“Don’t adventures ever have an end? I suppose not. Someone else always has to carry on on the story.”
J.R.R. Tolkien,
En fin morgen var det klokken 6. Ikke en sky på himlen. Det lovede godt for begyndelsen på dagen.
Steen havde travlt med at finde kort frem og forklare til morgenmaden. Vi skulle op med Seilbahn’en og hen til Gemmi Stock. Det var nemlig der, at Dorthea og hendes medrejsende havde været på rejsen i 1960, og ikke, som Steen fejlagtig troede, selve passet Gemmipass i 2270 m højde. Det fandt vi først ud af i går aftes, og det passede os godt – der var nemlig kun lovet tørvejr indtil omkring klokken 16, og turen helt op til Gemmipass og retur ville vi knap kunne nå inden. Det er ikke så meget regnvejret, vi har noget imod, men lyn og torden i bjergene….
På vej til Seilbahn’en fik Steen et bedre billede af, hvor motivet på et af Dortheas postkort fra 1960 – dvs for 54 år siden – var fotograferet.
Ja, selvfølgelig er der blevet bygget nyt i de mellemlignede år (de 2 huse, hvor der dengang var græsmark); men alligevel fantastisk, at vi kunne finde det.
09;30 var vi ved Seilbahn’en i Eggeschwand i bunden af dalen. Det var en flok spejdere også….
Sjovt nok var der en gammel metalplade fra Dortheas hotel ved kasseapparatet i huset hvor Seilbahn’en starter (Talstation).
Seilbahn’en sejlede afsted, netop da vi nåede hen til Talstation’en, så vi måtte vente 30 min til næste afgang. Da vi var de første i kabinen, havde vi fin tid til at tage dette billede af os.
Vi forlod Talstation Kandersteg og sejlede deropad mod Bergstation Sunnbuel…
Byen blev mindre og mindre, og vi kom højere og højere op.
Oppe på toppen valgte vi at starte med at gå en rute i et område med mange vilde planter og et helt andet landskab, end vi ellers har vandret i. Dette valg var vi glade for, fordi alle de andre “turister” gik den klassiske nemme vej.
Smukke anderledes landskaber, en god sti at gå på og vejret som vi kunne ønske os – perfekt!
Vi måtte have jakkerne på indimellem, når vi ikke var i skyggen, og/eller når der var en god vind. Der var også kun lovet 7 grader deroppe.
Vi var ved godt mod og tog lige endnu en lille omvej, hvor det gik det opad og opad – men ad en god vej. På billedet her kigger vi tilbage, ned på, hvor vi havde gået “for lidt siden”.
Endelig var vi kommet så højt op, som vi nu ville i dag. Vi var over 2000 m oppe og var glade for at få øje på huset, hvor der var Einkehrmöglichkeit.
Vi fik selvfølgelig – ja, det er jo ikke en selvfølge, men det er en god drik, når man vandrer – Süssmost (eller Apfelsaft, som det hedder på hochdeutsch). Det var et ganske vidunderligt sted at sidde….
Vi måtte jo videre, og det var egentlig tilbage, for vi havde indnu ikke været i Stock, hvor Dorthea havde fotograferet nogle af sine medrejsende i 1960. Vi måtte have vindjakker på.
Vi nærmede os Stock og der blev flere og flere planter at se. Skilte belærte os undervejs, som var det en botanisk have. På trods af det jeg aner ikke, hvad denne blomst hedder.
Her er vi ved Stock, hvor beværtningen er lukket, siden Dorthea var her. Vi mente dog, at gelænderet var det samme som damals.
Well, det lader til at en del af gelænderet er skiftet ud i tidens løb med bjælker, der ikke er afbarket så fint som dengang. Men dette var det længste rejseselskabet, inklusive Dorthea, gik fra Bergstation Sunnbuel. Det forklarer, at damerne kunne klare turen i spadseresko. Turen på 2:30 timer op til selve Gemmipass var urealistisk at tro, og Steen er nu mindre imponeret af rejseselskabets fysiske udfoldelse den dag i “Højalperne”, end han var før vi i går fik tingene på plads 
Udsigten derfra over Kandersteg må have været omtrent den samme, som Dorthea og det danske rejseselskab dengang har været betaget af. Dorthea var i “Højalperne”, som hun ofte skrev i sine albummer.
