“After all, I believe that legends and myths are largely made of ‘truth’.”
J.R.R. Tolkien
Lidt over 6 så der sådan ud ved Garda-søen. Steen tog billeder til et pano, men ser det ikke ud, som om der er sket et eller andet ved himlen omkring det midterste træ?
Vi spiste morgenmad udenfor, og det ser ud, som om Steen gaber højt for at få sig lidt italiensk yoghurt med schweizisk drys…
Inde i morgenmads-stuen hang dette primitive billede af stedet, Hotel Sofia, og det er nok malet omkring da det blev bygget, endnu har træerne ikke vokset sig store…
Her til formiddag skulle vi op og se en park, som Dorthea også havde besøgt, og den lå ikke ret langt væk fra vores hotel. Den hedder “Vittoriale degli italiani”. Inden vi skulle på guided tur af huset, havde vi både tid til at gå rundt i parken og til at forevige os selv foran brønden – en brønd, som Dorthea og rejseselskabet også lod sig forevige foran i 1955.
Dorthea har en lille hat på og sidder som nr. 2 fra venstre i gruppen af medrejsende.
The Vittoriale degli italiani (English translation: The shrine of Italian victories) is a hillside estate in the town of Gardone Riviera overlooking the Garda lake in province of Brescia, Lombardy. It is where the Italian writer Gabriele d’Annunzio lived after his defenestration in 1922 until his death in 1938. The estate consists of the residence of d’Annunzio called the Prioria (priory), an amphitheatre, the light cruiser Puglia set into a hillside, a boathouse containing the MAS vessel used by D’Annunzio in 1918 and a circular mausoleum. Its grounds are now part of the Grandi Giardini Italiani.
References to the Vittoriale range from a “monumental citadel” to a “fascist lunapark”, the site inevitably inheriting the controversy surrounding its creator.
Steen ville blandt andet op og se krigsskibet, som lå i parken højt, højt over vandet, selv om det ikke kan ses her på billedet.
Dorthea købte sig en serie akvarel-postkort fra parken, og et af dem viser skibets stævn nede fra haven.
Vi var også oppe og se mausoleumet, hvor Gabriele D’Annunzio ligger begravet højt oppe over det hele. Han var bygherren, eller skulle jeg sige opfinderen af stedet. Vi var inde på en guided tur og fik fortalt og vist om ham og hans hjem, og jeg har ikke rigtig ord for at beskrive hvordan, der så ud….
Gabriele D’Annunzio (Italian pronunciation: [ɡabriˈɛːle danˈnuntsjo]; 12 March 1863 – 1 March 1938), Prince of Montenevoso, sometimes spelled d’Annunzio, was an Italian writer, poet, journalist, playwright and soldier during World War I. He occupied a prominent place in Italian literature from 1889 to 1910 and after that political life from 1914 to 1924. He was often referred to under the epithets Il Vate (“the Poet”) or Il Profeta (“the Prophet”).
D’Annunzio was associated with the Decadent movement in his literary works, which interplayed closely with French Symbolism and British Aestheticism. Such works represented a turn against the naturalism of the preceding romantics and was both sensuous and mystical. He came under the influence of Friedrich Nietzsche which would find outlets in his literary and later political contributions. His affairs with several women, including Eleonora Duse and Luisa Casati, received public attention.
During the First World War, perception of D’Annunzio in Italy would be transformed from literary figure into a national war hero. He was associated with the elite Arditi storm troops of the Italian Army and took part in actions such as the Flight over Vienna. As part of an Italian nationalist reaction against the Paris Peace Conference, he set up the short-lived Italian Regency of Carnaro in Fiume with himself as Duce. The constitution made “music” the fundamental principle of the state and was corporatist in nature. Some of the ideas and aesthetics influenced Italian fascism and the style of Benito Mussolini.
Roland lavede/fotograferede et panorama-billede fra Bodø i Norge.
