06:15. Münster Sankt-Georg havde vi tilbragt natten med – men den bimlede ikke hele tiden. Der var en Ruhepause fra omkring klokke 22:00 til 06:00
07:00 var der kommet lidt mere lys på bybilledet, og det var ved at være tid til morgenmad.
…gik forbi dagens avis. Man beskæftiger sig igen, igen, med VW-skandalen, som rækker langt ud over firmaet selv, og forbundsregeringen er ifølge forsiden her nervøs for, hvor vidtrækkende skandalen vil påvirke tysk eksport.
Inge havde i nattens løb bemærket, at der ved siden af sengen var et lille vindue, der tillod et blik ned på Ledermarkt til Sankt Paulskirche. Gad vidst hvornår det er lavet, og hvad motivationen var, når nogenlunde samme udsigt er mulig fra de almindelige vinduer 
08:15 var Inge på tur med sin aktivitetsmåler, medens jeg pakkede bilen. Fin idé, for så fik hun indhentet en lille smule af den turisme hun ikke fik i går. Her er hun omme i Ledermarkt med Wörnitztor fremme foran ved bymuren.
Og på vej derhen kom hun forbi Löwenbrunnen på Altrathausplatz.
Videre ad Spitalstrasse langs bymuren fra 1372.
Og undervejs et hurtigt kig til venstre ad Kirchöflein. I baggrunden ses vores “genbo”: tårnet på Münster Sankt-Georg.
Videre ad Spitalstrasse…
…og kom forbi et lille hus med en model af sig selv på ydermuren
…og endte på Dr. Martin Luther Strasse. Her tog hun dette billede mod Rothenburger Tor.
Den altid observante Inge bemærkede beskrevne brosten. De er dog ikke “Stolpersteine” til minde om jøder dræbt i koncentrationslejre. Måske tidligere beboere eller måske snarere nuværende beboere, der har givet en skilling eller to til restaureringen af kirken Münster Sankt-Georg skråt overfor hotellet
Hun fortsatte ned forbi vores hotel og på hjørnet af Marktplatz og Segringer Strasse tiltrak Stadtsbibliotheket hendes interessen. Gustaf-Adolf Haus hedder det.
Das Gustav-Adolf-Haus ist benannt nach dem schwedischen Offizier, der in diesem Gebäude einige Tage verbrachte. Es handelte sich dabei um die frühere Ratstrinkstube, aus dessen Fenster man die Ratsbeschlüsse einfach herausschrie. Das Haus ist sehr schief gebaut, was vor allem an den Fenstern erkennbar ist. In der Renaissance wurde Giebel und Fenster renoviert sowie die farbigen, in der Sonne wunderbar schillernden Dachziegel angebracht. Heute befindet sich der Touristik-Service und die Städtische Bücherei in den historischen Gemäuern.
Byens turist-service skriver følgende om Segringer Tor, som Inge her ser henne for enden af Segringer Strasse:
1648 bei der schwedischen Belagerung beschädigt und später eingestürzt, wurde der Turm 1655 vom italienischen Baumeister Antonio Don im Barockstil wieder aufgebaut. Die anschließende Stadtmauer sicherte im weiteren Verlauf mit zahlreichen Wehrtürmen die Südwestflanke der Stadt. In der Tordurchfahrt führt eine Treppe in den Stadtgraben.
Die breite Segringer Straße gibt einen reizvollen Blick über die Altstadt und ihre Dachlandschaft frei. Maler entdeckten bereits um 1890 das Städtchen für ihre Motive, Dinkelsbühl wurde zur Sommerfrische für Münchener und Berliner Künstler.
Og her venter en leverance tilsyneladende på, at boghandleren kommer og åbner butikken. Ja, det skulle man tro, men her kan man døgnet rundt hente sig en bog for 1 Euro stykket! Der var mange forskellige genre at vælge imellem. Om boghandleren slår en parasol op, når det er “fugtigt” vejr, vides ikke, men mon ikke….
Forbi die Stadtverwaltung kom Inge også. Om bygningen skriver turist-servicen:
1733 als Privathaus für den Posthalter, Senator und späteren Bürgermeister Bauer gebaut. Seit 1855 Gebäude der Stadtverwaltung. Spruchband mit Zitat aus dem so genannten “Richtungsbrief” von 1387, der die Zünfte am Stadtregiment beteiligte. Im gegenüberliegenden ehemaligen Gasthaus “3 Mohren” speiste am 4. November 1797 Johann Wolfgang von Goethe auf seiner Reise nach Nürnberg.
