“There cannot be any ‘story’ without a fall – all stories are ultimately about the fall – at least not for human minds as we know them and have them.”
J.R.R. Tolkien
Jomfru Marias opptagelse i himmelen, også kalt Jomfru Marias himmelfart, latin Assumptio Mariae.
Ifølge en tidlig katolsk, ortodoks, orientalsk-ortodoks og delvis anglikansk oppfattelse ble jomfru Maria tatt opp til himmelen med kropp og sjel. Dette blir feiret på samme dag både i øst- og vestkirken, nemlig 15. august, men det ble katolsk dogme først 1. november 1950, da Pius XII uttalte seg ex cathedra i sammenheng med den apostoliske konstitusjonen Munificentissimus Deus. I den ortodokse kirken kalles høytiden Hensovnelsen.
Den 15. august var i katolsk tid også en viktig merkedag i Norden og dagen har et eget tegn på primstaven, som er et innrammet kors. På denne dagen ba folk til jomfru Maria om at det ikke skulle bli uår. Dagen het Marias Himmelfart.
Oppfattelsen av Marias himmelfart deles ikke av de protestantiske kirker, da disse hevder dette ikke har bibelsk belegg.
15. august er derfor en offentlig helligdag i en rekke land, som Belgia, Chile, Colombia, Ecuador, Frankrike, Hellas, Italia, Libanon, Litauen, Malta, Mauritius, Polen, Portugal, Senegal, Slovenia, Spania, Tyskland (Saarland og Bayern) og Østerrike. Den ortodokse kirke følger juliansk kalender og feirer dagen 28. august.
En smuk morgen at fejre Marias Himmelfart. Kirketårnet (delvist skjult af træer) til højre for majstangen fortæller os dag og nat med kvarter- og time-slag, hvad klokken er. I dag skal der helt sikkert være gudstjeneste der, men vi har fået at vide, at byen ikke holder optog, som det ellers er tilfældet mange steder.
Hotellet her har også en nyhedsavis, og heri var vejrudsigten for i dag. Den havde Henning allerede fortalt os i går aftes, og han havde fået os til at ændre planerne for en af vores planlagte gåture, da alm’en og stier kan være meget glatte, når det regner.
Han havde også fortalt os, hvor vi kunne finde billeder af, hvordan hotellet så ud i 1936, da Dorthea og sønnerne var her. Steen havde fundet ud af, at det lå på samme sted, hvor det hotel, vi bor på i dag, står, og han havde ret.
Vi fulgte Hennings forslag, som ellers var noget, vi var gået udenom – selv om vi vidste, at Dorthea og sønnerne havde været der i 1936. Vi gik hen til Salzbergwerk’et.
Im Salzbergwerk Berchtesgaden wird hauptsächlich mit Sinkwerken im nassen Abbau Salz abgebaut. Das mit Hilfe von Wasser aus dem Stein gelöste Salz (Sole) wird durch eine Soleleitung zur Weiterverarbeitung zu Speisesalz und Streusalz in die 18 Kilometer entfernte Saline in Bad Reichenhall gepumpt. Das Bergwerk in Berchtesgaden verfügt über eine bedeutende Besuchereinfahrt.
Vi havde fået hotellet til at bestille billetter for os, så vi ikke skulle stå i kø for det, og da vi var der i god tid, kunne vi nå at komme med på en tidligere tur. Henning havde fortalt os, at der ville være koldt, cirka 12 grader, så vi havde iført os vandretøj.
Vi skulle have kedeldragter på. Da Dorthea og sønnerne var der i 1936, havde de også en slags overtrækstøj på…
Der blev taget “professionelle” billeder af os…
… ligesom der blev taget af Dorthea og sønnerne i 1936 (Arne sidder yderst til højre i billedet, bag sin bror og mor). Forskellen har nok været, at vi kunne købe dem med det samme, efter at vi kom ud, og de andre har nok fået dem tilsendt.
Ruten, de fulgte i 1936, må stort set have været den samme, som vi blev ført ad, og her er et uddrag af Dortheas rejsedagbog, der omhandler deres tur i saltminerne.
Vi kan kun give Henning ret i, at det var en tur værd. Siden 2007 har de lavet sådan et multi-media show, som der slet ikke var muligheder for at lave i 1936, og det var lavet så ungerne, der var med, var tavse og målløse over det, de så og ikke skreg som i en børnehave. Jeg tror, at det blev dem forklaret på en forståelig måde ligesom os voksne – ellers må jeg sige, at forældrene havde gjort/gjorde et godt job. Dejligt, at ting kan forklares for alle parter på samme måde.
