Søndag formiddag, bommen gik op og vi var igen undervejs.
Det var mest overskyet mens vi kørte gennem Frankrig, men her ved grænsen til Belgien var der kommet lidt hul igennem skyerne og vi kunne se den blå himmel. Hvad vi dog ikke lagde mærke til da vi kørte lige her var skiltet til højre, men det gjorde mobiltelefonen da vi tog ovenstående billede, om at der var “Afbraak gebouwen”. Men lidt længere fremme så vi at de gamle “toldhuse” ved motorvejen var ved at blive revet ned og snakkede om at det var dejligt at de fysiske grænser blev til imaginære grænser og at det var det hele Europa burde være. Hvert land kan jo stadig have sine karakteristiske træk og “personlighed” selv om det er ven med naboen og uden at kræve pas for at lade folk rejse ind eller igennem det nationale territorium. Når omkostningerne forbundet med nedrivningen beløber sig til 390.000 €, gad vide hvad det mon kostede at bygge dem og hvornår blev de mon bygget og hvordan så de gamle ud, som de dengang erstattede? Et projekt i sig selv at finde svarene…
Vi kørte forbi hvad Steen for 25 år siden fortalte familien var vartegnet for NATOs SHAPE (Supreme Headquarters Allied Powers in Europe) i Belgien. Vartegnet til højre i billedet sender i sit formsprog på en måde signaler om Nato, og det fik os til endnu engang at diskutere dets enkelthed i design, som i sig selv er er godt. Nu har vi checket hvad det egentlig er, og det viser sig ikke at være SHAPE, som ligger i Mons, men i stedet at være et 35 m højt monument med det flamske navn “De Sjouwer”, som vi endnu ikke ved hvad betyder. Monumentet er rejst til minde om sæsonarbejderne i regionen, der i perioden 1930-60 tog sydpå over grænsen for at arbejde i den nordvestlige franske provins Nord Pas de Calais. Hvis vi ikke tager fejl, så er det en region hvor der dyrkes mange sukkerroer, og måske kan disse sæson-migranter sammenlignes med polakkerne der tog op til Lolland og Falster for at tjene penge på lignende måde – ved hårdt og tungt arbejde i roemarkerne. At de fleste sæsonarbejdere fra regionen netop tog til Frankrig symboliseres ved at den største “stråle” i stjernen i toppen af monumentet peger mod syd. Vi bliver så kloge…
Belgien er for os undervejs altid lig med en kop kaffe. Den fik vi også denne gang, på samme cafeteria som sidst vi kørte til Holland, og nu med en af Steen hjemmesmurt ostemad. Denne gang kan jeg bruge ordet “smurt” for normalt lægger han kun ost på brød, uden at bruge smørelse af nogen art, men i dag havde han smurt et ganske tyndt lag hjemmelavet dressing på og det smagte godt. Som man kan se i spejlbilledet, så blev himmel mere og mere blå…
En af Hollands mange broer.
Vi kom frem til dagens rejsemål efter at have tilbagelagt 464.48 km på 5:21 timer inkluseive kaffepause.
Og vi ankom til hotellet og beundrede som altid den dejlige udsigt fra “Huset i Klitterne” og nu var der meeeeget blå himmel.
Vi måtte ud i det gode vejr selv om der er en forstuvet/brækket lilletå på 4. uge nu! Vi gik ikke direkte til stranden men i stedet ud af hotellets hovedindgang hvor det byder mange nationaliteter velkommen.
Vi gik igennem de fredede områder med “Hollands klitter”, og vi var ikke alene om at profitere af det særdeles gode vejr. Der var både cyklister og vandrere.
Der er i det beskyttede naturområde kun cykel- og vandrestierne, der er anlagt mere eller mindre parallelt med hinanden. De er på begge sider afspærret så folk ikke kan vandre ind i det fredede område og ødelægger det, vegetationen og dyrelivet – en god måde at give folk adgang gennem et fredet område og ja, jeg tror at hegnet er nødvendigt for ellers er der alt for mange der TROR at de er hensynsfulde og sagtens kan vandre stille rundt derinde…
Nu var det en tur Steen ikke havde gået før, selv om han er kommet her mange gange gennem de sidste 25 år, men her i baggrunden kunne bagsiden af ESTEC ses – netop der hvor han arbejder, når han er i Holland. Nå ja, altså ikke at Steen arbejder fra bagsiden, men han har ofte kigget ud over det fredede areal uden at vide hvor skønt et område der lå som nabo…
Da vi kom til Katwijk am Zee og det fredede område ophørte, gik vi ned til stranden for at gå langs den tilbage til Noordwijk.
Der var mange “madras”-surfere ude og det hvide i det fjerne er “Hotellet i klitterne”.
Vi var blevet sultne og tørstige af vores gåtur i den friske luft med masser af sol og blæst, så vi gik ned på den resto, som Steen og hans kollegaer ofte frekventerer, når de er her i byen.
Vi valgte en pizza der hed “Quattro formaggi” eller noget lignende, men det var med fire italienske oste, hvoraf en af dem var en blåskimmel-ost og det viste sig at være ganske glimrende i en pizza.
Nu var vi ikke sultne og tørstige længere, så regningen blev betalt og vi gik den sidste kilometer i dag tilbage til hotellet.
Steen lavede sig et postkort, som han sendte via nettet til Roland og det bliver “godnat” billedet fra os….