“Where did you go to, if I may ask?’ said Thorin to Gandalf as they rode along.
To look ahead,’ said he.
And what brought you back in the nick of time?’
Looking behind,’ said he.”
J.R.R. Tolkien, The Hobbit
Omkring klokken 6 er der kommet lidt lys på himlen. Der er ikke så mange skyer, men at bemærke er flaget – eller mon det er en vimpel? – på lygtepælen. Det er vistnok Berner Oberlands flag, men jeg kan tage fejl. Hvad der står fast er, at det i dag den 1. august er Schweiz Nationalfeiertag.
Schweiz har eksisteret som en løs konføderation siden det 13. århundrede. Ifølge landets nationalmyte grundlagdes staten den 1. august 1291 på en eng i Rütli ved en besværgelse. I sin nuværende form er Schweiz en føderal forbundsstat dannet med forfatningen af 1848. Siden 1979 består den af 26 kantoner. Befolkningstallet i Schweiz er på 7,5 mio., hvoraf 20 procent er udlændinge. Schweiz er hverken sprogligt eller konfessionelt en enhed: De officielle sprog i landet er tysk, fransk, italiensk og rætoromansk; 41 procent af schweizerne er romerskkatolske og 40 procent er protestantiske. Schweiz’ udenrigspolitiske neutralitet er siden Wienerkongressen i 1815 anerkendt folkeretligt. Landet er i dag medlem af EFTA, Europarådet, Verdenshandelsorganisationen og FN. Schweiz er med en BNI per indbygger på 58.000 schweizerfranc (289.000 kr.) et af de økonomisk stærkeste lande i verden. Tre fjerdedele af de erhvervsaktive er beskæftiget i serviceerhverv.
Hovedstaden er Bern mens den største by er Zürich. Flere internationale organisationer har hovedsæde i Schweiz, f.eks. det Internationale Røde Kors og den Olympiske Komité, ligesom FN har sæde i Geneve.
Til morgenmaden som er ta-selv-bord kom der en lille kurv ind med et par bollelignede boller med et lille Schweizerkors i, som morgenmadsdamen kaldte flaget. Det er en speciel slags Brötchen, som man bager til den 1. august.
1.-August-Weggen
Der 1.-August-Weggen ist ein Brötchen, das in der Schweiz in den Bäckereien zum Schweizer Bundesfeiertag vom 1. August angeboten wird. Vor dem Backen wird ein Kreuz auf dem 1.-August-Weggen in den Teig eingeschnitten. Ähnlich sieht das 1.-August-Brot aus, das etwas grösser ist. Sie werden seit Mitte des 20. Jahrhunderts gebacken und meistens mit kleinen Schweizerfähnchen beschmückt.
Udsigten fra vores altan er lidt mindre end normalt, da der hænger en fane ned i anledningen af Feiertag’en.
På forespørgsel om hvad der skulle ske i dagens løb, fik Steen en fotokopi af det opslag, han senere så var ophængt ved elevatoren. Derudover fik han formaningen om, at vi skulle spise ekstra tidligt – 18:15 – så alle retter kunne blive serveret og spist inden aftenens optog, der skulle starte ved 9-tiden.
Vores hotel er pyntet op både med små og store flag. Til venstre for schweizerkorsflaget ses det, jeg mener er Berner Obelands flag. Det er ophængt på altanen over vores, men hænger ned i vores udsigt :-).
Vi tog Seilbahn’en op i håb om, at vi denne gang måske kunne se den seværdige, fredede sø og omegn, der af UNESCO er defineret som Verdensarv. Da vi var der sidste år, var det helt tæt tåge og nærmest regn hele tiden, og vi så den gang kun 50 m ud i søen.
Der var godt nok lidt truende skyer, der til venstre, da vi kom op og det var i området under dem, at Steen havde planlagt en rute.
Her gik Dorthea i 1960 med andre medrejsende i rejseselskabet til Schweiz, og hun fotograferede nogle af dem på vej herfra og ned mod søen.
