6:40 kunne vi løfte hovede fra puden og kigge ud i en regnvåd have.
En væsentlig forudsætning for en god rejsedag er et godt morgenmåltid. Vi er som regel på hoteller med forudsætninger for netop det 🙂 Her var det OK, men ikke noget at skrive hjem om. Måske er jeg ikke mere positiv i min beskrivelse, fordi vi har nogle referencer af guddommelig karakter, som vi har oplevet i årenes løb, og som vi ikke glemmer 🙂
Som pressen generelt beskæftigede den lokale avis sig med det frygtelige myrderi i Orlando og stiller spørgsmålet om, hvad der er der driver et menneske til at foretage sig sådanne handlinger.
Hotellet her har også “fastliggere”, forstået på den måde, at der er gæster, som bor en uge eller 2 på stedet, og som andre hoteller med samme klientel har de også en Tagespost, hvor dagens Spruch ikke må mangle 🙂
Inge pegede på nøglen, som lå på bordet, og mindedes den udstilling vi for nyligt så på Koldinghus med værker af Fabergé. Ja, inspirationskilden kunne sagtens være ham 🙂
Vejret var, da vi forlod stedet, det samme som i aftes, da vi gik runden efter aftensmaden – gråt og vådt.
13:30 var vi foran Porta Nigra i Trier – det regnede stadig og undervejs havde vi ikke taget billeder. Planen var at køre hertil ad motorvej og så bruge eftermiddagen til kulturelle og turistmæssige oplevelser. Det var der stadig tid til – nu skulle vi lige hen til vores hotel først.
Vi havde talt om, at det ville være fint med 2 dage i Trier og forsøgte at få reservationen forlænget. Hotellet var propfuldt, sagde den unge receptionistinde, så det var ikke en mulighed. Jeg havde ringet i forvejen for at få mulighed for tidlig check-in. Værelset var ikke parat, så den mulighed eksistrede ikke. Vi lod bagagen stå i bilen og gik ud i byen.
Da vi kom tilbage henvendte jeg mig til receptionen og nu var en senior person også til stede bag skranken. Han beklagede at der ikke var plads til os i 2 dage, men havde sørget for, at vi fik en suite i aften. Måske virkede mit medlemskort til hotelkæden 🙂
Der var også et soveværelse, hvor vi kunne fortsætte vores pude/dyne-studier…
…og en terrasse, som vi på grund af vejrliget ikke rigtig kunne bruge til noget 🙂
Men, hvorom alting er, så var hotellet velvalgt med hensyn til placering i byen. Alle de væsentlige seværdigheder var indenfor 10 minutters gang.
På forespørgsel i receptionen vidste den unge (en anden af de unge) dame ikke hvor Triers bedste Konditorei lå, men en mere senior dame trådte til og satte et kryds på et bykort. Det gik vi efter, men ved krydset var der ikke noget Konditorei. Imidlertid var vi kommet forbi dette etablissement, og efter en bomuldsgarnhandel lidt henne ad den regnvåde gågade gik vi ind…
…og fandt et bord og inden for 10 minutter var vi i kontakt med en Dinkel-Nuss-Torte 🙂
Det gav ro på situationen og fornemmelse af tom mave. Der var energi til at fortsætte vores kulturelle oplevelser i Trier, som vi kun havde eftermiddagen og aftenen til. Som første kulturindslag bemærkede vi Sankt Georgs Brunnen på Kornmarkt. Højt til vejrs på obelisken slås han med dragen og nederst er rokokobrønden fra 1749 pyntet med allegoriske fremstillinger af de fire årstider. I baggrunden ses Konstantin-Basilikaen. Den skulle vi også se 🙂
Den ligger på Konstantinplatz – hvor ellers 🙂
Og det varede ikke længe inden vi stod i dens kæmpestore rum. Det forekom mig, at der havde været etager, men lige nu var det bare et stort rum med et 12 x 12 meter “koncertloft” over tribunen/alteret. Det 4 tons tunge loft forbedrer lyden for både præsten, musikere, sangere og publikum.
Optisk set virkede det også ret smart…
…og i den anden var orgelet også en moderne komponent i dette store rum, hvorom Wikipedia skriver:
Die Evangelische Kirche zum Erlöser (Konstantinbasilika) in der Stadt Trier (Augusta Treverorum) war ursprünglich eine römische Palastaula. Sie wurde als Audienzhalle der römischen Kaiser, die im 4. Jahrhundert in der Stadt residierten, erbaut. An diese Zeit und Zweckbestimmung erinnert nur noch die Nennung des Kaisers Konstantin in Konstantin-Basilika. Die Bezeichnung des Bauwerks als Basilika stammt vom Heimatforscher Johannes Steiner (19. Jahrhundert), der sie einer spätantiken Lobrede auf den Kaiser Konstantin entnahm. Sie ist aus heutiger Sicht unpassend, da sie nicht dem Bautyp einer Basilika, sondern dem einer Saalkirche entspricht. Auch der katholische Ehrentitel Basilika trifft nicht zu, denn das Bauwerk war nie eine katholische Kirche.