Jeg gætter på, at hun dernæst gik østpå ad Lange Gasse…
…for derefter at gå op ad Turmstrasse. Og her har vi Münster Sankt-Georg igen.
Inges morgenrunde med aktivitetsmåleren er slut 08:45, og billederne derfra understreger vigtigheden af også at have god tid til turisme, når man er på rejse. Pilen peger på det lille vindue, som Inge bemærkede indefra
Medens Inge havde været på gåtur pakkede jeg bilen. Hotellet bragt bilen tilbage fra garagen, vist nok allerede ved 7-tiden, så det var ikke noget problem med. Vores genbo-kirke hold dørene lukkede, så et besøg derinde var desværre ikke muligt. Derfor stod vi allerede 09:00 (åbningstid) ved en boghandel for at købe postkort…
…og begav os på vej nordpå. Klokken 11 tankede vi diesel. Vejret var ikke længere højt sommervejr, men det ville også være utaknemmeligt at forlange det efter de mange strålende dage, vi har haft undervejs.
Omkring 11:30 var der et eller andet, der inspirerede til at forlade A7/E45 ved frakørsel 97 og køre til Hammelburg. Måske at vi på et skilt ude på motorvejen læste, at Hammelburg er den ældste vinby i Franken 
Vi standsede på markedspladsen, men den var så uinspirerende, at vi bare stod ud og tog et par billeder – gjorde ikke yderligere forsøg på at finde en god Café eller et Konditorei – og fortsatte nordpå ad vej 2291 til vi kom på motorvejen igen ved tilkørsel 96.
12:40 kørte vi ind i die Tiefgarage under “Hotel Goldener Karpfen” i Fulda. Hotellet er kendt for sine finurligheder, og de startede allerede med Gøg og Gokke i garagen
Vi havde kørt 223 km og været 3:25 undervejs.
Jeg er overrasket over de højdeforskelle vi oplevede på køreturen i dag. Den forskel på 360 meter mellem bakke og dal havde jeg ikke bemærket. Det første “lavpunkt” var da vi kørte langs floden Main ved Marktbreit, og det andet var da vi kørte over floden Saale ved Hammelburg. Der nåede vi ned på 178 m.
Aftalen med en af de 2 ejerinder af hotellet var, at vi bare skulle komme, så ville der være flere “Design-Stil”-værelser at vælge imellem.
Jeg valgte Hollywood Suiten med “Rock & Roll – Elvis Presley”-stilen
Som sagt er der mange finurligheder på hotellet. Inge lagde mærke til denne lille – potentielt dramatiske – morsomhed
Og hun lagde ogå mærke til Abtei St. Maria, da vi undervejs for at finde domkirken Dom zu Fulda gik igennem Nonnengasse. Den slags skilte var der ved de bygninger i Fulda, som byen havde noget at fortælle om. Tilpas diskrete men også “nemme” at lægge mærke til.
Vi kiggede indenfor i klosterkirken…
…og bemærkede de fornemme træsnit på den side af kirken, der var bedst oplyst af dagslyset. Maria i midten er royalt udstyret med krone og stjerneglorie.
Hovedalteret var meget moderne, og det var også tilfældet med dette lille sidealter til højre for trappen, der førte op til hovedalteret. Meget sympatisk.
Usædvanligt var også dette kruxifix, hvor korset er som et Y.
Videre ned ad Schlossstrasse og hen forbi Stadtschloss. Byens website skriver bla.:
Den glanzvollen Mittelpunkt unter den profanen Bauwerken bildet das Stadtschloss, die Residenz der Fuldaer Fürstäbte und Fürstbischöfe.
Das heutige barocke Schloss wurde als Vierflügelanlage mit zwei Seitenflügeln, die einen Ehrenhof einfassen, in den Jahren 1708-1714 erweitert. Der Baumeister der Schlossanlage, die auf den Vorgängerbauten entstand, war Johann Dientzenhofer, der auch den barocken Dom erbaute. Sein Auftraggeber war Fürstabt Adalbert von Schleiffras.
Og så var vi ved domkirken – og Sankt Michaels Kirche lidt i baggrunden til højre. 2 klenodier i verdensklasse så tæt sammen!