Vi gik tilbage og op i “byen”. Ja, det var gået nedad til Salzbergwerket, så nu var det opad. Vi ser lidt af vores hotel. Det er det til venstre for det røde hus.
Ikke lang tid efter gik vi op i den kirke, vi kan se fra hotelværelset og hvis klokker minder os om, hvad klokken er døgnet rundt, når vi har vinduet åbent. Det viste sig at være en Franciskaner-kirke, og hvad der var interessant var, at vi hele tiden kunne høre “sang” – men kun svagt – og det gav faktisk en stor følelse af ydmyghed, svært at forklare.
Das Franziskanerkloster Berchtesgaden ist ein Kloster der Franziskaner-Reformaten in Berchtesgaden in Bayern in der Erzdiözese München und Freising. Zum Klosterensemble gehört die Franziskanerkirche (eigentlich: Unserer lieben Frau am Anger). Das Klostergebäude dient derzeit in Teilen auch als Nationalpark-Haus des Nationalparks Berchtesgaden.
Franciskanerordenen (O.F.M., Ordo Fratrum Minorum, “Mindrebrødrenes Orden”) blev grundlagt af den den hellige Frans af Assisi i 1209. Efter at Frans var vendt om fra sit muntre ungdomsliv til at søge Gud – ved at tage sig af de spedalske og opbygge små forfaldne kirker – fik han efterhånden følgeskab af andre, som ville følge hans eksempel. Bernardo da Quintavalle og Pietro da Cattani var de første. De sluttede sig til Frans i 1208. De søgte vejledning ved at slå op tre gange op i evangeliebogen, hvor de hver gang fandt bibelsteder, der handlede om efterfølgelse og fattigdom. Det var fra begyndelsen et ustruktureret fællesskab, som kaldte sig bodgørere fra Assisi.
Men i løbet af 1209 nedskrev Frans den første regel for fællesskabet og rejste til Rom for at få dem godkendt af paven, Innocens III. Og den fik de, iflg. legenden, fordi paven havde en drøm, hvor han så en fattigt klædt mand, Frans, støtte og opretholde Laterankirken, som var ved at styrte sammen. Traditionen siger, at denne godkendelse fandt sted d. 16. april som franciskanerne derfor betragter som ordenens grundlæggelsesdag. Franciskanerne hører til de såkaldte “tiggermunke”, fordi de ikke skulle skamme sig ved at tigge, hvis ikke de kunne skaffe sig det daglige brød ved arbejde.
Frans’ brødre skulle leve efter de gamle klosterregler om fattigdom, lydighed og kyskhed. Og det var strengere forstået end i andre ordener. Fx gjaldt ejendomsløsheden ikke blot den enkelte mindrebroder, men også ordenen som sådan. Og en mindrebroder måtte ikke modtage penge overhovedet.
Palmesøndag 1212 flygtede en pige af fornem familie Chiara dei Scifi hjemmefra og sluttede sig til Frans’ bevægelse. Hun blev grundlægger af clarisserordenen, som også kaldes den anden orden, til forskel fra den første orden, Frans’ orden for mænd.
Frans stiftede selv en tredje orden for mennesker, som ville leve et liv efter Frans’ idealer uden at gå i kloster, men forenet med deres daglige arbejde og ægteskab. Reglen for denne tredje orden blev godkendt af paven i 1221.
Vi gik længere ind i kirken til die Gnadenkapelle.
Die Gnadenkapelle
“Unserer Lieben Frau am Anger”
Die Gnaden kapelle mit Stuckaturen in italienischem Barock wurde im 1668 angebaut. Der Meister des Kapellenbaus, der Stuckateur des Altars von 1672 war Johann Peter Spaz aus Linz. Die erste Darstellung der Ährenmadonna ist eine Statue aus Silber in der Mailänder Kathedrale, die auf das Jahr 1387 zurückdatiert wird. Dieses Bildnis wurde zerstört und 1465 durch ein Gemälde ersetzt, das wiederum 1485 durch eine Marmorstatue ersetzt wurde. Verschiedene Darstellungen der Ährenmadonna stammen aus dem 15. Jahrhundert. Zahlreiche dieser Bilder tragen eine Inschrift, die auf die Madonna von Mailand hinweist. Auf dem schönen Marmoraltar mit zeigen eine jugendliche, stehende Madonna mit langem, blondem Haar und gefalteten Händen. Maria trägt ein langes Kleid mit einem bis zum Boden reichenden goldenen Gürtel. Der dunkelblaue Kleiderstoff ist mit goldenen Ähren gemustert, die Bordüren am Halsausschnitt und bei den Ärmeln erinnern an Strahlenkränze. Dieses Bild verkörpert die selige Jungfrau als fruchtbaren Ackerboden und unbebautes Feld Gottes, das berufen ist, Frucht zu bringen – ein Symbol für ihre jungfräuliche Gottesmutterschaft. Aus Lindenholz geschnitzt, erfuhr das Gnadenbild im Lauf der Jahrhunderte viele Veränderungen, wurde ab 1748 mit einem Brokatgewand bekleidet und endlich 1951 wieder auf seinen ursprünglichen Zustand zurückgeführt. Bis zum Jahr 1672 stand die „Ährenmadonna“ an der fünften Säule in der Mitte vor den heutigen Eingängen in die Kapelle. Die Wallfahrt zu Unserer Lieben Frau am Anger ist die älteste nachweisbare Marienwallfahrt im Berchtesgadener Land. Ein großer Verehrer Unserer Lieben Frau am Anger war auch der am 26. September 1899 verstorbene und am 24. April 1988 durch Papst Johannes Paul II. in Rom seliggesprochene Pater Kaspar Stanggassinger aus Berchtesgaden. Wie das aufliegende Bitten-Buch beweist, wird unsere Ährenmadonna auch in unserer Zeit in allen Nöten mit großem Vertrauen aufgesucht.
