Det var svært at se på skyerne hvilket vejr vi ville få i dag, men en ting var sikkert: vinden var løjet lidt af, havet havde ikke “hvide” bølger så langt ud længere.
Jeg gik mig en formiddagstur igennem de hollanske klitter, det var pragtfuldt gåvejr.
Gik langs stranden tilbage, og vejrguderne kom i tanker om at de skulle levere aprilsvejr, så det småregnede ind i mellem. Steen sad i går og diskuterede aprilsvejr med sine europæiske kollegaer og det viser sig at alle lande kalder den type vejr vi normalt har i april for “aprilsvejr”.
Hotellet rager op over horisonten 4 kilometer i det fjerne….
Det var brunchtid for fuglene, vandet trak sig tilbage og de havde travlt med af få havmad eller på gourmet-sprog: alt godt fra havet. Fuglene er jo fuldstændig ligeglade med om solen skinner eller det regner, det er den lækre mad som havet nok så venligt skyller op til dem, de går op i. Det er som om de skriger “tak for mad” til det buldrene hav.
Der var dog også noget som der ikke var meget sul på. Hedder fiskekød mon “sul”?
Om eftermiddagen var det pragtfuldt vejr og teltet blev fjernet nede ved hotellets beach house. Harry Hole underholdt mig en stor del af tiden, mens jeg af og til så ud på denne udsigt, når jeg kunne tage øjnene fra min e-bog…
Steen kom tilbage inden klokken 18, så vi besluttede at gå hen i Blue Beach og tage os et glas pre-dinner vin, og her bemærkede vi at folk stod og så på skibet som vi nu havde fulgt et par dage når det kom tæt på kysten for at læsse oppumpet sand ud…
Lige nu sprøjter skibet “hvidt” vand ud, men inden dette billede blev taget sprøjede det “brunt” vand ud, dvs. vand med sand i. Dette sand bliver så med bølgerne ført ind til stranden hvor det lægger sig pænt oven på muslingeskaller og andet og det giver en god badestrand. Nå, det er altså min teori. Jeg kan sagtens tage fejl, det er sket før og det vil ske igen.
Vi besluttede at gå over til “italienerne” og spise igen,
Steen valgte en vegetarisk pizza og nå ja, jeg er jo glad for de italienske oste, så jeg spiste igen den aldeles glimrende 4 ostes pizza.
Steen skulle igen have deres spicy oil for at dryppe rundt på sin pizza….
Der var mange jet-spor på himlen. Solen gik ned i en sæk, men jeg kan godt afsløre at den ikke stod op i en bæk….