7:50 var vi klar til at starte dagen og gjorde det med at hilse på påskepynten…
Hotelavisen fortalte, at det ville blive fint vejr og så havde den, som sådanne hotelaviser ofte har, et lille Spruch: Nicht durch reden, sondern durch Zuhören, kann man die Welt der anderen verstehen. Inge mener, at hotelpersonalet må kende mig godt, siden de netop i dag har valgt denne formaning 🙂
Den righoldige morgenbuffet var også bemandet med en omeletkok – og man kunne få den som man ville. Svært at modstå – og hvorfor skulle man også det?
Og så fandt Inge, blandt de mange frugtsafter, en blanding af friskpresset porre- og æblesaft. Første gang vi har smagt porresaft, men det var en fremragende frisk drik, som næsten kunne forlede mig til at anskaffe endnu en maskine til køkkenet 🙂
Vi kiggede en sidste gang ud af vinduet og kunne konsatere, at solen endnu ikke havde fortrængt morgendisen. Lidt gråt så det ud, men hotelavisen havde jo sagt, at det skulle blive fint vejr, så det gør det så!
Vi sagde farvel til værelse 24, som vi havde været meget tilfredse med – nu var det heller ikke myggesæson endnu 🙂
Det var søndag, middel trafiktæthed og stort set ingen lastbiler på vejen. Hvis det holder gennem Hamburg og vejarbejdet nord og syd for byen, så bliver det ikke bedre på det tyske motorvejsnet.
…og det gjorde det…
Det gik over al forventning, så vi fik ikke brug for vores to back-up hoteller i Slesvig-Holsten. Det var dog en rar tanke at have i baghovedet, at hvis trafikken skulle blive ugunstig, så havde vi et par interesante kandidater i området.
Ved grænsen skulle vi helt ned i fart og jeg standsede og rullede vinduet ned, da vi kom hen til grænsebetjenten og spurgte, om hun skulle se noget. Hun smilede stort og sagde, at vi skulle bare køre videre 🙂 Vi viste ikke pas en eneste gang på vores køretur!
Hvor det oppe på motorvejen var solskin, så det anderledes ud på kystvejen i Aabenraa…
Hvad skulle vi så i Aabenraa? Have en lille bid, og hvem kan levere den på en søndag eftermiddag? Det kan Lagkagehuset på H. P. Hanssensvej, så der holdt vi ind. De lavede os müesli-boller med ost, gav os en prøve på deres rugbrød med chokoladestykker i – og så købte vi 4 brød til at have med hjem.
Medens jeg stod der, tænkte jeg på, at ovre i det gule hus, i stueetagen, tilbage i første halvdel af 1960’erne, der boede en af mine skolekammerater…
Og så kørte vi hjem…
Det var igen en køretur på over de 500 kilometer. Jeg må altså lære, at jeg er pensionist og snart halvgammel. Hvad har jeg så travlt for, hvad er det jeg skal nå, jeg har jo god tid?
Oplevelser skal man samle på, og det havde vi gjort på denne tur.