Ved indkørslen til Schweiz. Godformiddag allesammen. Vi måtte videre på vores færd. Vi sagde farvel til Meran hvor vi havde spist dejligt, derimod havde bilen ikke fået noget, så den havde nu brug for 2 ting, nemlig benzin og en vignette for at den kunne for lov til at køre med os på de schweiziske motorveje – den fik endda en hvor den kunne køre i hele 2012! Mange bilhilsener fra den og fra os I&S.
Et sted i Schweiz. Kære alle. Vi kørte igennem det ene smukke landskab efter det andet, der var ikke mange biler, så det var dejligt. Det var som om landskabet var helt anderledes lige fra det øjeblik vi kørte ind i landet. Vi kunne se der var mange vandrestier, der var selvfølgelig også mange cykelryttere, her tales ikke om turisten der har fundet cyklen frem, næh det var på professionelle cykler. Om bilen var tilfreds melder billedet intet om – for det drejer sig kun om os og de høje bjerge – den undrede sig nok over hvad den egentlig skulle med den vignette til motorvejene, når den måtte køre os op og ned og rundt i alle hårnålesvingene og sørge for at vi sad komfortabelt og nød køleanlægget især når vi så at bilens temperaturmåler af og til viste 37 grader udenfor. Mange behagelige hilsener fra det dejlige Schweiz og Inge & Steen.
Schweiz. Hej igen. Lige et postkort med blik på en bjergtop i det fjerne. Den har sne på og hedder noget, men vi ved ikke hvad. Det er da smukt ikke? Mange postkorthilsener fra Inge og Steen.
Flüela Pass 2383 meter. Kære venner. Dramatiske op- og nedkørsler førte os over flere bjergpas, men da vi nåede hertil trængte vi til denne (for os) sommers specialitet: iskaffe. Her oppe, i næsten 2.4 km højde, fandtes dette lille sted, og vi fornemmede at de kunne imødekomme vores behov. Bilen fik sig samtidig en lille pause, hvor denne kunne stå og stønne sammen med andre biler, heriblandt en rød Lamborghini, som fik os til at sende en kærlig tanke til Roland. Så var der også mange motorcykler – vi tror at motorcyklister bliver høje af at kaste sig og cyklen ind i de snævre kurver og accelerere som afsindige når de overhaler os almindelige rejsende. Mange pashilsener fra os og Inges finger 🙂
Flüela Pass 2383 meter. Hej igen. Der var egentlig kun nogle og 20 graders varme, men solen bagte os i den knastørre luft og lyset var skarpt som en laser. Som I ser var iskaffen ikke blandt de største vi har fået på vores tur. Her er man lidt beskedne for der er ikke ført el op fra dalen, så stedet må selv producere alt ved hjælp af diselmotorer og vandkraft. Iskaffe hilsener fra Inge og Steen.
Souvenirboden på Flüelapas. Hej igen. Vi skulle jo også lige have købt dagens postkort til vores kære veninde uden computer. Der var en klokke at ringe på og når man trykkede på den kom en rynket arm til syne, skød glaslugen til side og afslørede en gammel mutti. På spørgsmålet om hun havde postkort fra stedet pegede hun med en rynket finger på et opslag udenfor som Steen naturligvis ikke havde bemærket. Han valgte et kort og på spørgsmålet om hvad prisen var pegede den samme finger på det samme opslag, hvor der naturligvis også var en klar prisangivelse. Ja, luften er tynd heroppe og opmærksomheden var måske lagt i de mange hårnålesving 🙂 Mange souvernirhilsener, gammeldags og moderne, fra her tæt på himlen, Inge og Steen.
Hinterzarten. Kære alle sammen, så er vi kommet til den røde plet. Vi er ikke i Dorthea og Arnes fodspor, men vores egne 🙂 Vi var her også sidste år, og selv om der i mindet om det ophold er skovstier med flyvende torpedo-uhyrer der skyder sig op under Inges solbriller og bider sig fast i hende, var mindet så godt at vi ville prøve stedet igen. Lad os straks sige at vi ikke blev skuffet ved gensynet – tværtimod. Schwarzwalder-hilsener, Inge og Steen.
Hotel Erfurth’s Bergfried. Kære Alle. Her bliver man budt velkommen med et glas sekt. Det er da en yderst behagelig begyndelse på et hotel, ikke? Mange boblende hilsener, Inge og Steen.
Kaminhalle i Erfurth’s Bergfried. Medens vi lod boblerne komme til deres ret skulle vi tage stilling til hvad vi vil have at spise i aften. Blandt de 3 menuer kunne vi vælge frit og vi har på postkortet her indrammet vores valg. Ja, de franske råmælksoste behøver man ikke tage stilling til på forhånd, men lade appetitten eller mangel på samme bestemme undervejs i måltidet. Hilsen, Inge & Steen. PS: Vores valg viste sig gode og velsmagende og det med de franske oste blev ikke et problem. Vi havde ikke plads til dem – gør ikke noget, dem får vi jo hjemme hos os selv.
Erfurth’s Bergfried. Vi tog det sidste af vinen med op – en tør Weissburgunder Spätlese med megen karakter og god syre – og satte os ud på balkonen. Vi følte os trætte, men måske er det ikke underligt, vi havde jo rejst fra Meran over høje bjerge og været undervejs i mange timer. Man skal være god ved sig selv, og I ser med al ønskelig tydelighed at det er vi også. Med vinøse blikke over balkonens rækværk og pelargonien ud til skoven og nattehimlen derover sender vi de bedste hilsner, Inge & Steen.