havde vi stadig ikke en løsning.
I bunden af Købmagergade kom vi (igen) forbi Petitgas – og det blev til en cap fra svenske Vigens, fremstillet i en dejlig italiensk uld. Kalibermæssigt skulle den være lettere end min vintercap med øreklapper og sværere end min Stetson sommercap, og farvemæssigt skulle den passe til det tøj jeg stod i her i butikken. Det tog ham ikke lang tid at finde den frem, som jeg endte med at købe 🙂
Han mente, at jeg skulle have den på med det samme. Det mente jeg ikke, for så koldt var det jo ikke, så jeg fik den i en pose. Inge har senere belært mig om, at det behøver ikke at være møjvejr, for at man har en cap på 🙂
Som i et adventuregame måtte vi et sted hen for at tanke stamina. Det blev i Smushi Café på Amagertorv. En hindbærsnitte og en kop te var, hvad Inge havde brug for. Jeg snuppede en Humlefryd-øl og ventede tålmodigt på mine 2 smushi’er…
…som kom 20 minutter senere – usædvanligt lang tid for caféen. Men de smagte godt. Til venstre æbleflæsk med rødkål, til højre medisterpølse på grønlangkål. Klassiske danske juleretter, som jeg her kunne nøjes med at spise i småbidder.
…og så gik det videre til Magasin. Et af punkterne på indkøbslisten var bestik fra WMF. Der var flere forskellige sæt, alle nedsatte i pris, tror jeg, men der blev ikke taget nogen beslutning denne gang. Et af de åbne spørgsmål til de forskellige sæt var, på hvilken måde de var behandlet – og det fik vi ikke svar på.
Og så hen i lampeafdelingen…
16:15 måtte vi have noget mere stamina og begav os hen til Hafnia Bar…
…hvor vi bestilte en juice af en slags. Jeg tror, at det blev til 2 stk. POWER BOOM, bestående af æble, blåbær, citron & gojibær – og så fik den et skud ingefær oveni! Den smagte godt og var meget intens. En rigitg “potion”, som det hed i Roland og Inges adventure games
Og vi shoppede videre, sandsynligvis efter en taske til mig på Illums øvre etager og så endte det med, at den næste hvilepause faldt, da vi var ud for Ravage på Kongens Nytorv. Denne gang var det ikke ugæret frugtsaft, vi havde brug for.
Tilbage på hotellet var vi stadigvæk uden ny mandetaske, så Inge foreslog, at jeg – som morbror Jørgen – kunne bruge en Matas-pose som håndtaske. Den brugte han, fordi han dermed mente, at en lomme/taske-tyv ikke ville tænke på, at en så ussel pose kunne indeholde noget, der var værd at stjæle
20:09 tog Inge dette billede. Vi havde picnic’et på værelset med sandwiches fra Meyer, som vi ikke var helt tilfredse med. Vinen fra Løgismose fejlede derimod ikke noget
Dagens godnatbillede.