Da vi vågnede stod den unge hr. Grå ved den franske balkondør og kiggede ud for at se hvordan dagen vejrmæssigt så ud til at ville blive. Men visionen blev påvirket af isblomsterne på dørens vinduer, så hvor klart han kunne forudsige dagen er nok tvivlsomt. Derimod var han nærmest sikker på at i dag slap Steen ikke for at skrabe bil.
Men der tog den unge hr. Grå fejl, for Steen slap for at skrabe is og han var endda nede og forevige det. Han lod nemlig naturens selvregulerende kræfter hjælpe sig og det i form af dejligt solskin allerede fra morgenstunden. Så da det blev tid til indkøb kunne vi køre i en isfri bil. Indkøbene drejede sig om en lille krukke med hvide perlehyacinter til Åbakken og vin til den aftensmad, der stod og simrede på et komfur i den vestlige ende af Hurup og som sidst å dagen ville blive vores aftensmad, tog vi på formiddagsvisit på Åbakken.
Dagens gåtur var på 6 km i Hvidbjerg (vesten Å) Klitplantage, men der var en mulighed for at udvide den til i alt 8.5 km, så friske som vi er tog vi selvfølgelig den udvidede version. Billedet viser turens startpunkt og den første vej hed “Vej til kæret” og det det viste sig at være en tur med mange kær (småsøer).
Det første af slagsen var “Per Madsens Kjær”. Ifølge Naturstyrelsens vandrepjece skulle det på grund af det meget rene vand være en yndet badested om sommeren, hvilket jo kan undre, da der ikke er langt til Limfjorden og endnu kortere til Vesterhavet – OK, sidstnævnte er selvfølgelig ikke nemt badevand.
Som vi gik der i plantagen kom vi forbi større og mindre kær og flere steder var der vel nok mest tale om lokale oversvømmelser.
De meget smukke “søskaber” skyldtes ikke kun de rolige og ofte endnu frosne vandflader men i høj grad også den smukke og dramatiske himmel – vi fik hele pakken, endda intenst modlys med meget levende skyformationer.
Et sted stod en bænk på et lille højdedrag, vi satte os og jeg nød synet af søen mens Steen holdt øje med telefonen der var sat til at tage dette billede.
Et meget grønlandsk navn der viste sig at være et udsigtspunkt. Det kunne vi ikke stå for.
Vi gik opad og besteg kravlede også op i tårnet på bakkens top…
…og blev belønnet med en smuk udsigt hvorfra vi kunne se endnu flere kær.
Vi kom også ud i det åbne landskab…
Et så enkelt og smukt landskab er svært at finde på disse kanter, men her er alle træerne på en måde beskyttet af vestenvinder og gror lodret op. I det hele taget var det en smuk kjærtur vi var på.
Tilbage i Hurup City og på vej til eftermiddagens besøg på Åbakken blev vi bremset et kort øjeblik af lokaltogets køreplan. To minutter før det krydser vejen sænkes bommene og vi bemærkede især den korte bom for fodgængere og togets udstødningsos – det er nemlig sådan at vi efter den lange tid i frisk luft mærker selv en enkelt dieselbil der kører forbi, og her var der tale om et dieseldrevet tov, så vi syntes at forureningen var mærkbar og ødelagde de duftindtryk solskinnet havde frembragt fra haver og marker og skove og blandet med Vesterhavets helt egne duftnoter.
På Åbakken havde vi lidt med af forskellig interesse til både Elly og Hjalmar og begge dele skabte interesse.
Hvad vi alle her finder interessant husker jeg ikke – sandsynligvis var snakken i dette øjeblik om perlehyazinten 🙂
Og så var det tid til mødet med simremaden, så vi forlod hotellet og begav os ud i den vestlige bydel. Det blev et dejligt møde og rundede en dejlig dag af på en dejlig måde.
La vie est belle!