06:55 var dagens vejr svær at forudsige – bortset fra “foranderlig”. Men lidt blåt var der deroppe og dermed et lille håb for en ikke alt for våd dag.
Morgenbuffetten var ikke noget at skrive hjem om – yderst middelmådig, så vi koncentererede os om skiltningen. En kop kaffe måtte man ikke tage med op på værelset…
…og der blev udtrykkeligt gjort opmærksom på, at man ikke måtte tage mad med fra restauranten. Fy-Fy! Hotellet skulle heller gøre mere ud af morgen-buffetten end at skilte med, at gæsterne tilsyneladende er uhøflige og begærlige. Det giver ikke en god stemning med sådanne skilte!
Vi forlod hotellet 08:20 og efter 2 minutters køretur var vi i Amerika!
Klokken 09:30 var vi i færgelejet i Hvalpsund. Nåede faktisk lige færgen, som sejler hver halve time. Men hvad havde det gjort om vi først kom med den næste. Vi kunne have set på forskelligt undervejs, for eksempel Fyrkat, eller Johannes V. Jensens mindesten og mindestue, eller noget helt andet. Men jeg havde ikke planlagt noget og var fokuseret på at nå denne færge 🙂 Det eneste vi skulle nå var Thieses ostebutik ovre på Sundsøre-siden inden den lukkede klokken 12:00 🙂
Og der var vi en halv time senere.
Og vi var ikke kommet forgæves. Der var et imponerende udvalg af mejeriets oste – med smagsprøver hele vejen rundt. Det var meget sjovt og vi fik en god portion med os hjem.
En rusten ko ønskede os god hjemtur. Den gik via 4 genbrugsbutikker i Skive 🙂
Hjemme i bryggerset lægger vi normalt genbrugsindkøb til rengøring og fjernelse af etiketter. Øverst til venstre en kopi af et stik af Carl Locher, lavet af ham i 1877 og købt i 1878, hvilket er noteret med blyant på kopien. Den er rammet ind i Skagen hos Kunsthandler Viggo Berg og Søn, som først etablerede sig i byen i 1904, så indramningen må være foretaget tidligst i 1904. Firmaet blev i 2012 begæret konkurs.
Nederst til venstre en original i farvekridt af et landskab malet i 1967 af en maler hvis navn er svært at tyde. Måske Grasberg, men om vedkommende kan jeg ikke finde noget. Meget sympatisk billede. Så købte vi 4 glas, en hvid porcelænsbjørn til samlingen og en cigarkasse, som skal levere træ til kogehuset på “Arne”. Cigarkassetræ er meget velegnet til det formål, men det er meget sjældent at finde dem.
Og jo, der var jo også de 3 manglebrædder, som jeg skal have “løftet” hestene af 🙂