Turen til Hals – vi ser havnen fuld af liv her – skyldes, at Einar og Hanne havde lånt et sommerhus i området og at vi skulle hente gamle albummer hos Einar. I stedet for at køre til Odense, som oprindeligt forudset, kunne vi så køre til Hals, for Einar og Hanne havde bragt dem med derop. Et godt forslag fra deres side.
Nu fik jeg ikke turen lagt om Egense, så vi kunne tage færgen til Hals, så vi kompenserede med et indledede besøg på havnen – et nyt sted for os.
Der var flådebesøg af det danske skib “Najaden”. Det er et patruljefartøj, som har en besætning på kun 12 mand, så vi har nok set dem alle på kajen på vej herhen. Jeg troede at det kun var en del af besætningen, vi så 🙂
Henne for enden af molen bemærkede vi en fuldrigger på vej ind i Limfjorden. Et meget flot syn. En lille detalje ude i horisonten fangede vores opmærksomhed: de to tårne til venstre i motivet. Vi troede først, at det måske var Hals Barre fyret, men senere fandt vi ud af at det er et par ledefyr, som kaldes “salt og peber”, fordi de minder om salt- og peberbøsser, som traditionelt findes på restauranter.
Her er fuldriggeren kommet ind i fjorden. Til venstre er Hals-Egense færgen (som vi har til gode at prøve) og Najaden til højre.
Her er så et udsnit af det tidligere billede. Det er da flot med fulde sejl – og vi bolværksmatroser kan glæde os over, at det ikke er en af os, som er på vej op i masten. Her er det smult vande, men jeg forestiller mig altid situtationen i høj sø i Nordatlanten en kold vinterdag med hylende snestorm…
Måske ser vi skibet den 9. september, når de høje sejlskibe gæster Struer havn – og efter den dag vil det være meget klart, at den 2-mastede skonnert “Arne”, som vi har på altanen er meget mangelfuldt tilrigget. Endnu et projekt at tage fat på 🙂
Vi tog derefter hen til Einar og Hanne i deres lånte sommerhus. Vi var inviteret til frokost og bidrog med hjemmebagt rugbrød og boller – det passede som hånd i handske til alle lækkerierne, som Hanne og Einar havde klar i køkkenet og tilsammen udgjorde det en dejlig harmonisk frokost i sommerlandet.
Det blev et rigtig hyggeligt møde og efter frokost kom de gamle albummer frem. Her holder jeg en virkelig perle op: Dortheas postkortalbum, som hun fik til sin fødselsdag den 17. december 1902 og som hun i de kommende år fyldte med de brevkort hun fik – bla. fra skolekammerater fra Alsemberg. Vi glæder os meget til at analysere kortenes motiver og tekster og glæder os til at kunne lukke nogle huller i vores viden om Dorthea og hendes omverden.