“Absurdly simple, like most riddles when you see the answer.”
J.R.R. Tolkien
Et sidste blik ud til venstre fra værelse 49 i Meran…
Der var betalt. Steen havde som tak for opholdet fået en flaske æblesaft, og nu skulle de sidste ting i bilen – blandt dem er er altid min computer 
Vi kom igennem en dal, Grödnertal, hvor der bliver lavet en masse træskæreri. Det første træskæreri vi besøgte, havde i forbindelse med show-room’et et lille museum, og her snurrede det hele rundt…
Her vises hvordan man kan lave mange ens figurer samtidig. Selvfølgelig er manden ved maskinen også af træ. Han har i skødet en model, som han “føler” på med en plastiksonde, der styrer den numeriske fræsemaskine, således at der fræses ens i de 12-15 kloser, der er monteret oppe i maskinen.
Det næste sted vi besøgte, havde i deres show room en arbejdende træskærer. Han stod og skar en klovn efter den figur der står yderst til venstre på bordet med alt værktøjet. Han fortalte, at det var et bestillingsarbejde.
Næste holdt var en by, Ortisei på italiensk – Sankt Ulrich på tysk. Her havde Dorthea sidst i 1950’erne været igennem på turistrejse og ved den lejlighed besøgt kirken. Byen var igen et populært turiststed og det var svært at få parkeringsplads.
I sit “Meran”-album havde Dorthea indsat dette postkort.
The Parish Church of Urtijëi located in the town of Urtijëi in Val Gardena in South Tyrol, Italy is dedicated to the Epiphany and to Saint Ulrich.
It was built in the years 1792–1796 in the Neoclassical style with some Baroque elements by the tyrolean master Joseph Abenthung and the interior domes painted by the Tyrolean brothers Franz Xaver and Josef Kirchebner. The structure of the church has the form of Latin cross with a central nave and two lateral chapels dedicated to the Sacred Heart of Jesus and to Our Lady of the Rosary.
The church contains a great number of sculptures, mostly in wood, carved by artists from Val Gardena, including Vigil Dorigo, Luis Kostner, Josef Moroder-Lusenberg, Anton Pitscheider and Franz Ruggaldier. In the corners of the presbytery there are four plaster statues, created by Johann Dominik Mahlknecht for this church but never cast in bronze, representing the four Evangelists.
The stained glass windows are a matching set, each one containing a roundel with the head of one of the Twelve Apostles.
Vi tændte selvfølgelig et lys.
Ved “lysbordet” var monteret en lille billedramme med inspiration til en bøn, man kan bede medens lyset tændes og man står og eftertænker lidt for at sikre at det brænder stabilt.
Endnu et træskæreri blev besøgt, og det var fordi det havde en stor bjørn udenfor butikken. Der var også bjørne indenfor, og en af dem sluttede sig til vores lille rejseselskab…
Det regnede mere og mere og strømmede ned, da vi nåede Sella passet. Her havde Dorthea været i 1955, så vi måtte også have dokumentation for, at vi havde været der. Steen fik parkeret bilen, men var nødt til at gå ud i regnen for at fotografere. Under sådanne omstændigheder er det dejligt at tænde for sædevarmen når man kommer tilbage i bilen.
Huset til venstre på Dortheas postkort fra Sella passet er det, der er til højre i mit fotografi af Steen ude i regnen.
The Sella Pass (German: Sellajoch; Ladin: Jëuf de Sela or Jouf de Sela; Italian: Passo Sella) (2244 m) is a high mountain pass between the provinces of Trentino and South Tyrol in Italy.
It connects the Val Gherdëina in South Tyrol and Canazei in the Fascia Valley in Trentino.
With Pordoi Pass, Gardena Pass, and Campolongo Pass, this pass forms a quadrangle around the Sella group. In the winter, ski trails are prepared that make the entire round in both directions, known as the Sella Ronda.