Til højre for alteret var alle disse utændte, men flot dekorerede, lys. Der var også nogle få malerier, som var malet a la børn i den fortællende stil, og det var fra mennesker, som var blevet reddet fra/hjulpet gennem ulykker og sygdomme og var taknemmelige for det.
Der blev selvfølgelig tændt et lys.
Vi gik tilbage til hotellet, som her ses fra en lidt anden vinkel. Nu var det begyndt at regne igen…
Det var her i regnvejret, at vi følte, at det ville være godt med en iskaffe så vi gik op på tagterrassen her på hotellet. En del af den er nemlig overdækket, og der sad vi og nød udsigten, det skiftende vejr og en kold kaffe med vanilleis og flødeskum. Ja, ja, vi skulle nok have taget noget varmt, men det gjorde vi altså ikke…
Lige over for hotellet kunne vi se, at der var en Romy Schneider udstilling, og udstillinger indendørs kan man altid se i regnvejr, og nu havde vi jo allerede set noget Sissi i Meran, så der gik vi over. Romy Schneider har åbenbart i børne- og ungdomsalderen boet her i byen.
Romy Schneider (23 September 1938 – 29 May 1982) was an Austrian-born film actress who held German and French citizenship. She started her career in the German Heimatfilm genre in the early 1950’s when she was 15. From 1955 to 1957 she played the central character of Empress Elisabeth of Austria in the Austrian Sissi trilogy. In 1958 she met Alain Delon and they became engaged; Schneider moved to France where she made successful and critically acclaimed films with some of the most notable film directors of that era. Her engagement to Delon ended in 1963 and Schneider subsequently married twice. The son from her first marriage died in an accident in 1981 when he was 14. In May 1982, aged 43, Schneider was found dead in her Paris apartment.
Det var en dame, der havde samlet på Romy Schneider ting gennem mange år, som viste sin samling. Det fandt vi ud af via en mindst 1 time lang biograf-forestilling i en lille bitte biograf i kælderen, hvor der var omkr. 10 sæder. Her vistes mange udpluk fra film, hun havde medvirket i. Det var egentlig meget interessant og absolut det mest interessante i udstillingen, for vi vidste egentlig ikke meget om hende ud over, at hun havde spillet Sissi og været forlovet med Alain Delon.
En “lille” kop te trængte jeg til. Jeg var blevet lidt kold i “biografen”, og Steen havde bedt om 1 kande te per person. Men det havde de ikke, for deres kopper var kæmpestore. Det var de også, hvilket egentlig ikke fremgår af billedet.
Det klarede op og solen kiggede frem, og det var, som om bjergene kom helt tæt på.
Nede i baren står denne himstregims. Det er da en fantastisk ting, som et hvert hjem bør have, når de hiver de store flasker vin frem til de store selskaber. Nå, jeg har i alt fald aldrig set sådan en før.
Nu var vi jo ikke kun i baren for at se himstregimsen.
Aftensmaden blev igen spist på Einkehr og Steen havde reserveret vores “sædvanlige” bord og tjeneren, som siger “Meine Dänishe Freunde” om os, var der også. Jeg fik samme pizza som i går, som slet ikke blev fotograferet, da vi havde så travlt med at tale med Henning. Men det er den bedste 4 osts pizza jeg har fået – den er bare god!
Steens pizza, som jeg ikke ved hvad der er fyldt på, ud over at han ønskede at få tilføjet hvidløg, for det var der i den version, han fik i går aftes, og det kunne han godt lide.
Mørket faldt på. Watzmann-bjergene stod der stadig…