Fra Stock skulle vi tilbage til Bergstation Sunnbuel for at komme ned med Seilbahn’en. Vi vidste, at det ville gå opad igen, så der var ikke andet at gøre end at komme igang igen.
Steen bemærkede, at der kome en kabine forbi med noget under sig. Det viste sig at være cykler.
Vi nåede op til Sunnbuel og glædede os over, at der ikke så ud til at være ventetid for at komme ned! Steen havde frygtet, at der ville være 70 spejdere foran os, hvilket nemt kunne betyde mere end 1 times ventetid.
Den ene efter den anden betagende og smukke udsigt kunne ses fra kabinen.
Vi havde besluttet på hjemvejen at gå ind og tage en Eiskaffee hos Hotel Adler; men på vej derhen mødte vi en meget, meget uvenlig hveps, der mente at have ret til at kravle ind under min skjorte og stikke mig på skulderen/ryggen inden den kravlede ud og fløj væk igen. Så jeg gik omkring et apotek for at lade dem se på denne type Kandersteg-uartige-hvepses-stik. Apotekeren anbefalede dette præparat. Da han hørte, at jeg rejste med Zyrtec (fordi jeg kan svulme meget op af insektstik) anbefalede han mig at tage sådan en pille hurtigst muligt. Steen tilbød med det samme at hente en pille på hotellet – imens klarede jeg bestillingen af 2 x Eiskaffee 
Vi var knap nået tilbage til hotellet, da det begyndte at regne. Det må siges at være good timing.
På satelllitbilledet har vi indtegnet dagens rute. Øverst hvor vi startede og endte ved hotellet og nederst hvor vi holdt pause hos Berghotel Schwarenbach i 2061 m højde og fik os et godt glas Süssmost.
Max. højde var 2076 m. De flade stykker i bunden viser turene til og fra Seilbahn’en og de symmetriske “skuldre” på kurven, hvor vi steg op og ned viser den 2.4 km lange kabel-strækning mellem Talstation Eggeschwand og Bergstation Sunnbuel. Hvis vi ikke regner turene op og ned med Seilbahn’en gik vi godt 22 km.
Et godt glas vand er ikke at kimse af, og man kunne godt ønske sig, at der lå en seddel på hvert eneste hotel i verden, der informerer om kvaliteten af hotellets/byens vand. Hvorfor mon man ikke gør det? Hvad mon man er bange for?
I aften skulle der ikke vælges aftensmad. Den klassiske schweiziske fondue ikke til at spise i sommervarmen, så det var en kinesisk version, der bliver serveret hver mandag…
Der var passende dækket kinesisk op og bemærk det lille fangstnet til højre…
Dette var forretten, den var jeg glad for, for det blev stort set min aftensmad!
Vi gik alle hen med vores kinesiske tallerken ved et ta’-selv bord til hovedretten. Der stod godt nok et par kokke/tjenere til at give os over på tallerkenen, hvad vi måtte ønske – diverse forkogte grøntsager og råt kød i strimler. Jeg havde valgt fisk, kylling og oksekød; men hver gang jeg havde puttet noget i fonduegryden, som stod ved hvert bord, så fiskede Steen det op med sit fangstnet, inden jeg kunne nå at glippe med øjnene og væltede det rundt i sin risskål med ris og sad og plørede rundt som et barn ved vandkanten på en strand med skovl og spand og åd løs.
En god slankekur er at spise kinesisk fondue med Steen!!!
Forresten, så var desserten en kugle kokosis med noget aprikossnask, som smagte godt. Den fik jeg da også, da det var portionsanrettet, og det var jeg taknemmelig for. Så forret og dessert var aftensmaden efter at have gået omkring omkring 22 km i dag.