“If you sit on the doorstep long enough, I daresay you will think of something”
J.R.R. Tolkien, The Hobbit
En sms, der kom lidt over midnat. Men jeg sov. Jeg hørte den ikke – måske Ernest havde sat telefonen på “stille”. Nu er det så lige det, hvor Flåm er.
Det undersøgte Steen.
Klokken 07:30 så det ud til at blive en dejlig dag.
Den dejlige morgenmad spiste vi ude på terrassen ligesom alle de andre. Jeg havde trøje med for en sikkerhed, men det var nu helt unødvendigt…
Vores hotel set ved opkørslen/indkørslen.
Vi var rimelig tidligt på færde, vi skulle jo nå noget, som Dorthea havde gjort, og ja, vi er klar over, at vi ikke kan nå så meget som hun, for hun var her omkring en uges tid…
Vi havde på hotellet fået at vide, at det ville tage 20-25 minutter at gå hen, hvor vi kunne købe billetter. Det kom til at passe meget godt, jeg tror vi gik 22 minutter, og vi gik lidt forkert.
Vi skulle på Giro Del Golfo!
Vi kom til at sejle med “Paradiso”.
Min vandrehat kom på, jeg er jo ikke i besiddelse af en Panamahat som Steen. Ja, der er forskel på folk…
Vi ved, at Dorthea var ude at sejle på Lago di Lugano, men vi ved ikke helt hvilken rute, så vi tog en, som hotellet anbefalede. Her ses Monte Bré, som vi ved at Dorthea var oppe på. Hun kørte derop med en tandhjulsbane.
Lake Lugano (Italian: Lago di Lugano or Ceresio, from Ceresius lacus) is a glacial lake which is situated on the border between south-east Switzerland and Italy. The lake, named after the city of Lugano, is situated between Lake Como and Lago Maggiore. It was cited for the first time by Gregory of Tours with the name Ceresio in 590 AD, a name which is said to have derived from the Latin word cerasus, meaning cherry, and refers to the abundance of cherry trees which at one time adorned the shores of the lake. The lake appears in documents in 804 under the name Laco Luanasco.
Well known mountains and tourist destinations on the shores of the lake are Monte Brè (925m) east, Monte San Salvatore (912m) west of Lugano and Monte Generoso (1,701m) on the south-east shore. The World Heritage Site Monte San Giorgio (1,097m) is situated south of the lake.
Der var smukke, dybe vue’er.
En gammel by, Gandria, som blev rost meget, men vi skånede os selv for at gå rundt der 1½ time, indtil næste båd kom.
Turen tilbage til Lugano, foregik på den anden side af søen.
Dorthea havde i 1957 sejlet en tur på Lago di Lugano, vist nok et par gange. Her lader det til, at hun tog omtrent den samme som vi – og modsat os, gik hun i land i Gandria.
Tilbage i Lugano gik vi hen til en lille kirke, Saint Maria degli Angioli.
Den lille kirke havde frescoer fra 1500-tallet, malet af Bernardino Luini. Han var elev af Leonardo da Vinci. De var utroligt flotte og der var malet overalt i kirken, som ellers virkede meget ydmyg.
Bernardino Luini (c. 1480/82 – June 1532) was a North Italian painter from Leonardo’s circle. Both Luini and Giovanni Antonio Boltraffio were said to have worked with Leonardo directly; he was described to have taken “as much from Leonardo as his native roots enabled him to comprehend”. Consequently many of his works were attributed to Leonardo.
Meget enkelt og meget smukt, det er lige før det røde tæppe forstyrrer!
Steen tændte et lys.
Det gjorde han ved dette “alter”. Der var 3 forskellige, man kunne gøre det ved.
Endnu et af kalkmalerierne. Derefter gik vi ud i Luganos sommervejr…
Vi trængte til en iskaffe og havde besluttet at se, om vi kunne få en i den historiske café i Via Pessina. Efter at vi havde kringlet os rundt i byens gader, fandt vi den.
Hver anden butik i byen sælger ure, men vi stod ikke og manglede et…
Vi bestilte iskaffe og vand og der blev nikket og sagt “ja så gerne”, uden at jeg ved det, for jeg kan ikke italiensk. Der kom en tjener mere og pegede på et kort og spurgte, om det var det, vi havde bestilt. Det stod på italiensk og jeg gættede mig til, at det var det rigtige, Steen var selvfølgelig gået på toilettet, men hans italienske er nok ikke bedre. Der kom en tredie tjener, som talte tysk, og han fortalte, at italienerne havde svært ved h-lyde, så de havde været i tvil om vi ville have kold kaffe eller varm kaffe. Nå, men vi fik dette her….
Den varme espresso var i den lille kande, og den skulle man hælde over isen. Sådan havde vi ikke fået det serveret før. Det smagte godt, og der var ingen tvivl om, at det var en italiensk espresso…
Italiensk-undervisning for begyndere, det var det vi fik….
Der blev svaret på sms’en, og vi fik svar på Grand Café Al Porto.
I bedste Dorthea-stil købte vi noget af husets chokolade, og de fik en merkøbsbonus, idet de lod os smage en slags amarreti med mandler og jeg tror noget sprut, sandsynligvis amaretto, men det ved jeg ikke. De var gode og lignede slet ikke de klassiske amarreti kager!
Uden at vide det, er vi sikre på, at Dorthea også er gået ud og ind af denne dør og har haft en pose med ud.
Der kom endnu en sms og der blev svaret
Tilbage på hotellet synes vi lige, at vi skulle smage på en af de der amarreti’er med mandler, vi havde købt.
Sådan havde vi med skib og til fods bevæget os rundt i og omkring Lugano i dag.
Den fik os til at trænge til en kop te, og vi fik en dejlig Earl Grey på terrassen. Det var blevet lettere overskyet, så temperaturen var faldet til det absolut behagelige…
Lige bag hotellet går banen op til Monte Bré, men vi besluttede os for, at vi havde set det ude fra søen, altså Monte Bré…
Der kom billeder fra Bergen….
Efter teen satte jeg mig i liggestolen på vores altan og kiggede ud over alt og intet.
Aftensmaden blev det vi kalder “pubfood”. Vi valgte Flammkuchen à la mediterranean.
Tjeneren bragte det sidste af vores vin op til vores altan, og jeg troede, at vi skulle sidde og nyde den der, men Steen fik den idé, at han ville vaske vores vandreskjorter og checke noget på nettet, så jeg gik ud for at nyde den i dyb fred og ro og se de sidste af solens stråler og glæde mig til en nyvasket vandreskjorte og lytte til pianomusikken nede fra!
Stilhed – nå ja, indtil der kom et par match-box biler, der larmede så meget, at jeg måtte rejse mig og kigge ned i dyb forundring over at “smarte” biler, ligesom mange motorcykler, skal larme. Her var et par med penge nok til at købe biler, men som ikke kunne finde ud af, hvor lang tid, det ville tage at køre op og ned i bjerge, så de kom sent til hotellet. Det sjove var at se, da de skulle bakke for at komme i garagen. Da var ejeren af den gule Lamborghini meget usikker, mens manden i den blå Ferrari godt kunne finde ud af det. Ingen af dem lod hotellets concierge køre den i garagen. Næh, han kom ind på passagersædet i den blå