….så på grund af en overbegejstret hjemstavnsforsker hænger ordet “basilika” ved endnu, selv om bygningen aldrig har været sådan en 🙂
Udenfor på Konstantinplatz holdt regnen pause. Vi ville nu hen til Liebfrauenkirche, hvis spir vi ser i baggrunden og Trier Dom, hvis 2 slanke spir vi ser længere til højre i billedet. Hvad der var unormalt for os at opleve var alle turisterne. Der var rigtig mange af dem, men det gik. Jeg tør ikke tænke på, hvordan der er her i højsæsonen…
Der var ikke langt derhen…
Inge havde ikke stået længe i Liebfrauenkirche før hun havde lagt mærke til, at der var 12 søjler til at bære konstruktionen – en for hver apostel. Meget symbolsk. Wikipedia skriver:
Die Liebfrauenkirche in Trier befindet sich unmittelbar neben dem Trierer Dom im Zentrum der Stadt. Sie gilt zusammen mit der Elisabethkirche in Marburg als älteste gotische Kirche in Deutschland und als bedeutendster und frühester gotischer Zentralbau des Landes.
Det er altså ikke hvilken som helst kirke!
Nachdem die antike Doppelkirchenanlage aus der Zeit Kaiser Konstantin des Großen nach tausend Jahren wegen Baufälligkeit abgebrochen werden musste, begann Erzbischof Theoderich von Wied mit dem Bau der Kirche. Hierbei wurden teilweise die Fundamente der Vorgängerkirche benutzt. Das genaue Datum des Baubeginns lässt sich nicht mehr ermitteln, eine gemalte (später entstandene) Inschrift im Innern auf einer Säule lautet: „Der bau dieser Kirche ward angefangen im Jahr 1227 und geendigt im Jahr 1243“, jedoch geht man heute von einem Baubeginn um 1230 aus. Am Bau waren Baumeister und Künstler aus der Champagne und Île de France des 13. Jahrhunderts maßgeblich beteiligt. Dadurch kam die Gotik zum Tragen, die beherrschende architektonische Idee dieser Zeit, die in Frankreich bereits hochentwickelt war. Das Bauwerk gehört damit zu den frühesten deutschen Zeugnissen der Gotik und ist außerdem einer der seltenen Zentralbauten dieser Zeit.
…og når man kiggede opad var der elegante loftshvælvinger. Kirken gennemgik en 3-årig restaureringsprocess, der var færdig i 2011, så vi var heldige at kunne profitere af dette arbejde.
Inden vi gik ind i Trier Dom knipsede jeg en oversigtsplan, der på bedste vis orienterede om, hvordan de var vokset sammen.
Dom’en var – i mine øjne – et sammensurium af forskellige dekorationer, balustrader, altre og hvad der ellers er af inventar. Men tag ikke mine ord for pålydende, for det er ikke en hvilken som helst domkirke.
Die Hohe Domkirche St. Peter zu Trier ist die älteste Bischofskirche Deutschlands und die Mutterkirche des Bistums Trier. Mit einer Länge von 112,5 Metern und einer Breite von 41 Metern ist das bedeutende sakrale Bauwerk abendländischer Baukunst das größte Kirchengebäude der Stadt Trier.
Og dens relikvier er heller ikke en gang skrabsammen:
Der Heilige Rock ist die bekannteste Reliquie im Domschatz. Sie wird in einem Anbau unter einem Schutzglas in einem Holzbehältnis aufbewahrt und nur selten der Öffentlichkeit präsentiert, ähnlich wie das Turiner Grabtuch. Daneben besitzt der Trierer Dom einen der Heiligen Nägel vom Kreuz Christi.
Den hellige kåbe/tunika befinder sig i et aflukket område i kirken, der kan kigges ind til fra det sted det forrige billede er fotograferet – bare man vender sig 180 grader. Det er deroppe hvor turisterne står i den fjerne ende.
Dette er hvad de kan se deroppe…
Hvis man ikke på forhånd ved det, fortæller en lille plade om dette betydningsfulde relikvie…
og på Dom’ens hjemmeside kan man lære mere. Jeg vidste ikke noget som helst om Dom’en. Min forberedelse til turen havde koncentreret sig om at finde hoteller vi kunne tænke os at bo på, og som lå hensigtsmæssigt hvad etape-længder angår.
Der var også ydmyge steder i den ellers så dekorerede domkirke…
…og nede i kælderen et helt enkelt rum til bøn og fordybelse.
