Selv om jeg havde været 7-sover her til morgen var jeg pudsigt nok den første gæst. Inge kom lidt senere og vi havde gennem hele måltidet restauranten for os selv. Rart og roligt.
Dagen skulle blive smuk, og der vil være længe til en lignende, så den stod på gåtur fra morgenstunden, og ingen hospitalsbesøg i dag.
At vinden var gået i nordøst betonedes af brændingen ved høfden lidt nord for Mary på udsigtsterassen. Dejligt med vind fra havet efter så mange dage med fralandsvind. Temperaturen var oppe på hele 6 gr. C.
Det blev den sædvanlige runde med at vende sydpå, skråt gennem Agger ud til Thyborønvejen på tangen.
Så var det, at den første opringning kom til Inge. Det var Christian, som havde fået en melding fra hospitalet om, at det gik ned ad bakke med Elly og at hun kunne dø inden for 1 til nogle dage.
Vi var nået ud på dæmningen syd for Agger, der går fra tangevejen vestpå til klitrækken, da hospitalet ringede til Inge og sagde at nu kunne hun dø meget snart. Inge takkede for oplysningen og forklarede, at hun var en lille halv time fra bilen, men at hun så ville køre direkte til Thisted. Hun informerede brødrene, og Anker ville også straks køre.
… vi satte det lange ben foran hen til bilen, og erkendte undervejs, at 80 km/t ikke er meget på halvtomme landeveje, når man gerne vil frem hurtigt.
Anker og Liv var der, da vi kom. For at adsprede Liv tog jeg hende med ned i byen for at købe creme på apoteket.
Medens vi ordnede dette ærinde var Stine og Freja, ankommet. Det var lidt meget for dem at være hos Elly, så af de samme årsager som før, blev jeg opfordret til at følge de 3 unge damer på en indkøbstur for at finde nye sko til Stine. En sekundær årsag var måske at Inge og Anker ville have lidt tid alene, hvilket var fint nok.
Jeg befandt mig i en ukendt verden, hvor sko på tilbudsøer blev vendt og drejet, sko i butikker prøvet og lagt til side, medens indkøbsturen fortsattes for at finde et mere interessant forhold smart/pris-forhold. Ekspeditricen forklarede mig at det var helt normalt 😉
Vi skulle også i modebutik.
Nina og Anne kom også – og gik igen efter en periode, sammen med de andre piger.
Et stykke over middag kom en dame i hvidt og spurgte om vi havde lyst til et stykke smørrebrød, hvortil Anker og jeg straks sagde, at det ville vi gerne. 3 æggemadder og 3 skinkemadder kom på et køligt fad med låg over, og vi gik igang. Inge kom senere over og fik sig en bid.
Aftensmaden klarede vi i kantinen. Christian var kommet og kendte vejen derned. Den stod på boller i karry med ris, dessert citronfromage.
Bemærk, at Inge og jeg stadig har vores vandretøj og støvler på!
Lene kom med sønnen, Lau. Det var vist lidt hårdt for ham at overvære, hvad der skete i Ellys hospitalsstue. Jeg prøvede at distrahere ham med småkager og saftevand, men det kunne ikke hamle op med den tristhed, han tilsyneladende oplevede meget stærkt. Jeg synes, at det er synd at børn skal opleve det. Der bør stå, som i biografen i min drengetid: “Forbudt for børn under 12 år”.
Vi kørte fra hospitalet lidt over 22, kørte hjem i måneskin, parkerede ved hotellet, gik op og fandt – dette anrettet på skrivebordet.
Beskeden var denne – hjertevarmende, ikke?
Så medens Inge korresponderede med brødrene, kunne jeg anrette et dejligt ostebord med hjemmebagt knækbrød og kølig italiensk hvidvin til.
Så kom beskeden fra Christian, som var blevet på hospitalet.
Inge og Christian blev enige om at tage hen til Åbakken for at fortælle Hjalmar at Elly havde fået fred. Dørklokken signalerede til en af nattevagterne, at der var en, som gerne ville ind. Når vi var inde, kunne vi vente på Christian og selv lukke ham ind.
Christian kom, medbringende de af Ellys ting og sager, som skifteretten ikke havde inddraget på hospitalet, og han og Inge gik ind for at fortælle Hjalmar, at Elly var død.
Jeg gik ind og satte mig i en stol, helt stille, medens de snakkede i Hjalmars soveværelse.
Da de gik, stak jeg hovedet ind til ham og vinkede – han vinkede tilbage.
Det var klokken 2 om natten, så egentlig er vi allerede ved næste dag.