06:02. Et kig ned til Rolandbrunnen. De korte nætter er definitivt forbi 
Inge er på morgentur med aktivitetsmåleren. Hvad mon jeg sidder og skriver på derinde?
Det forpligter at have en Roland lige udenfor sit hotel – så Inge var lige forbi Rolandbrunnen.
Lidt af en kleppert, som han står deroppe med alvorlig mine og stor mandig moustache – kun fuglene ser ud til ikke at regne ham – han har fuglelort på næsetippen og moustachen. Vi burde skrive til borgmesteren, så også algerne kan blive fjernet
Den altid opmærksomme Inge bemærkede at der bag Rolandbrunnen – oppe på rådhusmuren – hang et klokkespil. Det har vi helt bestemt lært at kende i nattens løb.
Og her sad jeg i hjørnestuen bag den blomstrende busk…
…og havde travlt med telefonen! Billedet er taget 07:35 fra den lille gyde ved siden af Gildehaus, som bygningen her hedder.
Dagens nyheder over folden på forsiden af den avis, der lå i restauranten, drejede sig fortrinsvis om bisættelsen af Simon Peres – men også om, hvorvidt en skolepige må modtage undervisning i klassen fuldt tilsløret. 2 emner, som berørte fortiden og nutiden, og med hensyn til sidstnævnte emne, måske også fremtiden…
Vores hotelværelsesnummer. Det var et udmærket værelse og nogle gange er det godt at fotografere nummeret, for ellers har man glemt det, før man har forladt byen. Det kunne jo være, at man kom forbi en anden gang. Mange steder har man ikke værelser med nummer 13, men det var man ikke bange for her…
07:38 tog jeg en runde ud på markedspladsen og fotograferede bygningen med Die Stadtschenke, hvor vi i aftes havde snuppet et glas øl/hvin. Hvorfor tog jeg dette billede?
Jo, fordi vi bor oppe på 3. sal, hvor værelsesnumrene starter med 401, og der står Inge i hvid T-shirt og fotograferer. Tilsyneladende er en anden hotelgæst i naboværelset i færd med det samme 
Inge kom også forbi Brunnen der Lilie fra 1983. Den skal minde om de Seelilien, der for 300 mio. år siden voksede i det hav, der var her dengang. De kalksten, som mange af byens huse er bygget af, har deres basis i disse lilier.
Og så kørte vi til Kappeln ved Slien. Det blev en tur på 331 km og den varede 4:40 timer.
Vi skulle bo i “Der Pierspeicher” – en gammel lagerbygning på havnen. Det er den store bygning bag kranen lidt til højre for midten. Vores værelse er på 4. etage, ca. 17 meter (ifølge Inges Garminur, som jeg havde på armen) over vandet, og det vender hen imod broen, hvorfra dette billede er taget.
Henne ved “Der Pierspeicher” fik vi et overblik over byggeaktiviteten på nabogrunden. Nu var det søndag, så der var helt fredeligt. Dog må ejerne af “Der Pierspeicher” nok have spurgt til, hvor høj denne nybygning bliver Men vi skulle som sagt op på 4. etage, så udsigten var ikke i fare.
Der var parkeringsmulighed foran og i bådehuset.
Vi læssede af udenfor, og satte bilen ind i bådehuset. Der var der god plads.
Etagen var indrettet således, med værelser på den ene side. Mon de “ubrugte” på den anden er siloer der går hele vejen ned? Vi havde værelse 11.
Det var “niveau-delt” på midten og med et nøgternt maritimt præg i materialevalget.
Vi havde siddet længe i bilen – så nu var det ud på gåbenene for at kigge på byen. Observante Inge bemærkede en kobberfisk i flisebelægningen. Hvem Ludwig Michelsen er/var fik vi ikke at vide.
Gaderne i den gamle bydel minder meget om Aabenraa, men det er jo ikke mærkeligt, da Kappeln på en måde også er en Østersøhavneby.
Nu er vi blandt andet i byen, fordi der her er Drehorte til TVserien “Der Landartz”. Et af dem er den røde bygning: “Die landartzkneipe”, der i virkeligheden er Hotel Aurora.
Vi var ikke indenfor…
…men vendte os om og styrede lige ind i “Müllers Café”
…for at få Kaffee und Tee og Kuchen!
Inges udsigt over flødeskummen…
…og min ud på torvet.
I caféen skrev jeg et postkort med motiver her fra Kappeln. Annemi har helt sikkert været her, og kan så få et gensyn med med denne lille by ved Slien.
Klokken 3 var vi tilbage på Am Hafen. I betragtning af, at det er den 2. oktober og at det er søndag, så er det alligevel bemærkelsesværdigt, hvor mange turister, der havde fundet vej til Kappeln.
Vi gik herefter op forbi kirken. “Gott war mit uns” står skrivet over jernkorset på søjlen. Og hvornår var det, at han var det? Jo, det var i de 2 krige 1848-51 og 1870-71. Den første af krigene kan være den 1. Slesvigske Krig, (men her vandt den danske krone over de holstenske selvstændigsønsker, så hvordan mon det skal fortolkes?) og den anden, hvor Tyskland slog Frankrig.
Den officielle glæde var åbenbart så stor over sejren over Frankrig i 1971, at der også skulle en ørn med i mindeparken foran kirken. Det er som om den i sine kløer holder en kanonkugle og nogle laurbærgrene
På vej hen til broen stødte vi på denne fisker, opsat i 2003 og financieret af Rotary Club i byen (bemærk klubbens logo på fiskekassen ). Vi ser igen silden, som her på trinet ikke bliver slidt blank som den anden i fortovet.
Nu vi taler om sild. En serveringsdame fortalte, at den konstellation af pæle ude i Slien (lidt til højre for midten i billedet) er en anordning til at lede sild ind i net, når stimerne står ind i fjorden.
For nu at blive lidt ved fiskeriet, så havde vi fortøjet ved kajen – på den anden side af hotellet – nogle fiskekuttere fortøjet og masser af grej på kajen. Så der bliver altså endnu fisket aktivt herfra.
En af kutterne havde nok leverancen af fisk til restaurant “Møjn, Møjn!”
Tilbage på hotellet bemærkede Inge, at der var mange skibe og både forsamlet på den anden side af broen – og 16:50 åbnedes den og skibene strømmede igennem for udadgående.
Klokken er altid 5 et eller andet sted. Den blev 17:15 før vi sad ved et bord på en restaurants næsten stopfulde veranda med noget køligt og læskende foran os. Vi var tilbage i Flensburger Bryghus’ revir.
18:17 knipsede jeg dette billede med det sjove gamle røgeri, som må være kendt for sine røgede ål. En lille by i provinsen…
Ca. 18:30 gik vi ned i restauranten, hvor der stod et reserveret bord til os. Faktisk det bedste af dem allesammen.
Vi valgte dagens fisk. Den blev serveret på en lille bunke rodfrugter, som tilsammen blev kaldt noget, jeg har glemt. Men det smagte prima.
Der var fuldt hus, så folk blev venligt afvist, når de sultne kom for at få noget at spise her.
20:37 var vi tilbage på værelset – med benene oppe. Det var 10 minutter før jeg fandt på, at det nok var en god idé at få hentet nogle kontanter, så jeg havde noget at betale morgenmaden med…
…så dette bliver dagens ikke forudsete slutfoto.