Ja, der er ikke mange skyer på himlen. Her klokken 04:28 ser det ud til at en smuk dag venter os. Selvom der ikke er mange skyer på himlen, er der til gengæld mange biler på parkeringspladsen. Hotellet er helt fuldt, godt for det lille hotel.
Jeg checkede lige på nettet, om der var sket noget livsvigtigt som jeg skulle vide noget om og til min gru blev der annonceret at der var halløj i gågaden – men så kunne jeg jo også sige at jeg blev advaret.
Hvad undrer mig er at man holder noget internationalt halløj. Når der er turister i området, skulle man ikke hellere holde noget der er egnskarakteristisk, især nu hvor man går så meget op i at “smage på nationalparken” med alle de gode råvarer der vokser og lever der? Hvilke turister vil være interesseret i at se noget fra deres eget land, hvorfor rejse udenlands overhovedet?
Efter morgenens gøremål var det blevet formiddagskaffetid for de forældreløse – eller var det mon en forlænget morgenkaffe. Men, hvorom alting er så gik de igang med at redigere et klagebrev i henhold til en masse paragraffer, så det er de juridiske briller de har på næserne.
Min bror og jeg kunne “lægge kartofel, så der er nye om 2½ måned”-filosofere over livet og diskutere, men altså nu bliver det spændende at høre om hvordan “nye kartofler i oktober” vil smage, om det vil være rigtigt eller forkert. Nå ja, så var der også alle de andre ting man kan stå og filosofere over, sådan en sommerformiddag i skyggen…
Nu er de kritiske øjne ved at gennemlæse det hele og de er stort set tilfredse med hvad de læser, men samtidig kan man også forbavses over om det mon forventes at de gamle har børn, som tager sig af deres ve og vel – og NEJ, det er ikke os der er de gamle.
På vej ud af døren for at komme videre med de gøremål, vi endnu havde foran os, kom Nina i tanker om at Steen da skulle have frokost og mens han guffede et par håndmadder kom hun i tanker om at hun havde lavet en heksedrik til os som stod i køleskabet – en aldeles dejlig, lidt syrligt smoothie, som man kunne blive forvænt med at få hver dag. Den skulle klare hjernen, så nu blev vi alle klar til eftermiddagen…
Vi havde besluttet at gå ned på biblioteket, men gennem byen skulle vi zigzagge os gennem et uforstående internationalt marked. Læg mærke til at den første bod næsten spærrer adgangen til byen, og det skal lige siges at de italienske oste som var i den første bod havde ligget fremme hele natten – ja, jeg havde ikke lyst til at smage eller købe.
Nede i bibliotekets/arkivets kælder hvor de opbevarer deres gamle aviser bliver vi hilst velkommen af dennne flok. Jeg synes altså at ræven ser så mærkelig ud, sådan har jeg aldrig set en ræv…
Derefter var vi på Åbakken for at sige farvel og tak for denne gang.
Min private, personlige fysioterapeut havde været en tur i Tyskland og havde ved den lejlighed købt et mobilt ultralydsapparat (så nu behøvede jeg ikke en tur på klinikken) og hun gav mig endnu en behandling med ultralyd på min “dumme” fod, der driller mig. Tak, tak og atter tak.
Jeg fik igen tape på som var jeg en professionel sportsudøver. Denne gang kunne jeg ikke vælge farve, men det er også fuldstændig underordnet.
Efter en ubetalelig middag – forret af rejer på pluksalat og friskbælgede grønærter med 1000 islands dressing, derefter hovedretten der bestod af ovnbagt kylling med friskshøstede kogte slikærter, gulerødder og jutlandia-kartofler og til sidst hjemmelavet isdessert, og dertil dejlig hvid vin og rosé portvin -viste aftenhimlen sig ualmindelig smuk på vores tur tilbage til hotellet. Hvor er det dejligt at opleve alt dette – jeg følte mig meget taknemmlig på denne gangs sidste gåtur tilbage til hotellet.