Altenberg. Kære læsere, i dag forlod vi Köln og undervejs så vi en afviser til domkirken i Altenberg. Den kendte vi ikke noget til og besluttede at køre hen for at se den. Vi fik ingen foto taget af den, men vi købte et postkort til vores læser uden computer 🙂 Venlig hilsen fra os.
Altenberger Dom. Kære venner, domkirkens præst fortalte at kirken oprindeligt hørte til cistercienserordenen hvor overdreven brug af farver og udsmykning af kirker bør holdes på et minimum for ikke at forstyrre kirkegængerens tanker fra det væsentlige – derfor var kirken præget af gråligt mønstrede vinduer. De var meget imponerende. Mange formiddagshilsener fra I&S.
Domkirken i Altenberg. Kære Alle. De mange store vinduer gav et dejligt lys og fin atmosfære i kirken. Samtidig gav en fransk musikprofessor orgelundervisning så der var et godt liv derinde med små stykker orgelmusik en gang imellem. Kirken er kendt for sin gode lyd, så der afholdes mange koncerter der. Stedets venlige præst forklarede også at der var mange til kirkegangen hver weekend, omkring 1000, hvilket jo er imponerende. KH Inge og Steen.
Wiedenbrück, Hej igen. Vel ankommet til Hotel Sonne ville vi gå en tur ned i byen, og Steen spurgte meget klogeligt en person i en stol uden for hotellet om vej, men det var som om at han ikke helt forstod Steens tyske – måske har de en kraftig dialekt her. Grüsse von Inge und Steen.
Seecafe. Kære alle. Nu var klokken blevet 5 og det betyder kaffetid for os. Vi havde ikke lyst til kage og det var varmt, så vi valgte en iskaffe fra menukortet, og sender mange kaffehilsener fra Wiedenbrück. I&S.
Hej, her er et postkort hvor I ser iskaffen, med en af byens kirker i baggrunden. I&S.
Kære læsere. Nu er den blevet drukket, iskaffen altså, og her på kortet kan I se caféens “Umgebung” – grøn og fredelig. Steen er nået til at sidde og læse lidt om byen og studere kort, selv om det ikke hjalp os så meget da vi gik rundt i den gamle bydel. Steen, den gamle spejder, skulle lede os hen til Nonnenstrasse og det blev til en mindre rundtur i byen som ledte os tilbage til hvor vi startede – 10 skridt fra Nonnenstrasses begyndelse 🙂 som vi ikke fik set. Sommerhilsener fra os.
Klosterkirche in Wiedenbrück. Hej, hej. Nonner er jo en af årsagerne til at vi besøger byen, især dem i den sorte dragt. Det vil vi kigge lidt mere på i morgen, nu var klokken nemlig blevet 6. I&S.
Ratskeller. Kære alle. Ja vi var heldige og endte på markedspladsen hvor der var flere udskænkningssteder, hvoriblandt Ratskellers var mest indbydende. Der fik vi os et dejligt glas hvidvin, mens vi betragtede byen derfra og de folk som kom, sad og gik forbi. Med smagen af riesling i munden siger vi skål. I&S
Restaurant Manufaktur. Godaften vore damer og herrer. Hotel Sonnes restaurant anbefalede en stegt ferskvandsfisk, Seehecht med grillede grøntsager og fagotti, en slags fyldte pastakugler. Til vores store overraskelse var de 1 time om at lave den – måske sendte de yngste køkkenskriver ned til Emsfloden med fiskestang for hver bestilling. Det er så dagens sidste postkort og med det sender vi de bedste hilsner. Inge & Steen.