En overskyet morgen, men det var stadig et smukt landskab der hilste os “Godmorgen”
Avisernes forsider, ja ialtfald den Badische fortalte at det ikke var jul mere, men at man var begyndt at se tilbage på året, året der lige straks er omme. Men vi skal nå meget mere endnu i dette år!
Restauranten, den vi sad i og som vi bedst kan lide, set fra min plads. Sådan en tidlig morgen, hvor de andre Early Birds sidder uden for billedet, kunne jeg godt få mig til at tage billedet
Og nu skulle bordets lille navnekort skiftes ud med et andet. I baggrunden til højre / bag hjorten – ses hotellets lille daglige Blättle.
…og her kan man se hvad dagens Spruch er – og så kan man jo tygge lidt på det
Den inviterende sol var kommet frem mens vi spiste morgenmad. Den lokkede til en gåtur, men nej, ingen gåtur til os i dag, bilen skulle pakkes.
Bilen havde stået i garagen fra vi ankom og til vi nu skulle afsted.
…og vi huskede at få afleveret “magneten” til garagen
Vi har jo levet godt i flere dage, så nu er det bilens tur til at få noget indenbords, så den kan rulle os hjem mens vore trætte vandrefødder og ankler hviler sig.
Vi kørte ned fra højderne og der var ikke et eneste snefnug at se og temperaturen steg og steg. Der var en flot regnbue til trøst.
Vest for Strasbourg kørte under råbukkenes bro.
Vi kørte under højhastighedstogets broer.
Vi kørte under bilers, cyklendes og gåendes broer.
Vi kørte i øsende og mindre øsende regnbyger.
Bygerne blev færre og færre og solen kæmpede for at komme frem.
Og trafikken skal vi vist ikke klage over sådan en “4. juledag” og det var som altid dejligt at se målflaget i det fjerne. Dog kunne fotografen – som er mig selv – ikke klare at få et klart billede. Undskyldningen er at vejen var hullet og bumpende da jeg tog 4 billeder og det er det bedste af dem, og Steen kan verificere det
Steen skriver: Det er korrekt. Et dødsens kedeligt stykke vej i den nordøstlige del af Paris’ forstæder, hvor vi ikke ønskede at bilen skulle gå i stå. Lidt som den følelse vi havde da vi i begyndelsen af 1980’erne kørte gennem Detroit’s forstæder. Vi må finde en venligere vej næste gang!
Vi har i dag tilbagelagt 637.44 km med en gennemsnitshastighed på godt 90 km/t og undervejs kørt fra 907 meters højde ned til 30 m på det laveste niveau.
Men julen 2013 er ikke forbi – vi holder blot en dags pause inden vi fortsætter!