Vi forlod byen og kørte nordpå, måske var det slet ikke nordpå, men vi kørte op langs Garda søen og på et tidspunkt drejede vi til venstre og kørte op i et bjergområde der hedder Tremosine. Der havde Dorthea nemlig også været og byen. vi gjorde holdt i deroppe, har samme navn.
Der var et hotel med gelateria, og vi tænkte, at vi måske kunne få en iskaffe. Det var en lille by med smalle gader og det var næsten umuligt at parkere, men Steen fik parkeret…
…og stedet kunne levere en iskaffe, og den var ganske anderledes, end hvad vi ellers havde fået.
Vi kørte ned til vejen der er langs Gardasøens vestbred, hvorom Dorthea skrev i sit album om dette postkort, hun købte på sin tur i 1955: “Den verdensberømte Gallerivej langs Gardasøen”.
…og op til Riva del Garda, der ligger helt oppe i toppen af Garda søen, og der beså vi Domkirken.
Riva del Garda is a town and comune in the northern Italian province of Trento of the Trentino Alto Adige region. It is also known simply as Riva. The estimated population is 15,151.
Riva del Garda belonged to the Republic of Venice, the Bishopric of Trent, the Napoleonic Kingdom of Italy and later (1815-1918) to the Austro-Hungarian empire. Since the end of World War I (November 3, 1918), Riva del Garda, with the rest of the Trentino, became part of the Kingdom of Italy.
Riva was the terminus for the 24 kilometres (15 miles) long Mori–Arco–Riva railway line, opened in 1891. However, the railway closed in 1936 and the railway terminus has been converted into a restaurant.
The church Chiesa dell’Inviolata, dominating the Largo Marconi, is considered among the most beautiful baroque churches in Trentino. It is an octagonal building with the belfry next to it. It contains the altarpieces “San Carlo Borromeo” and “San Gerolamo” by the Mannerist painter Palma il Giovane. In the middle of the octogonal dome is a Baroque fresco “The coronation of Maria in Heaven”.
Her i kirken var der ikke levende lys, men elektriske, så Steen fik idéen, at der ville tænde sig et, hvis vi puttede penge i en dertil indrettet slot.
Han fik ret! Et lys begyndte at blinke og derefter holdt det sig tændt. Jeg ved nu ikke rigtig, hvad jeg mener om det – om der er for meget Tivoli over det….
Derefter kørte vi igennem en meget bred dal, hvor der var masser af dejlige vinstokke, og drejede fra vejen ind til et sted, hvor man solgte “lokale produkter”. Her købte vi nogle flasker vin og måtte igen erkende, at vi slet ikke kender alle de små vinområder her i Norditalien; men det er der jo heldigvis noget, der kan gøres noget ved!
Vi kørte videre til Meran…
…og kom til vores sædvanlige hotel lige omkring klokken 15, efter at have tilbagelagt knapt 200 km.
Efter det obligatoriske glas vand som velkomst og lidt slæben op på værelset, gik vi ned og tog kaffe og te og et par af deres små kager til.
Steen er ved at forklare noget, og han mener altid, at man er mest naturlig, hvis man snakker eller spiser, når man bliver fotograferet. Hvad han vrøvler om, ved jeg ikke, men jeg har været hensynsfuld og sat det bedste billede op af de fire jeg tog….
Inden aftensmaden satte vi os ned på terrassen og drak et glas prosecco.
Her var der lige en sms-udveksling….
Fredag aften er der Gala Dinner her på hotellet. Da mange er her en uge ad gangen, er der ofte “skifte-dag” om lørdagen og dermed har gæsterne om fredagenvderes sidste aften på hotellet. Vi blev mætte – godt mætte og drak en tyrolsk pinot blanc, eller som den hedder på hochdeutsch, Weissburgunder.
Inde i hjørnet af baren sad hyggepianisten og han spillede, mens vi spiste og det kunne høres ind i spisesalen. Han blev ved med at spille, og det kunne vi høre, da vi satte os ud på vores altan oppe på 3. sal og lod mørket falde på og så på den næsten fulde måne….