På forsiden – over folden – havde den regionale avis den for nationen vigtige nyhed, at Tyskland vandt over Nordirland i EM i fodbold. Til aftensmaden i går aftes kom de fleste hotelgæster først ned for at spise, da første halvleg var færdig. Andre havde bestilt en hurtig servering i pausen…
Vi forlod hotellet 09:50 og holdt ind om postkassen med 2 postkort til Annemi, som vi havde købt i klostrene i Sankt Märgen og Sankt Peter forleden. Det er jo sjovere for modtageren, hvis de bliver sendt så hurtigt som muligt efter købet, så det prøver vi på at gøre hver gang på denne tur.
Vejret var skønt og vi rullede nedad fra Hinterzarten til Freiburg for at komme på motorvejen der.
Og på vej dertil lykkedes det Inge at knipse hjorten oppe på klippen ved slugten Höllenpass i Höllental. Stedet har navnet Hirschsprung efter et gammelt sagn, hvorom der blandt andet skrives:
Der Schwarzwälder Hirschsprung ist eine Sage aus dem Höllental. Der Begriff ging mit der Zeit auf den Schauplatz der Sage über. Es handelt sich um eine klammartige Engstelle im schluchtartigen Mittelteil des Höllentals mit bis zu 130 Meter hohen Wänden, auch Höllenpass genannt.
Og om sagnet, der knytter sig til stedet:
Ein Ritter der Burg Falkenstein begab sich im Höllental auf die Hirschjagd. Nach einiger Zeit sichtete er einen prächtigen Hirsch und nahm die Jagd auf. Doch der Hirsch machte es ihm schwer, weil er schnell und flink war, dennoch gab der Jäger nicht auf und setzte dem Tier weiter nach.
Getrieben von Todesangst sprang der Hirsch mit einem gewaltigen Satz über die Schlucht und entkam dadurch seinem Verfolger.
Heute ist ein solcher Satz kaum vorstellbar angesichts der Kluft an dieser Stelle, doch war dies zum damaligen Zeitpunkt nicht völlig unmöglich, da die Schlucht nur neun Meter breit war, ein Hirsch jedoch abwärts Sprünge von bis zu zehn Metern Länge machen kann.
Om selve hjorten deroppe:
Im Jahre 1856 stellte die Gemeinde Falkensteig einen hölzernen Hirsch anlässlich der Hochzeit von Großherzog Friedrich und Luise von Preußen auf. 1874 ließ Forsttaxator Schilling einen neuen Hirsch aufstellen. Anlass war die erste Versammlung der deutschen Forstmänner in Freiburg. Nachdem dieser durch einen Sturm zerstört wurde, folgte 1887 das letzte Modell aus Holz, das bis 1904 seinen Standort auf dem Felsen hatte.
Durch Spenden konnte 1907 ein 350 kg schwerer und 2,50 m hoher Hirsch aus Bronze aufgestellt werden.
Hvis man læser videre erfarer man, at hjorten i tidens løb er blevet skudt på (særligt i årene lige efter krigen og der er flere udgående end indgående skudhuller, men det er der en forklaring på!), overmalet og har fået amputeret en del af geviret. Hårdt at være hjort i Höllenpass.
Da vi kom op på højde med Heidelberg, begyndte jeg at tænke på Kaffee und Kuchen og foreslog eventuelt at dreje til højre til Weinheim, men der havde vi ikke de bedste erfaringer, så da afviseren til Ladenburg viste sig, drejede vi af og kørte nogle km vest for A5. Det viste sig, at:
Ladenburg ist eine Stadt am Neckar im Rhein-Neckar-Kreis in Baden-Württemberg mit spätmittelalterlicher Altstadt. Die Geschichte der Stadt reicht bis in die römische Zeit zurück.
Bordene under parasollerne tilhører Café am Markt, som vi ved at spørge en dame undervejs havde fået at vide, var byens bedste Konditorei.
Det blev til 2 stykker Cassis-Waldfruchtsahne, Kaffee und Mineralwasser. Det var ikke en kage, som Inge brød sig om. Den var for bastant og der var for meget gele på toppen til hendes smag. Vi havde håbet, at den ville være let og konkluderede, at en Eiskaffee havde været et bedre valg. Eiskaffee er som regel et godt valg 🙂
Fra vores plads i den dejlige skygge under parasollen kunne vi kigge ud på den gamle markedsplads, som vi kun fik dette ene billede fra.