Der var skønne glimt af Dolomiterne, og ja, dette billede er taget ud af bilvinduet…
Endnu et pas – Pordoi passet -blev passeret. Her havde Dorthea været i 1955, så der skulle vi ligesom på det forrige pas dokumentere, at vi også havde været der. Regnen var ikke stilnet en dråbe af, men denne gang fik Steen parkeret bilen, så billedet kunne tages ud af den nedrullede siderude – min siderude, og denne gang var det mig, som blev våd 
Pordoi is a pass in the Dolomites in the Alps, located between the Sella group in the north and the Marmolada group in the south. The pass is at an altitude of 2,239 m (7,346 ft), and the road crossing the pass connects Arabba (Livinallongo del Col di Lana) with Canazei (Fascia Valley). It is the highest surfaced road traversing a pass in the Dolomites.
Dorthea købte den gang et postkort, der i et panorama viste vejen til passet.
Dorthea var så begejstret over bjergverdenens himmel, at hun fotograferede den, og dermed ved vi, at hun heldigvis fik set mere af dette imponerende scenario, end vi.
Der var også et par huse, der blev fotograferet ud af en nedrullet siderude. Dorthea havde billeder af dem. Det regnede mere og mere…
I en by, Arabba, holdt vi ind ved en café og fik os en iskaffe. Nu kan det måske undre, at vi tog en iskaffe, når der kun var 10 grader udenfor; men det tænkte vi jo ikke på, vi sad jo i en varm bil.
Steen var så flink og køre for døren, da vi tog derfra. Det sjaskregnede stadigvæk helt enormt.
Ved ankomsten til vores hotel regnede det stadig meget og vi overvejede lidt, hvordan vi kunne få bagagen læsset af, uden at det altsammen blev drivende vådt. Til vores overraskelse kørte man direkte ind i underetagen, hvor der var rød løber og adgang til receptionen – og ja, det er jo også smart om vinteren…
Der er til højre et springvand, hotellet hedder også Quelle.
Et hotel, der ved hvad en rejsende trænger til ved ankomsten. Vi fik trykket et glas perlende sekt i hånden inden det mere praktiske med nøgle og visen værelse osv.
Vi havde kørt omkring 200 km i dagens løb…
…og været over 3 pas og oppe i 2265 meters højde.
Mere velkomst på værelset.
Udsigten fra vores værelse da vi kom op. Jeg bemærkede, at det var Petunia og ikke Pelagonier, der var i altankassen, og jeg tror at årsagen er temperaturen. Ja, den kunne man også aflæse ude på altanen.
Gsieser Bach hedder det lille vandløb og det larmer meget – det skal ikke forstås som irriterende.
Vi var på 3/4 pension, så vi kunne lige nå en kop kaffe. Jeg tog ost, som jeg tror, var en Appenzeller og Steen snuppede sig et stykke Apfelstrudel. Eftermiddags-buffetten var meget righoldig med kager, varm suppe, forskellige salater og meget mere – og ja, selvfølgelig også Quellwasser.
Da vi igen var tilbage på værelset, var regnen holdt op, og vi kunne se Dolomitterne i det fjerne.
Vi dovner ikke.
Jeg har lige set en video om, hvordan man forskønner sig selv. Skal jeg gøre det? Nej, det er jeg for doven til. Det er bedre, at jeg bestiller noget…
Nu, da vi havde været flittige og endnu ikke vidste, at dalen, som var en blindgyde, ikke have tilstrækkelig internet-kapacitet, skålede vi nede i baren…
Da vi kom ind til “vores bordplads”, viste dette bordkort – eller hvad kalder man denne form for sådan et? – at her var bordet reserveret til os.
Her var menuen lidt anderledes, og vi blev da mætte endnu engang.
Efter at vi var blevet mætte, stod vi lidt på altanen og kiggede sydpå ned i dalen, og der blev sendt en sms.
Der blev også lige checket, hvilken højde vi nu var i.
Derefter lidt mere på computeren og engang imellem ude for at se lidt/mange stjerner – ja, så mange som nu skyerne tillod os det….