Det var godt nok en mere krævende rute, end vi havde troet; men udsigterne var mange, smukke, imponerende og begejstrende. Her ses den fredede Oeschinensee nede i bunden.
Der var en lang og meget fysisk krævende opstigning, så vi var glade for at have vandre-stokkene med. Lige her var de dog ikke absolut nødvendige, for det var en af de få behagelige strækninger på bjergruten.
Selv om det en overgang småregnede, var der også fantastisk flotte vues.
Vi kiggede ofte ned på søen, men fik den ikke fotograferet i sin helhed. Det gør ikke noget, for Dorthea købte i 1960 et postkort, som netop kan tjene dette formål.
Her kigger vi ned i, hvad der vistnok bliver kaldt søens “amfiteater”.
Her er et vue, hvor man kan se, hvor vores nedtursvej er, men hvad der måske i øjeblikket er mere interessant er, at vi ser små huse med flag og parasoller. De giver nemlig håb om, at der er Einkehrsmöglichkeiten. Ret betydningsfuldt for os, da vi ikke har madpakker med og det kan vi se, at alle andre der går ruten har. Vi har kun vand og en sort æske Ga-Jol med som proviant – ikke særligt gennemtænkt ;-).
Der blev krydset mange vandfaldsbække med strømmende vand.
Omkring her checkede vi positionen og højden – respektable 1993 m over havet!
Vi blev også lige mindet om juleaften. Der var en grotte fuld af får, så om Marie og Joseph også har gemt sig derinde vides ikke, men vi så dem ikke. De kan jo også have siddet henne i en af Einkehrsmöglichkeiten…
Dagens musik var igen leveret fra køernes klokker, og dagens variant i lydbilledet var tilføjelsen af det konstant rislende vand..
Vi nåede denne lille primitive oase i en lokalitet, der hedder Oberbergli.
Udover et stort glas æblesaft var stedet leveringsdygtigt i ost området. Det må være noget bjergvandere spiste, så det gjorde vi også…
Det gik stejlt, meget stejlt, nedad og der var kæmpestore sten på pisten, som var meget ubehagelig at gå på.
Stien havde heldigvis også behagelige strækninger, men der var stadig et godt stykke ned til søen.
Vi nåede ned og hen til Seilbahn’en og besluttede ikke at gå ned, da det havde været en mere fysisk udfordrenede tur end vi havde regnet med. Det var den korrekte beslutning, for kort tid efter, at vi returnerede til vores hotel, begyndte det at regne og tordne….
Turen var på lidt over 14 km, og vi var godt og vel 5 timer undervejs.
Ved nærmere eftersyn havde vi været over de 2000 m. De to ensartede stigninger i højre og venstre side tog vi med Seilbahn’en, men over det niveau viser højdekortet alligevel nogle alvorlige stigninger, så intet under at vi følte dem anstrengende.:-)
..og det blev ved med at småregne. Der var stadig pyntet flot op med flag, men det var ikke til at sidde udenfor….
Vi fik en sms, og svarede….
18:15 gik vi ned i restauranten, som vi var blevet bedt om. Der var pyntet flot op, det var som der herskede en forventningens glæde – ligesom til juleaften.
Den der flag-serpentiner – eller hvad sådan en kan hedde – er forøvrigt ganske smart. Det må være nemt at pynte op med flag på denne måde. Pudsigt nok har jeg ikke set sådanne serpentiner i andre lande. Måske er den schweiziske version med hvide kors, der ikke går til kanten på den røde bund, særlig nem at lave på serpentiner-form.
Serpentineren gik hen over bordet og rundt om et par røde roser i en vase. Alt var rødt og hvidt og de lokale havde også rødt og hvidt tøj på….
Alle gæsterne fik bragt deres ønske af drikkevarer til bordet, og vi fik at vide at forretten ville blive serveret ved bordene. Mens vi ventede, kom en harmonika-spillende herre ind og underholdt os.
