Så bliver bildøren lukket, en ny tur begynder…..
Ja, ja, ja, der skal betales og det regner og det har regnet det meste af tiden, men et gode ved betalingsmotorveje er at de er i en rimelig god stand, ligesom når man bruger betalingswc’er på motorvejes rastesteder….
Idag mente Madame Daimler, som i øvrigt taler dansk, at vi skulle køre over Bryssel. Hun er dynamisk så hun holder øje med hvilken rute der er hurtigst, man kunne ellers godt blive helt forskrækket over alle de matadorspils-lignende biler der kører, eller nærmere sagt holder i kø – de fleste af dem er sandsynligvis på vej ind til EU-kommissionen i Bruxelles.
Det blev så også lidt af en retro mindetur for os, da vi kørte øst om Bruxelles. Der boede vi jo et par år eller 3 på Avenue de Tervuren. Jeg har ikke været der siden vi flyttede derfra og det er nu over 10 år siden.
Inden vi forlod Belgien, nåede vi lige at få en kop kaffe, men denne belgiske kaffe var der ikke noget at skrive hjem om. Vi købte den i cafeteriaet og ikke i “betale benzin”-afdelingen og det skal vi huske ikke at gøre en anden gang. Så er der lige det der med at komme med i billedet, det er åbenbart svært, vi havde sat os udenfor under en parasol i regnvejret og det giver jeg altså skylden.
Mens vi drak kaffe så jeg denne lastbil og fik jaget Steen ud i regnvejret for at fotografere den. Et interessant koncept – men spørgsmålet er hvad man bruger madrester til……
Nu havde vi været oppe siden lidt over klokken 4 i morges, vi var nået til Bremen, og vores hotelværelse var ikke færdigt, og vi havde fået elendig kaffe i Belgien, nej sørme nej det var i Tyskland vi fik den, åh det var måske grunden, men vi vidste at Stecker havde god kaffe og der gik vi lige hen og Steens Himbeerkuchen, som slet ikke hedder det, men Krönungstorte, blev foreviget med min Lybecker Nuss-Sahne kuchen i baggrunden…
Vi skulle selvfølgelig også lige hilse på Rolands navnebror.
Af forskellige grunde blev vi via Schnoor henvist til at gå ned bag Schiller teateret og der var meget retro for os på den gåtur. Vi kom bl.a. også forbi Bremens kunstmuseum, hvor vi så dette Spruch, som er så sandt så sandt.
På vej tilbage til centrum gik vi lige ind i domkirken og tog dette elendige billede. Nu vi er ved domkirken bør vi vel mindes kanniken her, Adam af Bremen, som er vores væsentligste kilde til viden om vikingetidens Danmark. Han kendte Sven Estridssøn personligt!
Tilbage i centrum, hvor jeg skulle have mig et par nye Levis jeans (det blev til 3 stk), og hvad skulle Steen få tiden til at gå med mens jeg prøvede dem?
Efter at pakkenellikerne var bragt tilbage til hotellet, var klokken blevet næsten 6 og vi besluttede at gå tilbage hen på et vinosted med det samme, for så ville klokken nemlig være seks før vi ville have noget i duggede glas. Det kom til at passe, for domkirkens klokker bimlede til “klokken 18 messe”, eller hvad det nu hedder. Den deltog vi dog ikke i men sad her og så på dette brød, oliven og aïoli med dejlig kølig hvidvin til.
Hvis man skal spise hos Grashoff skal maden være bestilt inden klokken 19, så vinen fik ikke lov til at blive lunken i glasset. Nej, vi holdt øje med uret og kirkeklokkerne ringede da aftenmessen var forbi og det var den klokken 18:30 – og så vidste vi at nu var det ved at være tid til vi skulle hen til bistroen.
Sådan et billede skal man aldrig tage, et billede hvor man er begyndt at spise, men jeg må have været sulten, men skidt nu med det. I kan alle se at jeg fik en salat Nizza, som det hedder på tysk, den var god og som damen der serverede for os sagde at den var bedre end den blev serveret i Frankrig – der havde hun nemlig boet nogle år, hun var en dejlig dame og vi fandt ud af at hun var gift med indehaveren af etablissementet.
Vi snakkede med hende om det fotografi de har hængende der, som jeg elsker og gerne ville tage med mig. Det viste sig at det var et af hendes mands og hun viste os en bog med hans billeder…
Og dette billede er netop på bogens forside. Lad det være dagens godnatbillede, fordi det får smilet frem på folks læber og hvad er bedre, når man går i seng – især når man, medens man skriver sit afsnit i Livet Undervejs, får at vide at ens 92-årige far igen har fået hjerteflimmerproblemer…