“Home is behind, the world ahead,
And there are many paths to tread
Through shadows to the edge of night,
Until the stars are all alight.
J.R.R. Tolkien, The Fellowship of the Ring
Hjemmet er bag os og ferien er foran os. Første stop er der 361 km til og Fraülein Daimler tog os igennem Paris – helt inde på den indre ringvej! Det var vi nu ikke helt tilfredse med i morgentrafikken, men hun mente hun var klogere end os, og det var hun måske også. Det er der jo ingen af os, der ved….
Første turist stop var Dijon. Der havde været et kaffestop undervejs. I Dijon havde Steen planlagt, at vi skulle se katedralen.
Der var både noget nyt og noget gammelt i kirken, lamperne virkede, som om de var nyere. Om de er efter anden verdenskrig, er rent gætværk fra min side. Kirken havde en renhed over sig.
Der blev fotograferet høje ting.
Mens vi gik rundt i kirken, var det, som vi hørte et ur slå et par slag, og vi ledte lidt efter det, men fandt det ikke. Og dog, da vi betalte for et stearinlys, hørte vi klokkelyden og det var fra da pengene faldt ned i “kassen” 
Vores lys blev tændt og kunne nu stå med flakkende flamme og brænde her i sennepsbyen, hvor vi overhovedet ikke så sennep eller en butik, der solgte det!
Hvorfor dette billede var ophængt i kirken, ved jeg ikke; men jeg kan godt lide hans grønne tøj. Og ja, så er det et godt billede…
Næste turistmål var Mont Roland, et sted som jeg gerne længe har villet besøge, men Roland nåede at komme der før os. Han var her for nogle år siden på en af sine sommerture med vennerne.
Her var et lille kapel kaldet “Notre Dame de Mont Roland”.
Da vi gik ud af kapellet bemærkede vi, at salmebøgerne havde metalklemmer på på ryggene. Vi troede, at det var fordi de var godt slidte. Steen ville tage en ud, men det viste sig at være meget vanskeligt.
Vi var overraskede over, at det var en lang og blød salmebog med små tegninger i. Egentlig ganske hyggelig, og hvorfor er salmebøger i Danmarks kirker ikke illustrerede?
Vi gik ud i en lille gård ved siden af kirken. På muren omkring gården var der monteret mange plader med taksigelser til Notre Dame de Mont Roland. Eksempelvis blev der på en tavle takket for at sønnerne var kommet hjem fra første verdenskrig. På en anden blev der takket for veloverstået eksamen engang i 1870’erne…
Længere inde i gården var der et lille hus, hvor denne Fatima stod. Hun var omgivet af masser af friske blomster, korsstingsbroderier og inde i glasmontre, knælede tre menigmands-figurer.
I et andet lille hus kunne man tænde lys og Steen puttede penge “le trunc”…
..tændte lyset og fik det sat på en pig.
Og Roland skulle selvfølgelig have en sms herfra….
Og ja, lige en ting mere. Da vi kørte op til Mont Roland så vi 14 kors langs vejen. Hvorfor de står der, ved jeg ikke, men det havde vi ikke set før…
Næste stop var vores hotel.
Vi havde kørt 476 km i dagens løb…
…og været oppe i 548 m. højde.
Vi blev budt velkommen på værelse nr. 22. Når vi åbnede denne lille “brochure”, kunne vi læse om, hvad der var at se ud af vores kvistvinduer. En god og sjov idé, der på den måde også fortalte os om den “lille” landsby, hvor vi er. Bla. kunne vi se op til et feriehjem for hele landets børn, hvor de kunne komme og få frisk luft her i Jura. Men tiderne har ændret sig for feriebørn, så hjemmet er nu lukket. Men vi var der i stedet til at indånde den friske og sunde luft 
Her kunne jeg spejle mig selv i det uendelige oven over vinduet 
Vi besluttede os for at gå en tur og beså først hotellets have/park, der var virkelig dejligt og smuk lavet. Her er vi ved den såkaldte naturlige svømmepøl…
Vi gik også en lille runde i byen, Her er byens kirke. Den måtte vi ikke se. Døren var låst, og indgangsdøren bar ikke præg af, at byens borgere ofrede mange penge på kirken. Måske var den slet ikke i funktion som kirke mere…
Vi kom også forbi byens kirkegård på vej tilbage til hotellet og kunne ikke lade være med at smile over budskabet på dette skilt der var monteret på kirkegårdslågen.
Vi var tilbage på hotellet til espresso-tid klokken 17, og drak den på terrassen.
Et par timer senere blev det vino-tid, og vi sad igen på terrassen i selskab med en dejlig chardonnay her fra Jura området. Det var et godt val,g og vi må med skam sige, at vi egentlig ikke kender meget til vine fra Jura.
Menu-kortet kom også, og der havde kokken skrevet om sin madlavning på en meget enkelt måde og uden dikkedarer omkring det. Det lød lovende.
Mens vi sad og drak den sidste vin, kom en tjener med denne anretning. Det var en slags isærtesuppe og nogle osteboller af en slags, som sikkert hedder noget helt andet. Vi er jo i 0mrådet Comté så det med osten overrasker ikke – aftenens måltid kunne vi glæde os meget til med denne utroligt velsmagende lille “mund-åbner”.
Vi havde valgt en af husets menuer med 5 retter – en lille forret med foie gras i hummersovs, 1 blå tun, 1 torsk og 1 pintade, derefter en abrikosdessert og nu ville vi ikke gå sultne i seng på den første feriedag. Jeg skal måske lige nævne, at vi sagde nej tak, da det blev ostens tid lige inden desserten. Vi ved, at vi de næste dage får rig lejlighed til at smage oste….
Vi var ved at ville rejse os for at tage det sidste af den vin med op på værelset – det var igen en hvid chardonnay fra Jura, dog lidt finere og mere tør end pre-dinner-vinen – da tjeneren kom med dette lille arrangement, for absolut at sikre sig at vi på ingen måde gik sultne i seng. Hvad jeg godt kan lide er, at der ikke er to af hver, men to små skeer. Vi skulle da også lige smage på, hvad han nu var kommet med: Til venstre en creme brulé med en af de der franske makroner ovenpå, til højre noget jeg ikke lige husker hvad hed, men som smagte som en tynd citronfromage med syltetøj i bunden, og den lille kage bag gelé-dimsen var lavet af pistaciemarcipan og chokolade – men den var for meget for os.
Nu troede vi, at vi kunne falde om på sengen og få en dejlig nats søvn; men inden det skete, fandt vi en lille note på sengen, som var blevet “tæppet af”, mens vi spiste.
Vi blev introduceret til Ernest. Hvis jeg har forstået rigtigt, så passer han godt på os, mens vi sover, men han driller også hotellets personale og hver aften bringes der en skål til ham ved hotellets – eller før i tiden: Marquiens hovedbord – for at Ernest skal blive ved med at gøre gode gerninger. Men hvad, jeg kan ikke fransk, men følte alligevel, at jeg trygt kunne lægge mig til at sove ved tanken om Ernest….