Vi rejste os for at kigge på kirken bag caféen og undervejs så vi efter mulighed for at købe et postkort fra byen. Det var siesta-tid, så alt var lukket. Kiosken kunne dog gennem ruden formidle Tysklands sejr i gårsdagens fodboldkamp 🙂
Kirken bærer navnet Sankt Gallus Kirche, og om den skrives der:
Die St.-Gallus-Kirche ist eines der Wahrzeichen der Stadt. Die Kirche, die zwischen dem 13. und 15. Jahrhundert entstand, besitzt eine Krypta aus dem 11. Jahrhundert. Vor der Kirche befand sich das Forum der Stadt Lopodunum. An dieser Stelle stand die zweitgrößte römische Marktbasilika nördlich der Alpen mit Ausmaßen von 72 auf 28 Meter.
Omkring 16:45 checkede vi ind på hotellet her i Auerbachtal i Sauerland. Jeg havde fundet det på nettet…
…og det fik fine karakterer. Ikke så mange, men det er et lille hotel, tænkte jeg derhjemme, så det kunne være et godt bud på et overnatningssted på gennemrejse i Sauerland. Den seneste kommentar var fra et hollandsk ægtepar der roste det og blandt andet skrev at det havde et prima køkken.
De moderne værelser blev også rost, og her kunne vi fortsætte vores studier af pude-dyne-konfigurationer 🙂
Inge var observant og bemærkede at soveværelsets og opholdsstuens moderne design i træ var dekoreret med værker af en italiensk kunstner…
…som vi kunne læse om.
Indretningen i træ havde hans signatur – og det var sandelig også tilfældet med værelsesnøglen 🙂 Værtsparret vil åbenbart have et moderne hus, men en modernisering med regionalt præg ville i mine øjne have passet bedre til stedet. Med moderniseringen skulle de også have ny brandtrappe, hvilket i princippet er godt, men den var placeret lige uden for soveværelsets vindue! Badeværelset var nu “en suite”, hvilket også er godt – vi vil ikke have andet – men døren dertil var på størrelse med en skabsdør – nok den mindste, vi har været udsat for.
Hotellet lå landligt i en lille dal i den lille bys udkant. Inge havde igen været observant og set, at der var gåtursmulighed til en lille runde…
…og det havde en terrasse, hvor det i aften var rart at sidde med lidt i glasset medens menukortet studeredes. Når vi kiggede over kanten på menukortet…
…havde vi denne udsigt. I princippet meget fredeligt her ude på landet, men på den anden side af bækken var 2 husejere energisk i gang med larmende busk-rydder og motor-plæneklipper og de havde tilsyneladende ikke tænkt på tidlig fyraften 🙂
Menukortet var ikke lavet med Inge som målgruppe. Kun 1 kødfri ret. Heldigvis havde de asparges, men saucen skilte og var lavet på pulver. Mine 3 slags skinke til aspargeserne var dog, for at bruge det hollandske ægtepars vending: “prima”. Men de skulle jo kun skæres i tynde skiver og krævede ikke den store kokkeeksamen 🙂
Da jeg derhjemme læste det hollandske ægtepars kommentar med “prima keuken” burde en lille rød lampe nok have blinket i mit baghovede for at få mig til at reflektere over, at kommentaren var skrevet med det hollandske køkken som reference :-)))
Ud over os var der i den lidt for moderne indrettede restaurant nogle montører, en familie og et andet ægtepar. Der var ingen “lokale” gæster her og det havde jeg nok forestillet mig og forventet en smule af det “lokale-restaurant-liv-med-Stammtisch” og tilhørende spisekort, jeg oplevede tilbage i 1970 på byens hotel i Erndtebrück, en by 15 km herfra.
På fotografiet her sidder jeg efter middagen og kigger brochurer for cykleruter i Sauerland. Jeg kan ikke lade være med at studere et kort, når jeg ser et – også selv om jeg ikke skal ud at cykle her. Mon det kaldes kortmani 🙂
Dagens godnatbillede blev taget omkring 20:00. Vejret lovede godt for i morgen.