Vi vågnede lidt over 5. Hundefolket havde travlt med at komme tidligt afsted til deres hundemøde i dag. Hvorfor det starter så tidligt ved vi ikke, men efter den urolige morgen og hvor de alle var kørt inden 6, ja så kunne vi høre at det ikke kun var os, der var vågnet ved det. Men det skal lige siges at det ikke var deres hunde vi hørte, de var virkelig meget velopdragne, det var mere hundeejernes snak og klapren med bildøre på parkeringspladsen der forstyrrede morgensøvnen!
Når vi nu alligevel var vågne kunne vi jo lige så godt stå op og starte dagen. Vi evnede da også at være de første til morgenmad, for hundefolket spiste nemlig ikke morgenmad på hotellet. Den får de nok først til deres hundemøde og måske er der et “hundebord” så hundene kan komme hinanden ved. På den anden side, så serveres der jo ikke morgenmad så tidligt på hotellet at de kunne nå det inden de skulle afsted…
Os, vi vidste at det var sidste chance for en gåtur i Agger, og kvæstet lilletå eller ej, så kom foden ned i vandrestøvlen og vi gik deruda’.
Vi forevigede os selv beskuende havet. Ja, der blev kun en smal stribe hav at se, men den var der og havet var meget roligt for der var østenvind.
Der var sket meget i den uges tid vi havde været i Thy og der var nu tid til at tænke over hvad der endnu kunne nås at få ordnet. Sådan noget er en gåtur god til.
Ja, cyklister skal ikke falde i søvn og tro at det bare går lige deruda’, ligesom på bilisternes vej. Os gående bemærker det ikke, for vi skal jo egentlig ikke rigtig dreje på noget.
Mælkebøtterne var på deres smukkeste øjeblik i 2014. Inden længe vil de stå som gamle grå mænd, med en masser af aflæggere til at sprede ud, så der vil være endnu flere af slagsen næste år.
Kokken Max havde sin sidste aften på hotellet inden han rejser videre til et andet spisested. Det var også den sidste aften vi spiste på hotellet i denne omgang. I aften valgte vi at tage “Inges dessert” efter rødspætten, de nye kartofler og persillesovsen – og mens vi ventede på den, kom min fætter Christian med kone ind i restauranten, så det blev til lidt snak, da vi jo ikke løber på hinanden hver dag. Nå, vi lod dem spise i fred og ro…
Jeg gik i køkkenet og takkede kokken for veltillavet mad og ønskede ham held og lykke med sin fremtid, og takkede personalet for deres altid venlige væsen og håbede at se de andre næste gang jeg kommer….