Møde med bygge-koordinatoren i Struer kl. 10:00. Det meste af de 2 timer vi tilbragte der benyttede vi sammen med koordinatoren og hans assistent at gå lejligheden igennem – dvs. en spejlvendt prøvelejlighed med samme opbygning – og diskutere loftsudtag, stikkontakter, etc. Det var meget nyttigt og effektivt at gøre det på stedet.
Godt et par timer senere checkede vi om VVS-folkene var på arbejde. Det var de, og de fik endda pudset vinduer i deres nye domicil. Vi fik nogle gode råd og lånte et katalog med hjem – som en evt. hjælp til at bestemme hvilke armaturer, kroge, wc-holdere, etc. vi ville have i lejligheden.
Tilbage i Hurup fik vi en kop kaffe og så var det afsted nordpå – stadig på projekt “Lejlighed”.
…denne gang for at kigge på lamper til badeværelser. Vi havde hørt noget om IP-numre, så nu var vi obs (som det hedder i DK nu om dage) på, om der stod 41 eller ej. Samtidig fik vi også lidt information om sidste generation vaskemaskiner og tørretumblere.
Og så gik det sydpå med solbriller på, hvilket understregede den dramatiske eftermiddagshimmel.
Lidt i 4 var vi på Åbakken, og pga. det fine vejr var der så lyst at lampen ikke var tændt. Derfor var det en ren svir at hive telefonen frem og tage et billede af Inge og Hjalmar i koncentreret arbejde på projektet om Boddum.
Køkkenet havde igen sørget for på lækreste vis at genopfylde vores depoter efter denne travle dag. Bagt laks på en seng af svampe og kål, og dertil en kartoffelgratin og spinatflan. Og til det hele en brun whisky-sauce 🙂
Det var en kreation fra Nikolajs hånd. Kokkeeleven Christian har i baggrunden travlt med at bygge en ret op omkring kronvildt og tjenereleven Ann til højre. Hun havde første dag efter ferien. Lystig stemning!