Klokken 19 kom kokken og annoncerede aftenens forløb på tre sprog og fortalte at retterne vi i aftenens løb ville få, representerede Schweiz’ 4 landsdele. Han havde i øvrigt fået skiftet sin cap ud med kokkehuen…
Mens kokkene fik det sidste på plads, bugserede to herrer hver sit Alpenhorn ind i restauranten og begyndte at spille deres specielle musik. Det er altid en fornøjelse at høre, Bemærk tjeneren i baggrunden. Alle tjenere havde t-shirts på med det schweiziske flag -også tjeneren fra Hannover 
Derefter skete der noget! Kokken kom ind med forretten i en gammel kobbergryde, der blev hængt op i en krog. Steen fik taget dette utydelige billede af gryden, der var ophængt lige bag ham. Retten var lavet efter kokkens bedstefars opskrift. Den var deftig i og med at den bestod af makaroni, kartofler, ost og bacon; men den smagte fremragende og må være en ret, der er nem at lave i en hytte i bjergene til en træt bjerghyrde eller en vandrer.
Nu gik det hurtigt! Kokken til højre øste op i tallerkener, satte dem oveni de tomme, kokken til venstre dryssede persille på og tjenerne greb dem og fordelte dem til gæsterne.
Og voila! Sådan så forretten ud og den smagte som nævnt godt: kokkens bedstefars opskrift serveret på Schweiz’ nationale festdag!
Indimellem kom Alpenhorn-spillerne ind og spillede, indimellem spillede harmonika – manden og et par af kokkene kom ind og viste en bradepande frem ved alle bordene. På den lå en indbagt skinke…
…som selvfølgelig havde et kors over sig. Steen fik den smagt det gjorde jeg ikke, der var så meget på ta-selv bordet af hovedretter fra Schweiz….
Skinken blev bragt ind i salen med buffetten, hvor den blev skåret op. Steen fik at vide, at han også skulle spise den bagte skorpe.
Der blev flameret kalvelever i små skiver, blandet med æbletern og persille.
Kokkene, der flamberede lever-retten og skar skinken i skiver, står bagerst i salen. Resten af ta-selv bordet var selvfølgelig formet som et kors. Og så må vi ikke at glemme osten på bordet til venstre, som vi lige aner hjørnet af…
Her er menuen, som vi var kommet langt ned i. Vi havde stadig den store dessert-buffet til gode. Den – ja, jeg tror ikke jeg behøver at fortælle det, men lad mig alligevel – indeholdt alt muligt med forskellige chokolader (vi er vel i Schweiz…), samt en kæmpestor iskage, gæt – ja, formet som et stort schweizisk flag, og indeni var der lyserød jordbæris og vanilleis. Jeg kunne blive ved at skrive om de forskellige slags, men, men, men jeg havde ikke appetit til at smage ret mange af dem.
Dette rystede billede viser bare lidt…
Klokken 21 skulle optoget starte ved hotellet og der var en hel masse vi ikke forstod; men optoget var jo heller ikke lavet for turister men for de lokale. Vi kunne se, at de have det mægtig skægt. Vi gik heller ikke ned og hørte borgmesteren tale. Det ville alligevel ikke sige os noget. Mht. fyrværkeriet nøjedes vi med at håbe for de, som ville møde op til det senere på aftenen, at det ville blive tørvejr. Vi har set så meget fyrværkeri og vi trængte til hvile, så vi gik til ro.
Vi blev vækket omkring 22:45 af en støj der fik os til at tro at det styrtregnede. Men det var såmænd bare fyrværkeri lige uden for hotellet. Det skulle vi jo have billeder af til denne blog, men Steen kom hver gang for sent til at tage et billede. Der var nemlig lange pauser og hver gang troede vi at nu var det ovre, og lagde kameraet til side. Det interessante var, at det hovedsageligt var lavt fyrværkeri, der blev tændt, og kun få raketter der for op i himlen og sagde bang og krævede at man stod med brækket nakke for at få det hele med.