Selv i gråvejret var det et bygningsværk, der gjorde indtryk. Her ser vi domkirken fra Michaelsberg, for vi ville se den “lille” kirke først.
Jeg var virkelig spændt på at se kirken…
…og blev ikke skuffet! Som jeg sagde til Inge, så mindede den mig om et af de computerspil, som hun og Roland spillede tilbage i første halvdel af 1990’erne. Det foregik i omegnen af Carcasonne i Sydfrankrig
Om kirken skriver wikipedia:
Die Michaelskirche in Fulda wurde im vorromanischen, karolingischem Baustil im Auftrag von Abt Eigil in den Jahren 820 bis 822 erbaut. Sie gilt als der älteste Nachbau der Grabeskirche in Deutschland und zählt zu den bedeutendsten mittelalterlichen Sakralbauten Deutschlands. Sie diente als Totenkapelle des 744 gegründeten Klosters Fulda, eines der führenden kulturellen Zentren des frühen Mittelalters[1] und als Grablege ihres Erbauers Eigil.
Ihre Bedeutung beruht auch auf dem Umstand, dass sich in der Vita Abt Eigils des Fuldaer Mönchs Brun Candidus eine zeitgenössische Deutung der Bausymbolikerhalten hat, die sich ausdrücklich auf Rabanus Maurus beruft.
Et kig opad.
I dette gamle gudshus fandt vi helt moderne inventar, som dette relikvieskrin.
Dette dramatiske alterbillede, var jo meget levende, hvis man kan sige det om 2 døde…
Igen var det Inge, som bemærkede, at der også her var et pilgrimsstempel at få. Vi købte et postkort og sender et stempel med.
Vi forlod St. Michaelskirche og gik hen i domkirken. Wikipedia fortæller:
Der Dom St. Salvator zu Fulda (Hoher Dom zu Fulda) ist die Kathedralkirche des Bistums Fulda und als Grabeskirche des heiligen Bonifatius Ziel der Bonifatiuswallfahrt. Er stellt den Mittelpunkt des Fuldaer Barockviertels dar und ist zugleich das Wahrzeichen der Stadt Fulda. Unter Fürstabt Adalbert von Schleifras wurde er 1704–1712 von Johann Dientzenhofer als dreischiffige Basilika errichtet und am 15. August 1712 auf das Patrozinium Christus Salvator geweiht. Der Dom diente zunächst als Abteikirche des Klosters Fulda und wurde 1752 Kathedrale des Fürstbistums.
Inge bemærkede disse 4 “treenigheds-hænder” i gulvet. Sandsynligvis med symbolsk betydning, som jeg ikke har kunnet finde information om…
Om højalteret:
Der Bildhauer Johann Neudecker und der Stukkator Giovanni Battista Artari haben gemeinsam das Bildwerk geschaffen. Am 15. August 1712 weihte Fürstabt Adalbert von Schleifras den Hochaltar zu Ehren der in den Himmel aufgenommenen Gottesmutter Maria, die von der Dreifaltigkeit empfangen wird. Der als Baldachin gebildete Hochaltar gibt den Blick auf den langgestreckten Mönchschor frei.
Sådanne gravepitafier minder mig om illustrationerne i en gammel Eventyrbog, vi som børn fik læst op fra. Rent gys for en lille dreng – også for en stor dreng 
Bemærk at skelettet holder en fjerpen i hånden…
Et andet af slagsen viser en afdød biskop løfte låget på kisten. Det drejer sig her om den hellige Bonifiatius, og Wikipedia skriver:
Die Bonifatiuskapelle, eine Krypta und Überrest der Ratgarbasilika ist Ziel der jährlichen Bonifatiuswallfahrt. Dort ruhen in einem reichverzierten Sarkophag die Gebeine des heiligen Bonifatius, des Apostels der Deutschen. Der Sarkophag ist mit einem Reliefbild und einem Antependium von Johann Neudecker versehen. Papst Johannes Paul II. betete im November 1980 bei seinem Besuch in Fulda am Grab des heiligen Bonifatius und erinnerte in seiner Predigt an Bonifatius als den „Anfang“ des Evangeliums in Deutschland.
Jeg ved ikke hvem alteret her er viet til, men det er lige så meget pulten i nederste venstre hjørne, der gjorde, at jeg fotograferede her. Jeg synes, den er herlig.
