07:30 – altså før morgenmad – bragte vi første læs af bagage til bilen. Vi skulle nemlig videre i dag.
Efter en relativt hurtig morgenmad var Inge ude at gå tur med aktivitetsmåleren, medens jeg hentede bilen hen på Marktplatz foran hotellet og pakkede resten. Hun stødte på dette mindesmærke med “Germania” på toppen, rejst i 1895 af borgere i Oberwesel til minde om deltagerne og ofrene i krigene i 1866 (den preussisk-østrigske krig) og 1870-71 (den preussisk-franske krig).
Og denne lille kuriositet: et blomsterbed, der gjorde opmærksom på, at det var et blomsterbed – og ikke et hundepissoir 
Og så gik det opad til haven bag das Minoritenkloster. Hvor det i går morges var diset over floden, var der nu fin sigtbarhed.
…ligeledes mod nord.
Og nedgangen til byen var også meget bedre belyst nu. I går var den nærmest mistænkeligt skummel.
Vi havde 500 km at køre, så vi skulle ikke vente alt for længe med at komme afsted. Det gjorde vi heller ikke. Jeg var færdig med at pakke nogenlunde på det tidspunkt, da Inge kom tilbage, og så kørte vi sydpå langs Rhinen.
Efter at have været 3:30 timer undervejs så Inge en afviser til Klosterkirche Oberelchingen – der svingede vi ind – dels for at se kirken, dels for at holde hvil og spise de Brötchen vi havde med fra hotellet. Der lå madposer til frit brug, så vi kunne tage det med 0s, som vi ikke fik spist. Der var nemlig ikke ta’-selv-morgenmads-buffet, men gammeldags individuel servering til hvert bord. Vi var ca. 5 km nordøst for Ulm.
I 1600-tallet havde klosteret en mere vægtig fremtoning en tilfældet er idag, hvor stort set kun kirken består…
Die Klosterkirche St. Peter und Paul wurde 1142 errichtet als 60 Meter lange, dreischiffige romanische Basilika. Bei einem Brand im Jahr 1773 wurde der östliche Teil der Klosterkirche ein Raub der Flammen, der Turm stürzte ein. Der Wiederaufbau der Kirche 1773 bis 1784 unter Abt Robert I. Koch fiel in die Zeit, als sich der Baustil änderte. So ist der Chor im Stil des Rokoko, das Langhaus dagegen frühklassizistisch ausgestaltet.
Die Doppeltürme konnten nicht mehr vollendet werden, da das Kloster 1802 im Zuge der Säkularisation aufgelöst wurde und zu Bayern kam. Bis 1840 wurde fast die gesamte Klosteranlage abgebrochen. Außer der Kirche stehen heute nur noch die Klostermauer und das Westtor (Martinstor).
Kirken var prægtig! Lang og lys og stort set kun dekoreret i hvidt og guld.
Fast das gesamte Mauerwerk der Klosterkirche stammt noch aus der Gründerzeit. Die Maße der Kirche betragen 60 m Länge, 20 m Breite und 18 m Höhe. Als ursprünglicher Grundriss wurde das Kreuz gewählt.
Den Raumeindruck bestimmt der gewaltige Aufbau des Hochaltars. Er wurde von ]ohann Michael Fischer aus Dillingen gestaltet, der im Wesentlichen für die Ausstattung der Kirche verantwortlich war. Drei Stufen führen zum Altartisch, der einem Sarkophag ähnlich gestaltet ist. Sechs große korinthische Säulen ragen in die Höhe und Umrahmen das große Altarbild. Das Motiv dieses Bildes ist der Offenbarung des Johannes entnommen. Es ist ein Meisterwerk von Januarius Zick (1785).
Dekorationen var gennemført, så selv i loftet og omkring orgelet manglede der ikke ornamentering eller billedmæssig udsmykning.
Wahre Meisterschaft verraten die Deckenfresken, die Januarius Zick 1782/83 schuf. Der große Künstler nimmt die Prägung der Wallfahrtskirche auf und setzt in den Fresken des Hauptschiffes den Sieben Schmerzen, fünf Freuden Mariens entgegen.
Jeg havde ikke før hørt om Marias 7 smerter, før jeg læste at denne kirke valfartsmæssigt er viet til netop Marias 7 smerter, som er:
Simeons profeti til den gravide Maria om de prøvelser, som hendes barn skal gennemgå (Matthæus 2,13), Jesu forsvinden i Jerusalem (Lukas 2,43-45), Maria’s møde med Jesus, mens han bærer korset på vej til Golgatha, Korsfæstelsen (Johannes 19,25), Nedtagelsen af korset (Matthæus 27,57-59), og Jesu begravelse (Johannes 19,40-42).
Og i den sammenhæng er jeg her bagefter ked af, at jeg ikke fik fotograferet statuen “Das Gnadenbild der Schmerzensmutter Maria”, hvor hun iført kostbart klæde er gennemboret af 7 sværd. Dramatisk!
