Mandag morgen var vi oppe 07:06 og snart efter nede ved morgenbordet. Som I kan se serveres morgenmad mellem 07:00 og 11:00, men som den opmærksomme læser naturligvis straks har bemærket så slutter morgenbuffet’en 10:00.
Vi beskrev tidligere hvordan indkøbsgaden hang sammen under de 3 bygninger. En af dem er Yokohama Landmark Tower, den højeste bygning og den 3. højeste struktur i Japan. 296.3 meter høj er den og oppe i en højde af 273 meter er der en udsigtsetage, Landmark Tower Sky Garden, hvorfra der er panoramiske udsigter hele vejen rundt. Der ville vi op og kigge ud.
Brochurer og plakater fortalte undervejs at udsigtsetagen var den 69. i bygningen og at den var Japans højeste udsigtsplatform.
Der er mange trapper derop, men vi kunne suse derop med Japans hurtigste elevator, der undervejs når op på en hastighed af 750 meter per minut, så det tog kun 40 sekunder. Man skal jo heller ikke spilde tiden, hvilket vi jo så heller ikke gjorde. Billetterne kostede kun 1000 yen og det var lige før at en af os kunne have fået pensionistrabat.
Inden havde vi gjort vores overvejelser om hvordan sådanne høje bygninger bliver stående i flere år selv om der ofte er jordskælv i området. Landmark Tower har en sindrig hydraulisk anordning til at dæmpe svingninger, som er demonstreret her. Klik på det lille billede øverst oppe til højre på siden.
Det med udsigten havde de ikke løjet om, men dog taget det forbehold at det skulle være klart vejr før man kunne se deres berømte bjerg Fuji. Helt klart var det ikke, men bjerget er ude i højre øverste del af dette fotografi.
Hvis I ikke synes at det er så indlysende, så har I det lige som os, men der var oplysende panoramafotos med pile, så vi kiggede i det mindste i den rigtige retning. Derimod var der et klart vue over vores hotel, der er markeret med den midterste røde pil.
Pilen til højre peger på paradishjulet som I allerede kender godt fra andre fotografier, og som vi vender tilbage til, og til venstre det center hvor det, som vi egentlig er rejst hertil for, skal foregå i de kommende dage.
Deroppe på 69. etage var der café og automater med forskellige drikke, som for os så meget morsomme ud, nu vi så skriften fra den mere dekorative side. Forstå den kunne vi ikke, men det havde de vel taget højde for med billedere ved hver valgmulighed.
Man kunne også finde et sted at fotografere sig og samtidig få lidt af omgivelserne og udsigten med, inden man kørte ned med samme hastighed som før, der nærmede sig et frit fald.
Nede igen ville vi kigge efter japansk køkkengrej, men det kunne vi kun, hvis vi ville købe franske varer i dette indkøbscenter. Efter at have forhørt os om, hvor man så kunne og fået det at vide begav vi os ud på en lille gåtur for at komme derhen. Undervejs bemærkede vi hvordan man opbygger et juletræ. Højtiden nærmer sig, så måske var det godt for nogle af læserne at kigge godt efter her. Det er jo et spørgsmål om planlægning, medarbejdere og leje af det nødvendige udstyr.
Henne i det andet center købte Steen et håndlavet rivejern, der iflg. ekspedienten var skarpere end et lavet på maskine. Så det må være skarpt som et modig samurais sværd. Det bliver interessant at se hvad det vil sige når rivejernet møder en rå gulerod for første gang. Nu er det ikke den eneste grund til at dette ikke er hvilket som helst rivejern; men det kan vi evt. komme tilbage til senere.
En taxi bragte os tilbage til The Landmark Tower, hvor vi tog ned til arkadens niveau 2 hvor vi dagen før havde observeret damer sidde i kimono og drikke te og spise noget. Dette noget var wagashi, et begreb for en bestemt traditionel japansk version af søde sager. Dem kan I læse om her. Til det serveredes matcha en drik lavet af fint pulveriseret grøn te, som I kan læse om her. Det var meget specielt, meget zen – og sådan så det også ud.
Det gav energi til at arbejde med vores taler, som vi skal holde i de kommende dage, samt skrible lidt mere på denne blog. Men ved 5-tiden måtte vi have en kop espresso, og gik ned i arkaden for at købe et par kopper det nærmest mulige sted. Det blev Café de Crié.
Ja, som før nævnt er det åbenbart trenden her at benytte europæisk klingende forretningsnavne og produkter – men oversigten over drikkevarerne var lokal nok, dog med hjælp til sådan nogle som os.
Vi fik de 2 espressoer vi havde behov for.
… og gik op for at arbejde videre.
Mørket faldt på ved 5-tiden og The Bay Bridge, som på afstand ligner den nye Lillebæltsbro meget, selv om man her kører i 2 lag, kom til at ligne den endnu mere…
… og paradishjulet, The Cosmo Clock 21, begyndte at få sin bedste tid på dagen.
Hjulet var, da det i 1989 blev bygget, det største af sin slags (107.5 m) – en rekord det holdt til 1997, hvor det blev overhalet af et andet. Allerede i 1999 var en ny version af hjulet bygget (112.5 m), men den blev overhalet allerede samme år af et andet japansk. Men som ur, er det et af de to største i verden. Vi kiggede lidt på The Cosmo Clock 21 fra balkonen og arbejde så videre et par timer indtil vi følte at det var tid til en pizza og gik ned til den sædvanlige restaurant.
…hvor vi kunne fortsætte i hjulets selskab – tjeneren insisterede på at tage et med vores apparat.