…og i en dunel kælderniche dette mystiske skrin, der ville være det perfekte startpunkt for en roman eller adventure-game 🙂
For en gammel orgelbygger-medarbejder som mig var “svaleredeorgelet” interessant. Smukt var det i mine øjne ikke…
“Die Schwalbennestorgel des Trierer Domes ist ein Instrument der Bonner Orgelmanufaktur Klais, sie wurde gleichzeitig mit dem renovierten Dom am 1. Mai 1974 geweiht. Die von Domorganist Wolfgang Oehms erstellte Disposition umfasst 67 Register (5602 Pfeifen) auf vier Manualen und Pedal und ermöglicht die Wiedergabe von Orgelmusik aller Stilepochen bis zur Avantgarde. Die größte Pfeife wiegt 125 kg. Die Orgel wiegt etwa 30 t. Sie ist 16 m hoch und etwa 8 m breit.
Im Fuß der Orgel befindet sich eine Darstellung des Hirtengottes Pan als des Erfinders der Panflöte, wenn man so will also eines primitiven Vorgängers der Orgel, der vom Organisten aus dem Gehäuse geklappt werden und fünf eigene Töne spielen kann. Die Figur kann wegen ihrer Hörner auch als Teufel gedeutet werden, der vom Orgelbauer gezwungen wird, zur Ehre Gottes zu musizieren; eine wirklich harmonische Musik ist aber dem Teufel nicht möglich, und so sind die fünf Pfeifen der Panflöte deutlich verstimmt.”
…og utroligt at man i 1974 byggede sådan. Men det skulle jo også passe ind i det sammensurium af udstyr, der ellers var i domkirken. Ikke et let valg.
Det var utroligt så meget kultur vi havde fået indenbords på et par timer, og det fortsatte da vi gik over Hauptmarkt på vej tilbage til hotellet. Om Petrusbrunnen her på billedet skrives der:
Der Petrusbrunnen im südlichen Bereich des Platzes steht etwa im Schnittpunkt von Grabenstraße und Dietrichstraße und wurde 1594/95 von dem Bildhauer Hans Ruprecht Hoffmann geschaffen. Auf seiner Spitze steht eine Figur des Stadtpatrons Petrus, die dem Brunnen seinen Namen gab.
Og om markedspladsen:
Der Hauptmarkt von Trier ist der zentrale und einer der größten Plätze der Stadt. Er liegt im historischen Stadtkern… … Im Jahr 958 wurde der Hauptmarkt durch Erzbischof Heinrich I. mit dem Marktkreuz als Hoheitssymbol ausgestattet. Der Hauptmarkt diente der mittelalterlichen Stadt als Warenverkaufs- und Handelsplatz. Die Marktumbauung mit Häusern der Renaissance, des Barock, des Klassizismus und des Späthistorismus ist zu zwei Dritteln bewahrt.
Det er er ikke altid givet, at en tysk bykerne i dag ser ud som den gjorde før 2. verdenskrig, men her er altså 2/3 bevaret og det giver os mulighed for at opleve en bys kontinuitet fra middelalderen og op til idag. Min farmor, Dorthea, ville have følt sig helt hjemme her 🙂
Tilbage på hotellet måtte jeg lige fotografere de små gule ænder på håndklæderne…
…der var som skabt til at blive del af vores lille samling derhjemme. Og da jeg kiggede ned på gulvet bemærkede jeg…
…en for mig ny måde at få bademåtterne præsenteret på – foldet med 4 bølger – hotelkultur er jo også kultur :-)))
Mosel flyder gennem byen, og vi valgte respektfuldt at spise aftensmad på en Weinstube over for Liebfrauenkirche.
Her var ganske hyggeligt og det var der andre der også syntes, for de fleste borde var reserveret. Vinstuen tilhørte et vinbrug og naturligvis var det vine derfra, der solgtes.
Der var små skilte med “Das Leben ist schön” og “Gaumenfreude” og vores helt enkle måltid bestående a vin og Hobelkäse med brød – og for mit vedkommende også tørret okseskinke – levede helt op til disse skilte. Ren madkultur 🙂
Kulturen fortsatte klokken 20 med et gensyn med “svaleredeorgelet” i Trier Dom.
Vi var til orgelkoncert med en Domorganist fra Essen, der gav gæstekoncert. Vi så ham ikke under koncerten, for han sad jo helt deroppe i svalereden, men han spillede stykker af Bach, Alain, en egen improvisation over et emne han fik under koncerten, Reger og Widor. Jeg havde kun hørt navnet Bach før, så for mig var det næsten bevidsthedsudvidende og selv om jeg ikke har en pind forstand på musik, så nød jeg oplevelsen her i domkirken…
… og da alle klappede begejstret ved slutningen gjorde jeg det også og kiggede op mod orgelet, hvor et lille hoved med krøllet hår kom frem og bukkede som en gøg i et Kuckucksuhr 🙂
Koncerten varede en time, så lidt over 21 krydsede vi igen Hauptmarkt og kunne glæde os over at vejret lod til at være på vej mod det bedre.
Som i går rundede jeg dagen af med at kigge på hoteller. Jeg havde en lille håndfuld kandidater i det nordlige Schwarzwald, som lige skulle checkes og sættes i rangfølge, så morgendagens check for ledige værelser og reservation går hurtigt.