Vi bemærkede, at også i denne kirke var der et ur integreret i dekorationen. Præster havde for vane at glemme tiden, når de spandt sig ud i lange prædikener, og det var menigheden ikke tjent med. Som uret her sad i buen indtil højalteret, kan det ses fra prædikestolen – og fra bænkene, som menigheden sidder på 
Hvad vi sjældent ser – hvis ikke dette er første gang for os – er et påklædt skelet af en gejstlig, lagt i en gennemsigtig prægtigt dekoreret sarkofag, som er integreret i et alter. Her drejer det sig om klosterets grundlægger:
Der Altar des hl. Benedikt im südlichen Seitenschiff zeigt den Ordensgründer als ganz in Gold gefasste Gestalt, umgeben von einem Chor der Engel, die Zeichen des Heiligen tragen: Abtsstab, Kelch, Palmzweig und Siegeskranz. Ihm zur Seite stehen zwei seiner Getreuen Maurus (li.) und Placidus.
Der er endnu sådan et alter, og hovedpersonen er her martyren, den hellige Claudius. Her ses, at skelettet er kunstfærdigt stivet af på en måde, der får det til at virke “levende” og martyren vinker ud til beskueren.
Det var også nyt at se den genopstandne Kristus med et hjerte-ædelstens-lignende symbol i stråleglans lige under halsen.
I kirke var der også denne mindetavle for de af sognets mænd, der blev dræbt under den 2. verdenskrig. Der var 38.
Nu krig kom på tale, så er kirkens historie også knyttet til Napoleonskrigene, fordi:
Am 14. Oktober 1805 fand auf den Feldern unmittelbar nördlich der Klosteranlage die Schlacht von Elchingen statt, bei der im Rahmen des Dritten Koalitionskrieges die Armeen Frankreichs und Österreichs aufeinandertrafen. Sie war das größte Gefecht der Schlacht von Ulm, welche den Koalitionskrieg praktisch zugunsten Napoleons entschied. Am Abend dieses Tages nahm Napoleon in den Gebäuden des Klosters Elchingen Quartier.
Napoleon drog videre med sin hær til Austerlitz. Havde jeg kendt til dette lille bitte afsnit af historien, havde jeg helt sikkert fotograferet kirken oppe fra landevejen, og samtidig forestillet mig, hvordan denne dramatiske begivenhed havde udspillet sig.
På vej ud af kirken bemærkede den altid observante Inge dette pilgrimsstempel. Vi fandt et postkort frem og fik det stemplet. På den måde kunne den gamle dame i Aabenraa få en direkte hilsen herfra.
Ude i klosterhaven satte vi os med vores Brötchen medbragt fra Oberwesel. Jeg havde taget pølse på min (Inge ost på sin) og den var udmærket, så vi fik da noget godt ud af bageren på Marktplatz, da det jo nok var ham, der havde leverancen til hotellet.
Nedenfor, hvor vi spiste, var en have med skulpturer, hvis formsprog jeg godt kunne lide – enkelt og udtryksfuldt!
2:30 timer senere var vi – efter en lille tur gennem Østrig – kommet frem til Grainau. 500.5 km havde vi tilbagelagt og dermed overskredet den nominelle etapelængde med kun 500 meter
Og vi var kravlet opad og nedad nogle gange, mest opad – allerhøjest til 1122 meter – og landede på 763 meter i Grainau.
Vi checkede ind, noterede os sengeredningen, og bemærkede hjertet på tæppet…
…som introducerede Hotel Waxenstein 
16:30 var kaffen serveret! Hotellet har navn efter en af bjergtoppene i udsigten.
18:45 var køkkenets hilsen foran os. Vin havde vi med fra kaminstuen – og jeg undrer mig over at se mig selv kigge på mobiltelefonen istedet for på min kønne kone 
Der må bestemt være en forklaring.
Forretten ser her delikat ud, det var den også, en salat med vagtelæg…
Suppen også velsmagende- Bergkäse + Sahne + Brühe.
Som hovedret valgte vi Fjordforelle + Rettich + Sesam + Pilawreis. Udmærket og vinen gik stadig godt til retterne og vi lærte at Fjordforelle ikke er det samme som laks, selv om det ser sådan ud.
Desserten: Schokolade + Birne + Rosmarin – også udmærket. Jeg strækker mig lidt i stolen – så stor er desserten heller ikke
20:00 tog vi det første udsigtsbillede fra balkonen. De 2 lys er oppe fra toppen af Zugspitze, altså ca 2960 meter over havet og en højdeforskel fra hvor vi stod på ca. 2200 meter!
Godnatbilledet blev udsigten over terrassen, hvor vi havde drukket kaffe efter vores ankomst i eftermiddag, med Grainaus lys i baggrunden.