Lidt før klokken 7 forlod vi hjemmet og kørte via Chantilly skoven ud til motorvejen og talte om at skoven ikke længere havde sin friske grønne nyudsprungne farve, men at den allerede havde sommerens lidt mere langtidsgrønne nuance.
Dagen var en af de der dage hvor det var meget smukt diset/tåget og solen der hele tiden skinnede gennem den. Trafiken var af og til som det her og af og til meget tæt, ingen tvivl om at 2013’s ferietrafik med alle de små ferier der er her i slutningen af foråret og den snart kommende sommer var i gang. Der var en masse feriefornemmelser på motorvejen, mange var ude med cyklerne spændt bagpå og også campingfolket var i fuldt sving.
Her kan man tydeligt se hvad jeg prøvede at skrive ovenover, om solen og disen – disen over markerne bagved og solen der alligvel trænger sig på – og ja, skygge på chaufføren.
Der var heldigvis også af og til smil at finde på bagsmækken af lastbiler, som ofte bare har “en for os uvidende om hvad de overhovedet prøver at fortælle os”-logo. Lastbilen foran os her skulle man forvente at finde i Slesvig Holsten eller i det sønderjydske, men vi er nede i Niedersachsen. Sønderjyder mener vel at det er dem der forstår Moin, men det gør tyskere også altså også! Fint med denne venlige smilende Moin-hilsen i stedet for et engelsk ord, der nu om dage er normalen. Hermed bevares folkloren. Om lastbilen var læsset med smilende hilsner ved vi ikke, men vi følte at vi fik en 
Et billede som vi alle kender! En rasteplads eller hvad det kan hedde på det danske sprog, et “kan købe en espresso”-og-“bilen kan også få noget at leve af”-sted. Her har vi været før, sådan er det jo tit når man kører ad de samme veje, men her ses også at vi stadig er i området med miner, for i baggrunden, bag bussen, ses et hejseværk til at hejse folk ned i og op fra en mine. I perioder snurrede det lystigt.
Vi nåede til Bremen, bilen blev parkeret og vi fik os installeret på hotellet, men skulle straks ud for at gense byen – byen som stadig gemmer på så mange minder for os.
Men først lige en kop kaffe og vand plus en Nusstorte hos vores engang stam-konditorei, men det kan man vel sige at det stadig er, når vi er i Bremen. Nå ja og så er der en dejlig butik som forhandler Birkenstock lige på den anden side af gaden. Den var der ikke “i vores tid” men det er der nu, så føddernes fremtid kan også lige sikres inden eller efter at lækkersulten stilles…
Og lige midtvejs mellem kaffen og fodtøjet er der” efter vores tid” rejst denne lille statue om “Mudder Cordes” og hendes æsel Anton.
Bremen er så god til at have kunst i det offentlige rum – kunst der samtidig er med til at forklare noget af byens eller bremenboernes historie.
Dette foto kan virke som et tidløst postkort, der kunne være taget i 1960’erne, ikke? Dog, vi som kendere ved at der i hvert fald ikke var gitter omkring Roland zu Bremen i slut-70’erne og start-80’erne, for den gang kunne vores egen Roland stå på “storebrors” store flade fødder. Det kan børn ikke længere. Men, gitter eller ej, vi skal også altid lige hen på markedspladsen og hilse på ham.
Vi skulle denne gang lige et smut omkring turiststedet Schnoor, for at købe en indflytningsgave til Roland (vores egen Roland, forstås!) og da vi slentrede forbi denne meget anonyme og diskrete butik – uden skilt uden nogenting – kunne vi genkende den! Her købte Steen for 30+ år siden et smykke til mig og vi kunne glæde os over at butikken stadig eksisterer og at det stadig er den samme guldsmed. Han havde lavet smykker nu i 40 år, og hans arbejder er stadig meget spændende og hvert et er et unikum. Det var dagens kulturelle højdepunkt at høre ham fortælle og vise hvornår han brugte gamle “perler” som intet har med muslinger at gøre, men materialer som folk har trukket på snor rundt om i verden og som var lige så gamle som Methusalem måske.
Det var blevet vinotid og vi søgte ned til Weser-kajen, hvor der i det gode vejrs anledning var fuldt af folk (hvoriblandt nogle allerede var fulde). Vi valgte ikke Biergarten-siden, for der sidder man uden ryglæn. Næh, vi tog den anden side og var heldig at der var en plads til to hvor vi kunne få os lidt vin at drikke. Retro-tiden var dog ikke helt forbi, for den unge mand I ser til venstre havde et ur på “fra dengang” som også var perioden da digitale ure blev moderne og man troede at nu var det fuldstændig slut med skiveurene. Det var meget sjovt at se sådan et ur og Steen mindes sit eget fra damals – det havde både regnemaskine og et spil i sig. Tiderne går og kommer nogle gange alligevel igen….
Mens vi nød vores kolde, frisk hvidvin på den smukke sene forårseftermiddag i Bremen, hørte vi at der var en happening lidt fra os, og da vi havde drukket vinen og gik derfra var man ved at rydde op efter sig. Ingredienser i happeningen var en masse, en rígtig masse skrueproper fra flasker og dem var aktørerne ved at feje sammen. Det fik os til at tænke på den gamle tradition i Bremen der går ud på at en pebersven som fylder 30 år blev sat til, iført høj hat, at feje trappetrinene til domkirken, indtil en jomfru kom og kyssede ham. Om denne tradition var blevet ændret til at de 30-årige pebersvende nu skal feje ved gangbroen over Weseren, iført et lyserødt klovne- eller kaninkostume (man aner en i baggrunden) og at det var kapsler der nu skulle fejes op. Men måske har det altid været kapsler, der skulle fejes op – jeg husker det ikke. Igen en retro-tanke….
Retroen fortsætter. Dette foto kunne også være fra slut-70’erne, sporvognene kører stadig, aftensolen skinner på domkirken og vi var blevet småsultne….
Vinos og Tapas, lød godt. Den store sult havde vi jo ikke, da vi havde en Nusstorte i maven, og vi vidste godt at det jo desværre ikke var Frejas tapas, men vi gik ind og var så heldige at der netop blev et bord frit.
Et smalt højt kileformet lokale, ja det ser ud som Steen fylder hele breden men det kan han nu ikke 
Men der var kun 3 borde à 2 personer inden lokalet snævrede ind til kun et bord. Vi fik vinos og tapas, det var et godt og hyggeligt samlingssted som vi ikke kendte, så her var der ingen retro i det for os. Nå ja, vi ser at Steen gik væk fra de digtiale ure til skiveuret, så nu er han igen helt umoderne.
Dejligt mætte efter en lang dag gik vi tilbage til hotellet og gik over voldgraven hvor møllen spejlede sig smukt. Det stoppede vi op for at fotografere – ligesom alle de andre der gik forbi. En forårssmukaften.
Dette digitale postkort med udsigten fra vores hotelværelse “lavede” Steen og sendte som aften/godnat-hilsen til Roland.