Som gammel orgelbygger-stik-i-rend-dreng har jeg altid et øje til kirkers orgler. Her hovedorgelet:
Im Zuge der Gesamtrestaurierung des Doms in den Jahren 1992 bis 1996 wurde das historische Orgelgehäuse restauriert; dabei wurde die alte Farbfassung freigelegt und soweit möglich in der ursprünglichen Form wieder hergestellt. Die Firma Rieger Orgelbau fertigte 1996 ein neues Orgelwerk, unter Verwendung von 24 Registern der Vorgängerorgel von Wilhelm Sauer. Das heutige Orgelwerk hat 72 Register auf 4 Manualwerken (Hauptwerk, Rückpositiv, Schwellwerk, Oberwerk) und Pedal.
Inge var på jagt efter en bestemt creme, og jeg manglede tandtråd – så vi havde 2 ærinder her på Løveapoteket. Apotekeren havde lige været på ferie i Dänemark, war begeistert… og han mente, at den tandtråd han solgte, var den bedste på markedet – Inge fandt desværre ikke det, hun søgte.
På min forespørgsel om en god café med gode kager, vidste apotekeren råd – lige 50 meter længere henne ad gaden hos Café Thiele. Jeg går lidt i forvejen for at se, om der var plads.
Det var der, og 14:50 var der kage og kaffe på bordet.
Da vi senere kom forbi en WMF-butik drejede vi ind for at kigge nærmere på det bestik, som vi var meget tilfredse med i Norden. Det viste sig at hedde “Merit” og ikke “Chromeag” som jeg havde læst bag på en gaffel. Vi købte ikke bestikket i denne omgang, men jeg forlod butikken med 2 af de grønne superskarpe køkkenknive
16:05 var vi tilbage ved hotellet.
Så var det godt at sidde og skrive et postkort til den gamle nabo i Aabenraa. Jeg ser ikke valfartsstemplet på dette kort, så det må være det, vi købte i morges i Dinkelsbühl.
Fik også tid til at knipse et interiørbilledefra Hollywood Suiten 
…og et til.
Og vi tog os en slapper med den medbragte litteratur. Bemærk mit tilfældigvis aktuelle bogmærke, jeg holder i venstre hånd, som jeg har benyttet lige siden vi besøgte Graceland i Randers
Det blev kaffetid, så vi måtte ud i gadebilledet igen. Drejede ind på Löherstraße og fandt virksomheden “rösterei.kaffeekultur”. Der var en god aroma i luften…
…fordi Herrn Klose var ved at riste kaffebønner med stor koncentration
17:24 var den på bordet. Den var udmærket og intens. Herr Klose kom hen og sagde, at nu var der en god mulighed for at tage billeder. Troede at jeg gerne ville have et, medens de ristede bønner blev hældt ud af maskinen. Jeg sagde mange tak, men jeg havde allerede et godt. Det troede han ikke på, så jeg viste ham det af ham selv (det ovenfor) og så spurgte han, om jeg ville sende ham en kopi. Det sagde jeg, at jeg gerne ville. Disse små kafferisterier der er mange af i Tyskland – de serverer fantastisk kaffe og her kan man råbe ordet KAFFE!
20 minutter senere havde vi en anden smag i munden – i hotelles bar – vin fra Franken. Og vi hørte sækkepibemusik gennem det åbne vindue.
…og inden aftensmaden tilfredsstillede vi Inges aktivitetsmåler med en lille runde i nabolaget – også for at se, om vi kunne finde kilden til denne sækkepibemusik. Dette var hvad vi mødte: et lokalt sækkepibeorkester, der var ved at pakke ned efter at have underholdt på et alderdomshjem.
Jeg fik startet uret lidt sent, først efter besøget hos nonnerne, til vores bytur.
Hotelejerdamerne havde alle mulige små finurligheder rundt om i hotellet, heriblandt denne interessante bordpynt, som vi diskuterede, medens vi ventede på aftensmaden.
Sådan ser jeg ofte ud, når maden lige er serveret – for at få et billede af den til denne rejseblog
Det var en veggie-ret med kantareller, som jeg ikke husker navnet på. Men jeg husker at den smagte godt og mættede så meget, at der ikke var plads til dessert.
Godnatbilledet blev dette.